17. december - Stemmer amerikanerne med pengepungen?

Den 2. november begiver amerikanerne sig endnu engang mod stemmeurnerne for at vælge manden, der skal have sin daglige gang i det ovale værelse de næste 4 år, og efter det republikanske konvent i New York, er valgkampen for alvor gået i gang.

Kampen står mellem Bush, der har karakteriseret sig selv som en krigspræsident og slår benhårdt på sine evner til at beskytte det amerikanske folk, og den demokratiske senator John Forbes Kerry, der er blevet lanceret som en krigshelt fra Vietnam og har rødder i det liberale Massachusetts.

Det er en gammelkendt sandhed, at det amerikanske præsidentvalg bliver afgjort i de berømte "swing states," hvor vælgerne ikke har tradition for at foretrække det ene parti frem for det andet. Derfor er disse "battleground states" fantastisk vigtige for valgkampstrateger, som sørger for at målrette kampagnepengene mod disse stater.

En swing state, der har stået centralt i denne valgkamp, er Ohio, hvor begge kandidater har lagt mange kræfter og penge. Ohio er især vigtig for Præsident Bush, idet ingen republikansk præsident er blevet valgt uden at have vundet Ohio.

Bush's opgave i Ohio er imidlertid ikke blevet nemmere af, at staten har tabt et markant antal arbejdspladser under Bush. Denne svaghed har Kerry ikke været sen til at udnytte gennem hårde angreb på Bush administrationens beskæftigelsespolitik. Præsidenten har ikke gjort nok for at beskytte arbejdspladserne i USA, men derimod ladet dem flytte til Asien, tordner Kerry-kampagnen, der også gerne henviser til USA's enorme handelsunderskud til Kina.

Denne retorik er interessant, da den udstiller demokraternes anstrengte holdning til frihandel. Under primærvalgene blev Kerry angrebet, særligt af hans nuværende vicepræsidentskandidat John Edwards, for at være positiv overfor frihandel, men i dag siger han, at alle USA's frihandelsaftaler skal tages op til revision. Man skulle umiddelbart tro, at en sådan udtalelse kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen på europæerne, der håber på, at et amerikansk opsving kan gavne den trængte europæiske økonomi, men det synes ikke at være tilfældet. Tværtimod er Kerry europæernes ubestridte favorit, hvilket dog ikke er et ubetinget gode, da amerikanerne ikke ligefrem synes at have tendens til at tillægge det gamle Europas synspunkter stor værdi.

Der er dog ingen tvivl om, at Præsidenten har et alvorligt problem på det økonomiske område. Selv om Bush ikke forsømmer mange muligheder for at tale om vigtigheden af de gennemførte skattelettelser, så kommer vækstraterne i Bushs embedsperiode ikke i nærheden af de resultater, som Clinton kunne fremvise i de brølende halvfemsere. Derfor er Bushs mareridt at lide samme skæbne som sin far, der tabte valget i 1992 til Guvenør Clinton fra Arkansas, der havde bygget sin kampagne op om det simple slogan "It's the economy, stupid."

Tiden vil vise om det endnu en gang bliver økonomien, der afgør valget, eller om krigen mod terror viser sig stærkt nok til at fortrænge emnet fra dagsordenen.

Læs hele Politen fra september 2004 her

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk