Til Mikro II-eksamen i sommeren 2015 lød det allersidste spørgsmål “Provide some examples of how Behavioral Economics contradict the traditional neoclassical view on how economic agents make decisions.” Til en eksamen, hvor gennemsnittet var 2,2, var der nok en del studerende, der åndede lettede op over ikke at skulle udregne flere ligevægte og elasticiteter. På et pensum, hvor modeller med rationelle agenter er dominerende, kan man dog undre sig over, at adfærdsøkonomiske spørgsmål inddrages, når adfærdsøkonomers yndlingshobby ellers er at skyde det meste af Mikro II-pensum ned.
Det er dog efterhånden en del år siden, at adfærdsøkonomi er blevet accepteret i mainstream-økonomi. Med Nobelpriserne i 2002 til Daniel Kahneman og Vernon Smith samt i 2017 til Richard Thaler er adfærdsøkonomien ikke til at undgå.
I 2015 udkom bogen Misbehaving: The Making of Behavioral Economics af Richard Thaler. Bogen er nu blevet oversat til dansk med titlen Adfærdsøkonomi - hvordan vi afslørede det ufornuftige menneske. Udover en pædagogisk indføring i de væsentligste begreber fra adfærdsøkonomi, fortæller Thaler historien om sin egen forskerkarriere. Om hvordan adfærdsøkonomi blev til i samspil mellem økonomer og psykologer - blandt andre famøse Amos Tversky og Daniel Kahneman - og frem for alt om modstanden mod adfærdsøkonomi fra økonomstanden.
Behavioralister vs. rationalister
Det sidstnævnte er det mest interessante. For den flittige og interesserede polit-studerende kan jo læse hovedpapirerne af nobelprismodtagerne og tage nogle af de fag inden for adfærdsøkonomi, der udbydes på instituttet. Men det er sjældent, at man får et indblik i, hvordan debatter i forskerverdenen udspiller sig. I bogen gengives debatten mellem “the behavioralists” og “the rationalists”, som Thaler kalder dem.
Da Thaler begynder sin forskerkarriere og samarbejdet med Tversky og Kahneman i 70’erne, er det tydeligt, at der er lang vej til anerkendelse blandt “rationalisterne”. I bogen fremføres både anekdotisk bevisførelse og videnskabsteoretiske argumenter for og imod begge slags modeller - for det meste til gavn for Thalers egne modeller og grundantagelser. Beskrivelsen af denne strid præsenterer ikke bare argumenterne fra begge sider, men giver også et indblik i, hvordan økonomisk teori har udviklet sig - og hvordan ny teori introduceres og langsomt accepteres. Og netop i dette aspekt adskiller bogen sig fra andre bøger skrevet af adfærdsøkonomer (f.eks. Thinking, Fast and Slow af Kahneman og Nudge af Thaler & Sunstein). Er man velbevandret i adfærdsøkonomi, har man formentlig tidligere hørt eksemplerne, der bruges til at illustrere kernebegreberne. Men i denne bog bruges de ikke bare som eksempler, men placeres i en kontekst af diskussionen af grundantagelserne i økonomisk teori. Alene det gør bogen værd at læse.
Lost in translation
Hvorfor man vælger at oversætte Misbehaving: The Making of Behavioral Economics til det uelegante Adfærdsøkonomi - hvordan vi afslørede det ufornuftige menneske er initialt en gåde. Men som man læser den danske oversættelse bliver det klart, at hele bogen er oversat uelegant, sjusket og inkonsistent.
