Benjamin Franklin, papirpenge og inflation

Der er betydelige transaktionsomkostninger knyttet til at benytte guld og sølv som betalingsmiddel, og allerede i middelalderen frembragte finansielle innovationer helt på markedsmæssige vilkår papirbaserede alternativer som veksler (Bills of exchange). Det var dog først i 1661, at Stockholm Bank som den første bank i Europa udstedte papirpenge, og Massachusetts Bay Colony fulgte efter i 1690 og Bank of England i 1694.

Den amerikanske oplysningstænker, videnskabsmand og en af Amerikas ”founding fathers”, Benjamin Franklin (1706-90), spiller en særlig rolle for udviklingen af papirpenge i Amerika. Først og fremmest som trykker, men også som pengeteoretiker.

I det 17. og 18. århundrede led de amerikanske kolonier under et stort handelsbalanceunderskud med England, hvilket drænede dem for guld og sølv, og de led under en kronisk mangel på kontanter. Umiddelbart skulle Humes price-specie-flow-mechanism tilsige, at faldet i pengemængden i kolonierne ville føre til et faldende prisniveau, forbedring af konkurrenceevnen og reetableringen af en handelsbalanceligevægt, men det skete ikke, og manglen på kontanter og kredit var en reel barriere for den økonomiske vækst.

I 1729 havde den da 23 år gamle Benjamin Franklin forfattet et skrift med titlen: ”A Modest Inquiry into the Nature and Necessity of a Paper Currency”, hvori han var en ivrig fortaler for papirpenge udstedt af landbanker og bakket op med jord.

I kolonierne havde man allerede gjort sig sine erfaringer med inflationær pengeudstedelse, og Franklin var udmærket klar over farerne ved en for stor udstedelse af papirpenge.

Franklins forslag var ikke desto mindre genialt. Franklins forslag gik ud på, at jordejere skulle optage lån med sikkerhed i deres ejendom og få udbetalt lånet i papirpenge. På den måde ville der komme flere penge i cirkulation, og de var bakket op af jord på samme måde som penge ellers var bakket op af guld. Der var altså tale om repræsentationspenge, og ikke om fiat penge.

Hvis rigtig mange jordejere benyttede sig af denne model, så var der en risiko for, at der ville blive udstedt papirpenge i et omfang, så det ikke blot afhjalp problemet med manglen på kontanter (og altså øger den reale pengemængde) og øger handlen og væksten, men også fører til prisstigninger.

Det geniale i Franklins forslag ligger i den ligevægtsskabende mekanisme, der var bygget ind i hans forslag: Hvis der opstod inflation og papirpengene tabte i værdi, så ville jordejerne opkøbe papirpenge med guld eller sølv og tilbagebetale deres lån billigt. På den måde ville pengemængden falde igen, og det skulle sikre prisstabilitet. Omvendt hvis papirpengene skulle få større værdi, så ville det styrke jordejernes incitament til at optage større lån.