Lige nu sidder jeg i bar mave under citrontræet i min have og drikker en iskold cola med citronskiver fra træet. Her i begyndelsen af april måned er temperaturen stadig i nærheden af 30 grader i South Australia, og ens indre djævel smiler ved tanken om kulden, der stadig præger København.
"Det er derfor, at jeg er taget et år om på den anden siden af kloden”(1) - eller er det? Selvfølgelig er vejret ikke det vigtigste (2). Det er velkendt, hvad et udlandsophold kan gøre for ens CV og for ens faglige perspektiv, så det vil jeg ikke spilde spalteplads på at forklare. I stedet vil jeg forsøge
at viderebringe nogle af de mange små og skæve oplevelser, der har gjort mit ophold i Adelaide til noget helt specielt.
School of Economics på University of Adelaide er placeret på det flotte North Terrace Campus. En stor del af charmen skal tilskrives beliggenheden ved River Torrens, der snor sig nord for den centrale del af byen. Knapt så charmerende er den store grå betonklods Napier Building, hvor jeg havde mine timer i faget Knowledge Economy. Jeg havde store forventninger til faget, men i begyndelsen måtte jeg dog se mig en smule distraheret fra stoffet. Lokalet var halvt så stort som et standard Vestergade lokale, men alligevel var lokalet udstyret med en projektor, tre tavler og et musikanlæg. Her sad vi fire studerende og lyttede til en forelæser, der talte som den hollandske superstjerne Pim de Keysergracht (3).
Han gjorde fuld brug af AV-hjælpemidler i form af de tre tavler, projektoren og sin yderst varierende stemmeføring.
Til den anden forelæsning var jeg den eneste person, der mødte op. Derfor mente Hr. de Keysergracht, at vi lige så godt kunne tage forelæsningen på hans kontor. Der sad jeg i Pims lænestol, mens han viste mig slides fra sin laptop. Jeg fandt det så anstrengende at skulle se interesseret ud to timer i træk, at jeg på ingen måde kunne høre efter, hvad han sagde. Heldigvis mødte de andre studerende op til timerne resten af semesteret, så jeg kunne koncentrere mig om fagets indhold. Fagets afsluttende opgave om tragedy of the anticommons (4) var en ren fornøjelse at skrive.
Adelaides fine vejr har givet glimrende rammer for at spille fodbold og tennis på universitetet. Fodboldholdet Adelaide Uni Blacks spiller på idyllisk liggende baner lige ved River Torrens og med udsigt til domkirken og byens få skyskrabere. Fodboldholdet har været min mulighed for at lære almindelige australiere bedre at kende - eller i hvert fald dem af græsk eller italiensk afstamning. Derfor er temperamentet også tæt på at boble over hele tiden, både hos med- og modspillere. I den nye sæsons første kamp fik jeg stiftet nærmere bekendtskab med dette temperament, da min modspiller gav mig et knytnæveslag i hovedet, fordi jeg dækkede ham. Bagefter kunne jeg få lov at betale en læge 200 dollars for ti sting i underlæben. Kampene for universitets tennisklub er knapt så voldsomme, som det også fremgår af klubbens knapt så maskuline tilnavn Penguins. Til gengæld er banerne perfekte med græs, der ikke giver Wimbledon meget efter, hvis man altså kan abstrahere fra den nærved liggende zoologiske haves dunst og medfølgende fluer. Uheldigvis er den abstraktion sværest, når man med tømmermænd spiller holdkamp lørdag formiddag. ”Clement, du skal undgå at få venner, der ikke har engelsk som deres modersmål” (5).
Efter nogle uger i Adelaide kunne jeg godt se, at den var gruelig gal med min nærmeste omgangskreds, som bestod af svenskere, nordmænd, tyskere, hollændere og franskmænd. På det tidspunkt var det dog for sent at ændre, da jeg morede mig med de ”forkerte” venner. Senere blev stud. polit. Jacob Kjær og hans engelske kæreste føjet til gruppen, hvilket gav lidt modspil til den mindre konstruktive sproglige indflydelse fra tyskerne. Vores sydlige naboer er et herligt folkefærd at drille. Man kan bebrejde dem eksistensen af personer som Rudi Völler og David Hasselhoff, og samtidig påskønne eksistensen af samme personer med dem. Det var herligt at se tysk tonefald kollidere med australsk tonefald, når der skulle bestilles mad i frokostpausen. I stedet for ”How are you?... bla bla… one chicken schnitzel, please” præsenterede tyskerne servitricen for ”I get the chicken schnitzel”. Da en af tyskerne fik fremvist min elskede DVD med FCK’s sæson 2004/05, kastede han straks sin kærlighed på det tekniske vidunder Peter Møller. Inden længe hørte jeg ham gå og nynne ”homastu de eska FC”, hvilket var hans fortolkning af ”kom op og stå, vi elsker FC”.
