Berlingske Business - BackToBusiness

Farlige Frank i problemer

af Claus Skovhus REDAKTØR

Overskriften skulle egentlig hedde problembank på kapitaljagt, men nu er journalister blevet belært af Pressenævnet om, at vi ikke må anvende ordet »problembank«, da det kan virke skadende, krænkende eller agtelsesesforringende. Baggrunden er en artikel i Jyllands-Posten, som havde skrevet om Finanstilsynets kontrolbesøg hos Sparekassen Himmerland. Pressesnævnet udtalte i sidste uge kritik af Jyllands-Posten, fordi udsagnet »problembank« om Sparekassen Himmerland ikke blev begrundet med en redegørelse om det faktiske grundlag for karakteristikken.

Med kendelsen i baghovedet vil vi ikke kalde Vestjysk Bank for en »problembank«, men nøjes at skrive at bankdirektør Frank Kristensen er i problemer.

Når han kaldes »Farlige Frank« skal vi skynde os at varedeklarere betegnelsen.

Det refererer ikke til hans evner som bankdirektør, men til en fodboldspillende navnebror i Randers FC, som scorer mål på samlebånd.

DET GØR BANKDIREKTØREN ikke - slet ikke i disse dage. Han er på ingen måder i angrebet, men står i eget felt i en defensiv opstilling. For at blive i fodboldsproget må der ikke gå flere mål ind hos Vestjysk Bank.

I forsvaret for sin position som selvstændigt pengeinstitut måtte »Farlige Frank« i denne uge trække husarerne til. Anført af tidligere forsvarsminister Søren Gade blev der afholdt et lokalpatriotisk møde i det vestjyske med det formål at skabe opbakning til det lokale pengeinstitut.

Men alle skal træde varsomt, for dels har banken ikke plads til flere nedskrivninger på tvivlsomme engagementer, dels skal banken snart refinansiere et statslån på 7,8 mia. kroner.

I lokalsamfundet synes mange, at der drives en hetz mod Vestjysk Bank, men når løget skrælles, er det ikke omverdenens skyld, at Vestjysk Bank er en problembank - undskyld, udfordringsbank. I kernen er det nu engang ledelsens ansvar at drive banken på et sundt grundlag.

DER ER EN tendens i banksektoren til at skubbe ansvaret fra sig. Krisen kom udefra, lyder det, men faktum er, at Danmark deler den nordiske rekord i antal af banklukninger.

Ifølge Ugebrevet A4 er der lukket 11 banker i Danmark. Det står i skærende kontrast til Norge, Sverige og Finland. Der er flere bagvedliggende forklaringer, men hovedårsagen er den danske boligboble og ekstreme udlånsvækst frem til 2007, som har givet sektoren et selvstændigt problem, som bankledelserne alene må tage ansvaret for - også Lemvigs »Farlige Frank«.

- Claus Skovhus
Berlingske Business 

 

De hårdtarbejdende

SKATTELETTELSER.  Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) kastede regeringen ind i et rødt, indre oprør om de kommende skattelettelser. Thor Mögers budskab er, at der skal være skattelettelser til de hårdtarbejdende – til gavn for dem med kedeldragter og søndagsvagter. Et arsenal af kritikere fra fagbevægelsen, hans eget parti  og  ikke  mindst  Enhedslisten  kaldte  det forræderi. Årsagen var ikke skattelettelserne til de hårdtarbejdende, men de manglende skattelettelser til dem der er på overførselsindkomster. Det giver øget ulighed, siger Enhedslisten, men Mögers svar er, at skattelettelser skal gå til dem, der har et job, og at en skattereform ikke er instrumentet til at mindske ulighed.

 

Millionhonorar til Niels Due 

FORGYLDT. Først blev Niels Due Jensen presset væk fra formandsposten i Grundfos A/S mod at sætte sig for bordenden i ejerfonden Poul Due Jensens Fond. Magtkampen om ledelsen af Grundfos blev rullet ud af Berlingske-journalist Birgitte Erhardtsen i bogen »Arvtageren« . I bogen kom det imidlertid også frem, at Niels Due Jensen kunne hæve fem mio. kroner for sit nye job som formand for fonden. Nu viser det sig, at Erhvervsstyrelsen læser aviser og følger med i omtalen af fondsejede virksomheder. I en sjælden henvendelse har styrelsen taget kontakt til Niels Due Jensen og resten af fondsbestyrelsen for at få detaljerede oplysninger om af lønning, antal møder samt tidsforbrug i fondsbestyrelsen tre år tilbage i tiden.

 

Skraldemand som skatteål 

SKATTESPEKULATION.  Bestyrelseskongen og statens skraldemand i den skrantende banksektor, Henning Kruse Petersen, indrømmer, at han i sin private virksomhed har forsøgt at foretage spekulative dispensationer med det formål at opnå en fordelagtig skattemæssig gevinst. Operationen mislykkedes. En skattereform kom i vejen. Forhistorien er, at Henning Kruse Petersen ejede et selskab, som har en andel i en biotekvirksomhed, som var på vej med et middel mod slidgigt. Kruse mente, at midlet ville blive en kæmpesucces, så han opskrev værdien i sit selskab fra 19,5 mio. kroner til 936,5 mio. kroner – vel vidende at slidgigtmidlet hverken var godkendt eller klar til markedsføring. I dag tyder alt på, at firmaet må opgive midlet. Kruse, der er formand for Finansiel Stabilitet, forklarer til Børsen, at opskrivningen var et forsøg på at gøre  en  mulig  gevinst  mere  skattefri.  På  Christiansborg har det vakt forundring, at en mand i statens tjeneste forsøger at udnytte skattereglerne maksimalt.

 

Tag til Norge

UDVANDRING.  Norge frister med 60.000 ledige stillinger, og det har kriseramte danskere set. En rundringning foretaget af Berlingske Research til fagforbundene 3F, Dansk Sygeplejeråd og Ingeniørforening IDA viser, at danskerne nærmest valfarter til Norge. Alene antallet af sygeplejersker, der har fået autorisation i Norge, er femdoblet sidste år, men også inden for bygge- og anlægsområdet trækkes der grundigt på dansk arbejdskraft. Omkring Oslo, Stavanger og Bergen er der gang i et regulært byggeboom.

 

Skidt uge for Tine Aurvig 

PENSION.  LOs tidligere næstformand Tine Aurvig-Huggenberger begyndte ugen skidt. Østre Landsret gav LO medhold i, at den tidligere  næstformand  ikke  er  berettiget  til  en  tilsagnspension på syv mio. kroner. Tine Aurvig fik ellers medhold i Københavns Byret. Stridens kerne er, om hun havde ret til pension, selv om hun  forlod posten  i utide.   Tine Aurvig blev desuden dømt til at betale sagens omkostninger på 550.000 kroner. Sagen har været  pinefuld for LO, fordi der kom fokus på de mange pensionsmillioner i forbundshuset, hvilket skabte forargelse blandt medlemmerne. Spørgsmålet er, om dommen ankes til Højesteret.

Berlingske Business
www.Business.dk 

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk