Anmeldelse: Javel, hr. minister

Dette er de sidste ord i en ny bog med titlen ”Javel, hr. minister,” som Gyldendal udgav tidligere på året. Bogen er skrevet af Susanne Hegelund og Peter Mose, der også var forfattere til ”Håndbog for statsministre.” Begge har lang erfaring fra den politiske journalistik. ”Javel, hr. minister” beskriver forholdet mellem politikere og embedsmænd – og i særlig grad forholdet mellem ministre og deres departementschefer. Sidstnævnte gruppe har det som særligt bon mot, at den, der lever skjult, lever godt, og det hører til undtagelserne, at tæppet løftes for disse magtfulde mænds (for det er de; der er for tiden kun tre kvindelige departementschefer ud af tyve mulige) gøren, laden og tankevirksomhed.

 

Bogen burde være ”must-læsning” for alle kommende embedsmænd i centraladministrationen, fordi den giver et godt indblik i, hvordan tingene foregår, hvilket er relevant, hvis man forbereder sig på en karriere i centraladministrationen eller på andre arbejdspladser, hvor relationen politiker-embedsmænd forekommer. Fx beskriver bogen forskellige måder at kommunikere på i ministerierne: Skal alt igennem departementschefen, eller er det mon i orden, at ministeren også taler med dem, der ved noget om emnet, fx eksperterne i ministeriet, fuldmægtigen eller specialkonsulenten, der har styr på et bestemt fagområde? Ja, vil mange sige, men sådan spiller klaveret altså bare langt fra i alle ministerier. For Vogternes Råd (se nedenfor) og deres allierede kunne jo føle deres magtposition truet.

 

Tydeligt inspireret af den engelske TV-serie ”Yes Minister” med Sir Humphrey i centrum tager bogen os med gennem den nyere politiske danmarkshistorie – fra Schlütter til Løkke og fra Tamilsagen til klimatopmødet – og ved hjælp af autentiske cases, interviews og analyser sættes et skarpt fokus på samspillet mellem minister og departementschef. Kun ni ud af 20 departementschefer har ladet sig interviewe til bogen, hvilket bekræfter, at gruppen nok er lidt lyssky. Men det er på den anden side ikke så ringe endda, at halvdelen af departementscheferne vover pelsen og stiller op (det havde de nok ikke gjort i tidligere tider), og det er godt for bogens dokumentationskraft. Forfatterne har også interviewet en hel del nuværende og forhenværende ministre, så alt i alt må man sige, at kildegrundlaget er i orden.

 

Det indledende udpluk fra bogen kunne have været et citat fra en repræsentant for departementschefgruppen (men det er det ikke!), for departementschefer vil for det først helst selv bestemme det meste – de ser dog helst, at ministeren tror, det er ham, der bestemmer – og for det andet skal der helst ikke ske for mange forandringer, for det går jo meget godt, og der kommer jo også en dag i morgen, hvor vi måske får et nyt regeringsskifte. Departementschefer sætter stor pris på stabilitet og kontinuitet.

 

Bogen giver et fint indblik i magtrelationerne i centraladministrationerne, hvor en lille gruppe departementschefer fra Finansministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet og Udenrigsministeriet under ledelse af Statsministeriets departementschef udgør et magtfuldt kraftcentrum - ”Vogternes Råd” - som selv mange ministre må lade sig mere eller mindre frivilligt styre af. Bevares – departementscheferne er loyale til fingerspidserne. Som tidligere departementschef i flere ministerier, Ole Zacchi, siger i bogen, så lyder departementschefens parole i forhold til en hvilken som helst minister: ”Dæk ham!” Men ”Vogternes Råd”harstor indflydelse.

 

Et eksempel: Tidligere undervisningsminister Ulla Tørnæs havde engang fundet 50 mio. kr. internt i ministeriet, som hun gerne ville bruge til at styrke efteruddannelsesområdet med. Hun forelagde forventningsfuldt sagen for regeringens økonomiudvalg, som imidlertid på foranledning af Finansministeriets departementschef hapsede pengene og brugte dem til helt andre formål.

 

Forfatterne bedyrer i bogens forord, at der lejlighedsvis gerne må trækkes på smilebåndet. Bogen lever (også) på denne måde op til forventningerne. Udover at bogen er letlæst, er den også krydret med en del spøjse og sjove skildringer fra det virkelige liv i centraladministrationen.

 

Et eksempel: Da den nuværende departementschef i Forsvarsministeriet, Lars Findsen, afløste den gamle departementschef, bemærkede medarbejderne i ministeriet, at der sandelig kom nye tider i ministeriet. Ikke alene smed den unge mand slipset, men han var heller ikke arbejdsnarkoman som de fleste tidligere og nuværende departementschefer: Han prioriterede fx at gå tidligt for at hente børn og prioritere familielivet. Medarbejderne kaldte (eller kalder) ham derfor ”Tito” – ikke fordi han har noget at gøre med den tidligere jugoslaviske leder – men fordi han angiveligt ofte møder kl. 10 og går hjem kl. 14.

 

Susanne Hegelund og Peter Mose har endnu engang skrevet en spændende og vedkommende bog om livet bag den politiske scene. Hvad bliver det næste?