Når tyskerne skuffede, måtte jeg søge trøst hos deres naboer. Franskmænd er kendt for deres anstrengte forhold til h, og vores franske pige var ingen undtagelse. Hvis et ord begyndte med h, blev dette selvfølgelig fjernet og flyttet til et andet ord i sætningen såsom (h)eyes eller (h)ass. Sætningerne blev ekstra forvirrende, når hun byttede rundt på udtalen af ord. F.eks. blev beach til bitch, ’ungry blev til angry og love blev til laugh. “When I am on the bitch and I feel angry, I laugh to eat a sushi roll” (6). Disse ombytninger tog jeg gladelig til mig, hvilket ledte til en pudsig episode. Vi stod i et supermarked og overvejede, om vi skulle tage på stranden, og til det udtalte jeg ”let’s forget the bitch”. Dette fik af uransagelige årsager en fremmed mand til at blande sig i samtalen. ”Yeah, forget about that bitch. She’s not worth it. I just got divorced again. It was my fourth marriage. You just have to move on”. Så jeg bevæger mig videre til vores kære kronprinsesse Mary.
Før jeg kom til Australien, troede jeg, at de danske medier overdrev australiernes interesse for hende. Det gør de ikke. De australske ugeblade bringer gang på gang rystende historier fra Danmark: ”Princess Mary reveals: I’m so lonely – Her secret tears behind palace doors” (7) & ”Mary, Fred and Christian… Terrorist targets – The fairytale is over – Royal family living in fear” (8). Hvis man kommer til at afsløre, at man er dansker, bliver man straks konfronteret med australiernes følelser for Kronprinsessen. ”You are from Denmark? I love Princess Mary” (9). Man skal især passe på med at afsløre sin nationalitet i supermarkedet, hvor man hver gang får en ny bedste ven i en af kassedamerne. ”How are you?” - ”Good, thanks” - ”How has your day been?” - ”Not too bad, thanks” - “What are you up to tonight?” - “I am having a barbecue with a few mates” - “I love barbecues. This one time in band camp…”.
Australierne er meget venlige mennesker, og de er heller ikke blottet for humor. Pepsis frontfigur i Australien er ingen ringere end David Hasselhoff. Jeg var ekstatisk, da jeg i december i Sydney opdagede en plakatsøjle, hvor The Hoff står med en kæmpe flaske Pepsi under sig og med sloganet dare for more. Tydeligvis er Pepsi gået væk fra ambitionen om at være the choice of a new generation.
Mit ophold i Adelaide beskrives nok bedst ved mit forhold til chicken schnitzel parmagiana. Første gang jeg smagte dette fremragende måltid var, da en kammerat fra fodboldholdet skulle bestille den mest australske ret til mig. Jeg var derfor lidt undrende, da han vendte tilbage med en kyllingeschnitzel. Denne kyllingeschnitzel havde dog hvidløgskrydret tomatsauce og store mængder ost på sig, og den blev straks en af min favoritretter.
Australien har bestemt leveret varen med fremragende vejr og flot natur, men det er de små skæve oplevelser, der for alvor betyder noget. Selvfølgelig lider man afsavn ved at være væk fra familie og venner, men man bliver i høj grad kompenseret for dette i form af nye venner og besøg hjemmefra. I løbet af de sidste ni måneder har jeg har fået besøg af og rejst rundt i Australien med min mor, stedfar, søster, far, studiemakker og fire gymnasiekammerater. Hovedparten af dette foregik i en sommerferie, der var forrygende. En sommerferie af den klasse kan jeg ikke garantere hvor som helst. Derimod vil jeg garantere dig, at du bliver glad for et udlandsophold næsten ligegyldigt, hvor du tager hen. Så hvis du endnu ikke har været af sted: Tag ud og læs!
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2