8. december - Om at klare sig ved at tale uden om

KENDT.POLIT: UFFE ELLEMANN-JENSEN

Ikke alle cand.polit’er havner i et kontor i Finansministeriet eller Danske Bank. Nogle driver det så langt, at de jævnligt kan se sig selv på fjernsynet og i landets aviser. Og kendte polit’er er der mange af. Læs her om en kendt.polit, der fik en meget atypisk karrierevej, og læs om, hvordan han - Uffe Ellemann-Jensen – har raflet om øl på Det Lille Apotek, har kæmpet sig gennem tyske lærebøger og klaret de matematiske beregninger uden lommeregner. Og hvordan han overlevede nogle fag på sin evne til at tale uden om. Den tidligere udenrigsminister og partileder for Venstre er stadig en travl mand. Derfor fangede Polit’en Uffe Ellemann i Kenya, hvorfra han med sin laptop har medvirket i dette første interview i en serie, hvor kendte cand.polit’er ser tilbage på deres studietid.

Først skruer vi tiden over fyrre år tilbage. Som 21-årig satte du første gang dine fødder på Københavns Universitet. Hvorfor valgte du dengang at læse polit?

Det var min drøm at komme i udenrigsministeriet og rejse ud i verden, og når jeg valgte polit-studiet i stedet for jura, var det fordi, jeg var dybt optaget af samfundsproblemer.

Hvilket ry havde polit-uddannelsen dengang, du begyndte at læse? Hvad forventede du at gå ind til?

Studiet havde vel nærmest ry for at være en udklækningsanstalt for politikere. Jeg kan huske en af neuruppinerne (vers med tilsigtet dårlige rim, red.) fra Blæksprutten: ”Regeringen får fler og fler politter – med økonomien går det skidter og skidter”. Jeg kendte flere polit’er fra mit hjem - min far var chefredaktør på Børsen - både fra den politiske verden og embedsværket, så jeg var ganske godt forberedt. Jeg havde også læst lidt i nogle af lærebøgerne i de to år, jeg brugte på at aftjene min værnepligt.

Hvordan tænker du tilbage på polit-studiet? Forelæserne, det sociale, det at være studerende og de mange timer med en bog i hånden?

Jeg blev nok lidt overrumplet over den matematiske økonomi og den teoretiske statistik, som begge dele virkede meget verdensfjernt. Der var også nogle forelæsere, som mildt sagt gjorde, hvad de kunne, for at skræmme sådan en som mig væk fra studiet. Jeg husker en professor, som startede hver forelæsning med at tegne et koordinatsystem med en udbudskurve og en efterspørgselskurve, og så knirkede han løs i tre kvarter, mens de af os, der havde været ude at springe soldat, hurtigt faldt i søvn. Jeg sov gennem alle hans forelæsninger og klarede kun eksamen på min medfødte evne til at tale uden om. Til gengæld var der andre forelæsere, som formåede at fange vores opmærksomhed. Folk som Anders Ølgaard, Nørregaard Rasmussen, Erling Olsen og Niels Thygesen. De formåede at få os til at se lidt udenfor de støvede lokaler i Studiegården. Det med at læse mange bøger havde jeg ikke vanskeligt ved, jeg har altid været hurtiglæser, men jeg havde lidt problemer i starten med de tyske lærebøger. Jeg havde kun haft et år med tysk i mellemskolen på grund af ustandselig sygdom blandt tysklærerne, så jeg startede med en tysk ordbog i den ene hånd og Schneider’s ”Einführung in die Wirtschafftstheorie” i den anden, og så skrev jeg alle de ord ned, jeg ikke kendte eller kunne gætte mig til. Det var en sej omgang, og da var jeg lige ved at give op. Hvad det sociale angik, var vi en flok artilleriløjtnanter, som begyndte på studiet samtidig, og vi gik gerne ned på Det Lille Apotek og raflede om øl i stedet for at dyrke Kannibalen. Vi var vist ret irriterende for de pæne og flittige studenter, der var kommet lige fra gymnasiet.

Hvordan vil du beskrive dig selv som studerende? Var du praktikeren, der arbejdede en masse uden for studiet og endte med at bruge længere tid på studiet end normeret? Eller var du teoretikeren, der hver aften sad begravet med dine bøger ved lyset fra læselampen?

Jeg var ikke nogen flittig student hverken i fremmøde eller i egenstudier. Det hang sammen med, at jeg fra første dag måtte forsørge dels mig selv og senere kone og børn. Der var ikke noget, der hed SU dengang. I de første par år arbejdede jeg som reserveofficer i Forsvarsstabens Efterretningstjeneste, som det hed dengang, og det var både spændende og studierelevant arbejde, som gav mig appetit på ”økonomiske samfundssystemer” - det tog jeg som helpointsfag. Så var jeg nogle år sekretær i Kødindustriens Fabrikantforening, og det gav endnu et par udvidede fag: Arbejdsmarkedspolitik og Landbrugspolitik. Endelig blev jeg først journalist og siden et halvt år før den afsluttende eksamen handelsredaktør på Berlingske Aftenavis. Det var noget med at møde på redaktionen ved 5-tiden for at gøre dagens avis færdig, så styrtede jeg hen i Studiegården for at følge et par forelæsninger og så tilbage for at forberede næste dags avis. Det var lidt af et under, at jeg fik min eksamen, men der lå den gulerod og ventede, at jeg ville få en klækkelig lønforhøjelse den dag, jeg kunne skrive ”cand.polit.” på visitkortet. 

