V i kender tegnene. Det er blevet lysere, fuglefløjt ødelægger ens nattesøvn om morgnen, og den dårlige samvittighed over at man stadig ikke har åbnet den 800 sider tykke amerikanske lærebog er ved at komme snigende. Det er kort sagt blevet forår. Og ud over at sommerferien nærmer sig, er der en helt forrygende ting der kendetegner årstiden: helligdage. Et af de bedste koncepter som religion har frembragt, og noget som virkelig kan give en mulighed for at indhente al den afslapning man ikke har klaret i vinterens løb. Eller det er i hvert fald den forventning man har til dem i begyndelsen af april måned. For på en eller anden måde, bliver langt de fleste af forårets helligdage beslaglagt af noget som de fleste af os afskyer mere end et spark i skridtet: Konfirmationer.
Familiefester med suppe, steg og is, lever yderst sjældent op til sit navn og er, ja, festlige. Og konfirmationer er for familiefester, hvad ”Lineær Algebra” er for lærebøger. Den seneste af slagsen jeg deltog i, var ingen undtagelse. Og det gjorde det ikke bedre at konfirmanden var —og hold nu godt fast —min daværende kærestes mors kærestes datter. Jep! Jeg kendte ikke et øje.
Festligheden foregik i et forsamlingshus i en halvstor, hel-trøstesløs midtjysk provinsby, og der var ingen mulighed for jeg kunne snige mig udenom. Heldigvis fik os fra København allernådigst lov til at bytte showet i kirken for et par sure bemærkninger og nogle misbilligende blikke da vi kom anstigende til middagen et par timer senere. Ole Erling klonen klimprede allerede på sit Hammond orgel, et arsenal af sangskjulere var blevet linet op hvor der var plads, og rejecocktailen med Thousand Islands dressing og hvidkål var så småt ved at blive serveret på de papirsdugsbeklædte klapborde. Det viste sig at en bordplanlægger havde sørget for at jeg ikke skulle sidde sammen med min kæreste —i stedet kunne jeg se frem til at konversere med et par vildt fremmede mennesker i de godt seks timer det tager at kæmpe sig igennem tre retter, kaffe og festsange. Det er egentlig ikke fordi jeg har noget specielt imod at konversere med fremmede mennesker —så længe de bare er politter! Aversionen går også den anden vej rundt: økonomer er ikke udpræget populære ved middagsselskaber. Årsagen er dels at folk synes det vi laver er dødssygt, dels at vi har det med at fortælle husejeren at hans hus godt kan falde 20% yderligere, fortælle fabriksarbejderen at det er en god ting at hans job bliver outsourcet til Kina og fortælle sygeplejersken at den bedste måde at sikre hende en fair løn, er ved at opløse fagforeningerne, privatisere sygehusene og lade lønnen bestemmes på markedsvilkår. Desuden har økonometri-jokes tilsyneladende ikke den store folkelige appel. Men der sad jeg, og der var intet andet at gøre end at prøve at nedtone mine økonom-reflekser.
På min venstre side sad der en spinkel, grå mus af en kvinde. Hun var midt i fyrrene, havde omtrent ligeså meget X-factor som gulvtæppet i politstudiets datakælder. Til gengæld var hun ude af stand til at føre en interessant samtale —medmindre vejret, maden og borddækningen altså hører ind under den kategori. På et tidspunkt da tavsheden mellem festsangene var blevet for pinlig spurgte hun: ”Hvad laver sådan en ung mand som dig så egentlig?” ”Jeg læser økonomi på universitetet, og så arbejder jeg i Nordea”, svarede jeg. ”Det var da pudsigt. Jeg arbejder også i Nordea —den i Nørre Snede —hvilken filial sidder du i?” Så det var grunden til at bordplanlæggeren havde sat os sammen: Samme arbejdsplads — vi havde noget til fælles vi kunne snakke om. Eller ikke… Al respekt for bankassistenter, men at sammenligne dem med politstuderende med studiejobs i investeringsbanker, er som at sammenligne pærer og bavianer. Vælg selv hvem der er bavianerne (burde ikke være svært, givet at man har sat sine ben i politstudiets fredagsbar).
