Berlingske Business - BackToBusiness

Træls spildt transporttid 

ERHVERVSREDAKTØR
af Linda Overgaard

Det forløb om betalingsringen, der er blevet betegnet som »et politisk trafikuheld«, har sat transportudfordringerne på dagsordenen igen. Vi er blevet godt og grundigt mindet om, at strækningen mellem bolig og arbejdsplads - og hvordan vi tilbagelægger disse kilometer - faktisk har rigtig stor betydning, både i hverdagen og på principielt plan.

Selv om visse borgerlige politikere ikke mener, at trængselen i København er så slem, at det er nødvendigt at gøre noget akut ved den, så er det alligevel tankevækkende så mange timer, der går til spilde.

NÅR EN JOURNALIST kommer for sent til redaktionsmødet her på Berlingske Business, så er det praktisk taget aldrig på grund af et svigtende vækkeur, men næsten altid fordi tog og busser ikke er til at stole på.

Der er mange forklaringer: Signalproblemer, sporproblemer, personpåkørsel, vejret, personalemangel, materialproblemer - you name it, der er altid forståelige grunde til, at køreplanen ikke holdt.

Men det ændrer ikke på, at der spildes ubegribeligt mange timer på unødig langsommelig transport, og at de mange spildte timer og smadrede rejseplaner kunne være brugt langt mere nyttigt på formål, der kunne give mere vækst og velstand.

VIRKSOMHEDERNE HAR brug for, at medarbejderne kan komme til og fra arbejde på en smidig og pålidelig måde, og at folk med de rigtige kompetencer ikke fravælger en arbejdsplads, fordi togdriften er ustabil.

Ideen om at gøre kollektiv trafik nogle få procent billigere vil ikke løse disse udfordringer.

Der er derimod brug for mere og bedre kollektiv trafik.

Forudsigelighed i logistikken er nødvendig, hvis familierne skal kunne sætte lid til kollektiv trafik. Det dur ikke, at togdriften pludselig er nedsat til halv frekvens, eller at bussen blot udebliver.

Betalingsringen virkede som et desperat forslag til løsning af trængselsproblemerne, og diskussionen om den må nu afløses af en ny hurtigtvirkende - men langsigtet - plan. Allerede i 2008 kom Infrastrukturkommissionen med forslag til trafikløsninger, der kunne fremme velstand og velfærd, og en gruppe embedsmænd sidder nu og skal komme med anbefalinger i år og i 2013.

Vi ser frem til snarlig handling - det kunne være ideelt med trafikløsninger, som kunne være med til at stimulere væksten i erhvervslivet.

-Linda Overgaard
Berlingske Business

 

7-Eleven runder to milliarder
DØGNINDKØB. Købmændene i de almindelige 7-Eleven-butikker er gået fra i gennemsnit at tjene cirka 300.000 kroner i 2010 til cirka 500.000 kroner i 2011, skriver Dansk Handelsblad. Det er en vækst på 66 pct., mens fortjenesten for 7-Eleven på servicestationer er steget cirka 19 pct. i gennemsnit pr. butik. Alt i alt rundede 7-Eleven to mia. kroner i omsætning, så shoppelysten døgnet rundt er stor.

Godt mobiltilbud her og nu
IPHONE-PUSH. Ebay Danmark er nu i luften med en iPhone-app, der hedder »MyDealNow«. Den gør det muligt at modtage tilbud fra de butikker, man passerer, når man for eksempel går på gaden. Den nye app udnytter mobilbrugerens fysiske position til at pushe tilbud inden for fire selvvalgte kategorier, så brugerne ikke oplever at blive spammet, skriver Markedsføring. Eksperter forventer, at 2012 bliver året, hvor handlen for alvor bliver mobil, så hold på penge og plastickort på næste bytur.

Novo hyrer detektivbureau
PENNEFORFALSKNING. Flere og f lere kopierer Novos insulinpen i Kina. Og da det kan give et stort omdømmeproblem for Novo Nordisk, hvis en patient lider skade på grund af en kopipen, har Novo Nordisk nu hyret detektivbureauer til at hjælpe med at finde producenten bag de falske insulinpenne, da de kinesiske myndigheder ikke har ressourcer til at efterforske sagen.

Gør klar til digital postkasse
PAPIRSTOP. Om blot ti måneder skal man besøge et museum, hvis man vil se papirblanketter til f lyttemeddelelser, ansøgning om plads i daginstitutioner, indskrivning i skole og fritidsordning eller ansøgning om sygesikringskort. Fra december forsvinder papiret i det offentlige nemlig stille og roligt ved lov over de næste fire år. Det bliver simpelthen ikke muligt at opdrive en gammeldags blanket. I stedet skal danskerne betjene sig selv over nettet – eller bevæge sig hen i kommunens borgerservice og få hjælp på en computerskærm. Og oven på al balladen om postkasser ved vejkanten kommer der nu fra 2014 krav om en obligatorisk, elektronisk postkasse på nettet, hvor det offentlige af leverer alle breve digitalt. Et nyt brevkassecirkus kan således tage sin begyndelse – eller måske kritikere af ordningen med digitale postkasser tilhører andre samfundsgrupper end dem, der har været utilfredse med at skulle f lytte den fysiske postkasse ud til gaden.

Jysk skyder penge i sushi
MINUS. Dondon Sushi, der slår sig op på frisk sushi til små penge, har været en rigtig dårlig
forretning i mange år efterhånden. Siden 2007 har kæden kørt med underskud, så egenkapitalen viste indtil for nylig et minus på 14 mio. kroner. Men nu er redningen kommet i form af
Jysk-arvingen Jacob Brunsborg, der har skudt 28 mio. kroner i Dondon Sushi. Pengene går både
til eftergivelse af gæld og til en kapitaludvidelse. Samtidig bliver kæden ifølge Børsen lagt ind under Jysk-koncernen. Sushi er efterhånden blevet fast inventar i gadebilledet. Der er nu omkring 200 sushirestauranter i København mod kun 52 i 2008, og det giver en meget hård konkurrence.

Er arbejdsglæden blevet væk?
KRISEKVALER. Er du og dine kolleger blevet nogle hængemuler på grund af de udfordringer, krisen har givet på jeres arbejdsplads? Det er udgangspunktet for Ugens Dilemma, som vi følger op på i Berlingske Business på onsdag. Ledere bliver spurgt om, hvad de vil gøre ved mismodet, men alle kan deltage i afstemningen på business.dk/karriere. Klik blot ind, og kom med din egen holdning!

Berlingske Business
www.business.dk 

Virksomheder

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk