Et fundamentalt erkendelsesmæssigt problem inden for størstedelen af den samfundsviden- skabelige forskning er brugen af modeller som abstraktion for agenters adfærd. Problemet ved dette princip er, at man principielt ikke kan være sikker på, i hvilken grad de opnåede resultater og konklusioner beskriver agenternes sande adfærd i samfundet, eller blot afspejler nogle underliggende antagelser i modellen. En væsentlig opgave for den økonomiske forskning har derfor altid været at finde metoder og modeller med så få restriktive antagelser som muligt og evaluere, i hvilken grad antagelserne driver de senere konklusioner.
Inden for den økonometriske forskning er der sket betydelige fremskridt i de senere år. Blandt andet har adgangen til stadig mere kraftfulde computere gjort det muligt at estimere mere generelle modeller under stadig mildere antagelser. Emnet for mit speciale kom mere eller mindre ubevidst til at ligge i forlængelse af denne udvikling, men var ellers, som det er tilfældet med størstedelen af udviklingen inden for økonomisk teori, egentlig udsprunget af en mere konkret økonomisk problemstilling.
I arbejdsmarkedslitteraturen har det længe været kendt, at der er en ikke ubetydelig korrelation mellem at være arbejdsløs og enlig. Traditionelt har man modelleret det at være enlig som en forklarende faktor bag ens beskæftigelsesstatus og derved ignoreret eventuelle modsatrettede effekter fra beskæftigelsesstatus til enlig/samboende. Mens flere internationale studier har dokumenteret rimeligheden i denne antagelse for mange lande, er der ikke en helt så enkel kausalitet for lande som blandt andre Danmark. Der er med andre ord tale om feedbackeffekter mellem at være enlig og beskæftiget, således at beskæftigede har mindre sandsynlighed for at blive enlig sammenlignet med arbejdsløse; tilsvarende er der også en øget sandsynlighed for at blive enlig, hvis man mister sit arbejde. Ignoreres feedbackeffekterne, vil konklusionerne generelt blive forkerte eller i bedste fald noget upræcise. Emnet for mit speciale blev derfor at udvide den mest benyttede økonometriske model i litteraturen til også at tillade feedbackeffekter. Specialet kom derved til at handle om meget andet end den oprindelige økonomiske problemstilling; til gengæld endte specialet også med at få, udover nogle mere præcise konklusioner omkring effekterne på arbejdsmarkedet, generelle resultater omkring den økonometriske model, der kan anvendes indenfor ikke blot økonomi, men også visse dele af sociologi og psykologi.
Nu kunne man med skepsis spørge om ikke forskning, der tager sigte på at benytte så få restriktive antagelser som muligt, er mere en akademisk diskussion uden nogen egentlig praktisk betydning. Gør det virkelig den store forskel, om man simplificerer tingene lidt og derved ofte vil have mulighed for at reducere arbejdsbyrden betragteligt? Absolut! Senest med den nye universitetslov er det blevet understreget, at samfundet i stigende grad ønsker universiteterne inddraget yderligere i den offentlige debat med videnskabelige analyser af relevante økonomiske problemstillinger. Dagpengesystemet, aktivering og indvandring er alle eksempler på emner, hvor den økonomiske forskning kan have relevante bidrag til debatten, men hvor det samtidig også fra samfundets side vil forventes, at de formidlede konklusioner ikke beror på tilfældige antagelser eller et usikkert statistisk grundlag.
I mit speciale viste det sig konkret, at ignoreringen af feedback effekterne var ret afgørende. På et af Danmark Statistiks store registerdatasæt over den danske befolkning ændrede effekten både størrelse og fortegn, alt efter om man estimerede den økonometriske model under de mindre restriktive antagelser. Pointen er ikke her betydningen af mine konkrete resultater, men derimod hvor skrøbelige selv veldokumenterede resultater kan være i litteraturen. Dette er ekstra vigtigt at være opmærksom på i en tid, hvor den økonomiske forskning skal formidle flere forskningsresultater til offentligheden, der givetvis kan have såvel stor politisk som mediemæssig opmærksomhed.