For det meste oversættes fagtermer efterfulgt af det engelsk ord i parentes. For det meste går det meget godt. ”Alternativomkostninger (opportunity costs)” (s. 21), ”ejerskabseffekten (endowment effect)” (s. 23) og “den marginale forbrugskvote (marginal propensity to consume)” (s. 121) er måske også nogle af de nemmere udtryk at oversætte. Normalt bruges denne strategi, når ord er uoversættelige, så man kan undre sig over, at det netop bliver brugt ved meget kanoniserede oversættelser af fagtermer. Når det ikke er sådan ligetil at finde danske oversættelser, bliver det langt mindre præcist. Nogle termer oversættes, men uden angivelse af det engelske udtryk. ”Fungible penge” (s. 95) er oversat fra fungible money – men kunne man ikke have brugt et ord, der ikke krævede et opslag i en ordbog, når man nu er i gang med at oversætte? ”Incitament-kompatible” (s. 77) er oversat fra incentives compatible, men flere steder i teksten er incentives oversat med ”tilskyndelser” (s. 61). Supposedly irrelevant factors oversættes et sted med ”efter sigende irrelevante faktorer” (s. 4), men et andet sted med ”sandsynligvis irrelevante faktorer” (s. 78). Det kan virke som småting, men det skaber en uklarhed om, hvad der egentlig er fagudtryk, og hvad der er Thalers eller oversætterens eget sprog. En (ekstra?) korrekturlæsning ville nok have fanget de problemer.
Hvad værre er, oversættes pointer, der understreger relevansen af adfærdsøkonomien, så upræcist, at pointerne til tider går tabt. For at illustrere, hvor standardteorien kommer til kort, bruger Thaler en del anekdoter med mennesker, der langt fra opfører sig som homo economicus. I den danske oversættelse mister de simpelthen deres illustrative pointe. Som introduktion til kapitel 7 “Røverkøb og tyveri”, lyder det i den danske udgave:
“Min ven Maya Bar-Hillel var ude for at købe et vattæppe til sin dobbeltseng. Hun tog hen til butikken og fandt et, hun kunne lide. Det var på udsalg og den normale pris var 300 dollars for et stort tæppe, 250 dollars for et mellemstort tæppe og 200 dollars for et almindeligt tæppe. Kun i denne uge kostede alle størrelserne 150 dollars. Maya kunne ikke modstå fristelsen og købte det største tæppe” (s. 73)
Hvorfor dette køb er i strid med standard økonomisk teori er måske lidt uklart. I den engelsk udgave er det noget mere tydeligt:
“My friend Maya Bar-Hillel was shopping for a quilt to use as a comforter on her double bed. She went to the store and found one she liked that was on sale. The regular prices were 300 dollars for a king size, 250 dollars for a queen size, and 200 dollars for a double. This week only, all sizes were priced at 150 dollars. Maya could not resist: she bought the king size.”
Der er ikke alene tale om upræcise oversættelser, men derimod oversættelser, hvor hovedpointen simpelthen går tabt. Her er det ikke sikkert, at en korrekturlæser ville have fanget problemet. Man skulle måske derimod have haft en med mere viden om økonomisk teori involveret i oversættelsen, så eksemplernes vigtighed for bogens pointe var blevet understreget. Istedet bliver adfærdsøkonomiens relevans uklar og kritikken af grundlæggende antagelser mudret. Så bogen bør læses på engelsk.
Hvad skal vi med adfærdsøkonomi?
Læser du 'Misbehaving' får du - udover et svar på eksamensspørgsmålet fra Mikro II - også mulighed for at reflektere over, hvordan adfærdsøkonomi dog endte i pensum i et fag, der ellers domineres af rationelle agenter. Måske er det fordi de to typer af modeller komplimenterer hinanden. Måske er det fordi adfærdsøkonomerne - trods adskillelige nobelpriser, bestsellere og masser af opmærksomhed - har fejlet i at gøre sig vedkommende som etableret del af de teorier, vi bruger til at beskrive økonomiske agenters adfærd. Eller måske er det fordi stædige “rationalister” forsøger at holde adfærdsøkonomien for døren, ved kun at inddrage teorierne som lidt ekstra krydderi i en eksamensopgave, og dermed anerkende adfærdsøkonomiens eksistens uden at give den synderligt meget plads.
Desuden kan man høre afsnittet af Freakonomics med titlen People Aren’t Dumb - The World is Hard, hvor Richard Thaler interviewes om sin forskning.
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2