Hvilke historier fra din studietid har brændt sig fast i din hukommelse?

En studierejse i sommeren 1965 med Socialøkonomisk Samfund til Prag. Det var på et tidspunkt, hvor Tjekkoslovakiet var ved at køre helt fast i et formørket system, men med spæde tegn på, at nogen tænkte anderledes, altså det, der et par år senere blev til ”Prager-foråret” med Dubcek og Ota Sik (politisk og økonomisk liberalisering i Tjekkoslovakiet, der blev afsluttet af en sovjetisk invasion, der udløste stor folkelig modstand, red.). Det kom jeg også til at opleve som journalist, og det gjorde et stort indtryk at møde de mennesker, som var låst inde på den måde. Og så var der den lange varme sommer, jeg skulle skrive stor opgave. Jeg skrev om ”lønglidningen i Danmark”, og det var før der var kommet lommeregnere og andre hjælpemidler, så jeg måtte lave alle beregningerne på en gammel ”svinger”, jeg havde lånt. Jeg fik vabler i hånden af at sidde i en sandklit og lave beregninger, mens familien badede. Men det blev en meget god opgave, og censor, som var chef for Det Statistiske Departement, som det vist endnu hed, tilbød mig et job, som jeg sagde pænt nej tak til. Endelig den afsluttende eksamen i Borgerlig Ret: Jeg havde satset på, at vi skulle op i Borgerlig Ret og ikke Forvaltningsret, for jeg havde kun tid til at læse det ene fag op – og jeg var heldig. Heldet forfulgte mig helt til det grønne bord, for da jeg stod og ventede på at komme ind, sagde en af mine studiekammerater - som senere blev departementschef – ”har du husket at læse de nye arvelove?” Det havde jeg ikke, så han tog en side fra det kompendium, han havde fået hos en manuduktør og gennemgik det for mig. Jeg gik ind og trak... de nye arvelove! Jeg fortalte på livet løs, mens jeg kunne huske, hvad jeg havde fået fortalt og fik næsthøjeste karakter. Et par timer senere havde jeg glemt det hele igen. Så min despekt for eksaminer blev bekræftet ved den lejlighed.

Du har arbejdet som journalist og politiker. Da du blev cand.polit i 1969, blev du også leder af erhvervsredaktionen på Berlingske tidende. Det er en utraditionel vej at gå for en polit. Hvorfor valgte du netop den?

Det skyldtes nærmest tilfældigheder. Jeg havde i adskillige år skrevet artikler og lavet radioforedrag, fordi jeg kunne lide at skrive, og havde nemt ved det, og så opstod der pludselig den situation, at jeg havde brug for at tjene nogle flere penge for at kunne forsørge familien. Jeg fik tilbud om at blive fast ansat på Berlingske Aftenavis med løfte om en klækkelig lønforhøjelse, hvis jeg gjorde mit studium færdigt, og så var jeg inde i faget. Jeg blev senere erhvervsredaktør og flyttede til TV-Avisen som økonomisk og politisk medarbejder. Derfra blev jeg chefredaktør på Børsen, men det endte med, at jeg blev smidt ud efter et vældigt slagsmål med nogle medarbejdere. Så stod jeg på gaden og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle tage mig til, og da der pludselig blev udskrevet valg, sagde jeg ja tak til at stille op for Venstre i Århus Amt. Så var jeg pludselig politiker, og et par år efter blev jeg udenrigsminister til alles overraskelse, ikke mindst min egen, for jeg havde satset på at blive økonomiminister. Jeg fortrød nu ikke, men det betød dog samtidig, at den drøm, der havde fået mig til at starte som polit-studerende – nemlig at blive ambassadør i Bangkok – måtte opgives. For ambassadørposterne skal ikke besættes med forhenværende politikere.

Hvad har din baggrund som polit betydet for din karriere som journalist og politiker?

Først og fremmest har jeg som polit-studerende lært at arbejde metodisk med økonomiske og politiske emner. Og så har jeg fået en masse viden om nationaløkonomi og økonomisk historie, som de fleste journalister og politikere ikke har, hvilket ofte mærkes. Jeg fik ikke nogen stor eksamen, for jeg havde koncentreret min arbejdsindsats om det, der interesserede mig, og det jeg mente at få brug for. Så der var et par ting, der trak ned. Dengang drejede det sig om at få en ”førstekarakter”, for så kunne man blive ansat i for eksempel udenrigsministeriet. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg vist lige præcis ikke havde fået førstekarakter, men jeg hentede aldrig mit eksamensbevis. Det var der så mange år senere en nævenyttig journalist, der gjorde. Og det var rigtigt nok: Jeg manglede et point...

Hvilken uddannelse ville du vælge i dag, hvis du var 20 år igen og skulle til at beslutte, hvor du ville søge ind henne?

Jeg ville muligvis vælge statskundskab. Det eksisterede ikke, dengang jeg skulle vælge.

Læs hele Politen fra februar 2009 her.