Men typisk er det, at stort set ingen, der ikke selv har studeret økonomi, tror at den eneste funktion man kan have i en bank enten er kassedame eller bankrådgiver. Jeg forsøgte at forklare at jeg sad i ”Asset Management” der forvaltede institutionelle kunders porteføljer og at jeg mest kiggede på makroøkonomi, obligationer og derivater. Det skulle jeg aldrig have gjort. Den grå mus var et stort spørgsmålstegn, men hvad værre var at manden der sad overfor mig havde overhørt samtalen. ”Nå, så du arbejder med investeringer?” spurgte han med julelys i øjnene. Han var et typisk eksemplar af provinsadelen. Han havde, fik jeg at vide, banket sit eget firma op fra grunden og blevet rig ved at udleje campingvogne, pavilloner, fadølsanlæg og alt hvad han ellers lige havde kunnet finde på. Firmaet var naturligvis ikke momsregistreret – skattevæsnet har ikke så store markedsandele i Jylland – og netop derfor var der gode penge i det. ”Ja jeg har jo også selv rodet lidt med nogle aktieinvesteringer, og min søn har faktisk næse for at investere. Han er lige startet på Handelshøjskolen i Århus og kan du tænke dig, han er allerede en dreven aktieanalytiker. For eksempel rå- dede han mig her forleden til at købe Vestas aktier, og ugen efter var de steget 8%! Synes du ikke det var flot?” ”Mjoh”, svarede jeg og forsøgte uden held at lyde imponeret.
”Hvad med dig, hvad for en aktie ville du anbefale mig at købe, hvis du skulle give far her et råd?” spurgte han med brun sovs dryppende fra hagen. ”Øhh, sådan et råd er jeg ikke i stand til at give, for…” Heldigvis afbrudt af endnu en festsang på melodien ”Det hammer, hammer fedt”, så jeg slap for at prøve at belære ham om efficiente markeder, ingen-arbitrage prisfastsættelse af aktiver og at den information man kan læse sig til i Børsen, sandsynligvis allerede er afspejlet i aktiekursen, førend Børsens journalister er i stand til at opstøve og misfortolke den. Da jeg havde mumlet, og folk havde skrålet sig igennem sangen, vendte jeg min opmærksomhed mod pigen der var blevet placeret på min højre side. Hun var omkring de 20 og køn —rigtig køn endda. Hendes navn var Melissa og hun var fotomodel. Jeg har det normalt sådan, at et godt udseende kan undskylde meget, men der er grænser. Jeg er i forvejen skeptisk overfor alle modeller der ikke involverer matematik, og her fik jeg alle mine mange fordomme om fotomodeller bekræftet —og mere til! Det eneste hun kunne snakke om var sig selv, make-up, og så lidt om sig selv igen… Og nåh jo: Den ”tirsdagsgave” hun havde fået af sin 12 år ældre kæreste i den pågældende uge —en Gucci nøglekæde. Jeg fandt hende afskyvækkende, men provinsadelsmanden overfor lappede hvert eneste af hendes ord i sig mens han klædte hende af med øjnene. Og hun nød det.
I løbet af hovedretten var hun begyndt at bemærke at jeg ikke udviste hende den opmærksomhed som hun mente hun fortjente. ”Du er da ikke særlig selskabelig, hva?” sagde hun henvendt til mig. Jeg nåede ikke at svare før provinsadelsmanden brød ind: ”Det er bare fordi han er genert over at sidde ved siden af sådan en flot pige. Er det ikke rigtig, hva? Kunne du ikke godt tænke dig en kæreste som hende, hva?” ”Mjnæøh, jeg har jo en kæreste i forv….”, nåede jeg at fremmumle førend han afbrød: ”Hold da op, Melissa her må da være den mest fortryllende unge kvinde du har mødt, så kan kæreste jo være kæreste, hvis du forstå hvad jeg mener.”
Så blev det for meget for mig: ”Lad mig sige den sådan her”, begyndte jeg, ”som økonom kan jeg ikke lade være med at betragte Melissa her som et aktiv. Det eneste hun har at byde på er sit udseende, hvilket jo ikke bliver bedre med alderen. Samtidig må det formodes at der netto er en udgift ved at have hende som kæreste, idet jeg jo skal sørge for at købe make-up, tirsdagsgaver og hvad ved jeg til hende. Konklusionen er, at hun er et aktiv der deprecierer over tid og giver et negativt cash flow. Man skal være en ualmindeligt dårlig økonom for at holde et sådant aktiv i sin portefølje.”
Jeg kunne godt fornemme at jeg måske var gået over stregen. Provinsadelsmanden så lamslået på mig. Melissa selv lignede et nypudset spejl. Til gengæld slog en fyr på den anden side af Melissa en halvkvalt latter op. Det viste sig at han læste økonomi på Århus Universitet. Jeg var ikke længere alene… π
7. december - Du er da ikke særlig selskabelig hva?
Partnervirksomheder
Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2