Betydningen af at vi alle kender COVID-19-strategien

Der har været – og er vel stadig – stor forvirring om, hvad regeringens politik ift. COVID-19 egentlig er. Men meget tyder på, at den gode strategi er én af følgende:

• ”Den grønne kurve”-strategien, hvor COVID-19 får lov til at udvikle sig, indtil tilpas mange har været smittet og flokimmunitet indtræder, men spredningen gøres så langsomt, at sundhedssektoren ikke overbelastes.
• ”Hammer og dans”-strategien, hvor COVID-19-smitten slås ned med et hårdt lockdown. Hvorefter smitten holdes nede med mere eller mindre restriktive indgreb, indtil der findes en vaccine.

De to strategier har meget forskellige implikationer for, hvordan man som individ og samfund skal agere, og hvilke incitamenter man skal give forskellige grupper af befolkningen. Så uden at tage stilling til om den ene eller anden strategi er bedst (og om ”Hammer og dans” overhovedet er mulig på længere sigt), vil jeg nedenfor beskrive nogle udvalgte fejlskud og muligheder for forbedringer for de to strategier, som jeg ikke har set beskrevet andre steder (de åbenlyse ting springer jeg til gengæld lidt over).

Ligesom en økonomi kan en epidemi håndteres decentralt (på ”markedet”) eller planmæssigt (fra centralt hold), og ligesom en økonomi, vil en central planlægning have indbyggede problemer - fx til at vide nok på det rigtige tidspunkt. Når I læser nedenstående, bør I derfor have i baghovedet, at nogle mange ting er svære at implementere fra centralt hold, da de kræver stor viden for at kunne implementeres rigtigt (fx på det rigtige tidspunkt). Viden man ofte ikke har. Derfor vil central epidemi-håndtering også lide af mange af de samme fejl som en central planlægning af økonomien (dermed ikke sagt, at der er bedre alternativer – men nu er I advaret).

”Den grønne kurve”-strategien

COVID-19 er især farligt for syge og ældre. Da strategien indebærer, at tilpas mange skal være smittet til sidst (mange mener omkring 60%), handler det altså i højere grad om at smitte ”de rigtige” – altså unge og raske.

Her er et par punkter, hvor politikken i Danmark potentielt har modarbejdet ”Den grønne kurve”-strategien:

• Mange ældre lever under normale omstændigheder i en form for ”lockdown”. De går ikke i skole, ikke på arbejde, de rejser ikke i myldretiden osv. En generel lockdown har altså den modsatte virkning af det, man ønsker, da den begrænser smitten blandt de raske og unge.
• Lukningen af skoler og institutioner satte mange småbørnsforældre under pres. Og derfor fik mange hjælp fra bedsteforældrene. Lukningen af skoler og institutioner kan altså have skubbet spredningen fra de unge og raske (børn og forældrene) over mod de gamle/ældre (bedsteforældrene).
• Nedlukningen været for kraftig, hvilket har betydet, at vi har spildt masser af kapacitet i sundhedssektoren og dermed trækker pinen i langdrag.

Og her er et par punkter, som man burde overveje under ”Den grønne kurve”-strategien:

• Betal unge og raske for at lade sig smitte. COVID-19 er tilsyneladende ikke livsfarlig for børn og unge mennesker. Kun 1 af 18.600 dødsfald i Italien var under 19 år, og næsten alle døde havde også en anden alvorlig sygdom (se her). Til gengæld er der – under ”Den grønne kurve”-strategien — positive eksternaliteter ved at en ung lader sig smitte, da det bringer os ét skridt nærmere flokimmunitet uden at det belaster sundhedssektoren. Derfor kunne man med fordel betale unge mennesker for at ”tage en for holdet” ved at lade sig smitte og isolere sig indtil sygdommen er overstået.
• Indfør lockdown nogle uger før peak. Som nævnt forventer mange, at flokimmuniteten indfinder sig omkring 60%. Det er her, smittetrykket (RS) bliver mindre end 1. Det vil sige, at hver person smitter mindre end 1 person, og dermed vil en virus ikke kunne udbrede sig. Ved en ukontrolleret smittespredning det også her, at flest mennesker er smittet samtidig. Så selvom smittetrykket kommer under 1, vil der altså fortsat blive smittet mange, så man samlet set ender med en langt højere andel smittede end de 60%. I dette scenarie vil det derfor være en god politik at lukke ned lidt før man når toppen, så smitten flader ud før de 60% — og i stedet ender omkring de 60% samlet set. Spændende om Sverige vil forsøge det, nu når de — måske — nærmer sig flokimmunitet. En anden gevinst ved denne strategi er også, at man får en markant lavere peak, og dermed lettere kan holde sig inden for sundhedsvæsenets kapacitet (jeg har tidligere beskrevet dette her).

”Hammer og dans”-strategien

En god ”Hammer og dans”-strategi indebærer, at smittetrykket først slås hårdt ned og siden holdes nede så billigt (i bredeste forstand) som muligt.

Hamren ser ud til at have virket (selvom man kan diskutere, om man brugte den bedste hammer til jobbet), men her er nogle punkter, hvor politikken i Danmark potentielt har gjort ”hammer og dans”-strategien mindre effektiv:

• Man har ikke løbende lavet stikprøvetests i befolkningen. Det betyder, at man ved relativt lidt om, hvor stor smittetrykket er og har været, og hvor mange tidligere smittede (og sandsynligvis immune), der er i befolkningen. To unge økonomer har beskrevet værdien af stikprøve her.
• Man begynder en åbning af samfundet uden at have et klar plan for, hvordan man vil holde smittetrykket nede. Det betyder sandsynligvis, at man ikke får åbnet op på en økonomisk efficient måde. I værste fald kan det betyde, at smitten løber løbsk igen, og så misser man muligheden for at byde op til dans.

Og her er et par punkter, som man bør overveje under ”hammer og dans”-strategien:

• Vælg de billigste værktøjer først. Dette burde være en no-brainer, men ikke desto mindre har vi ikke set analyser af hvilke værktøjer, der billigst kan reducere smittetrykket i Danmark. Hvorfor har Sundhedsstyrelsen fx ikke fremlagt scenarier, som beskriver, hvor meget ”test og isolér” kan reducere smittetrykket? Optimalt set rangordner man alle tiltag, der kan reducere smittetrykket, samfundsøkonomisk, og så vælger man de billigste først.
• Fremlæg en klar strategi. Selv om man har rangordnet de tiltag, der kan reducere smittetrykket, vil der stadig være uvished om, hvornår de bliver bragt i spil. Uvished er omkostningsfuldt, fordi det gør det sværere for virksomheder og borgere at planlægge deres aktiviteter. Derfor bør man fremlægge en strategi, som så klart som muligt beskriver, hvornår de forskellige tiltag iværksættes. Her kan man med fordel skele til New Zealands alert levels.
• Kommuniker klart og tydeligt, at der kan blive brug for mere hamren. Uanset hvor godt man forsøger at styre epidemien, kan smittespredningen løbe løbsk. Derfor kan der blive behov for at lukke hårdt ned igen. Folk bryder sig ikke om negative overraskelser, og derfor kan en ny nedlukning blive mindre effektiv, hvis befolkningen har en opfattelse af, at det værste er overstået.

Hvilken strategi følger vi i Danmark?

Det er et fantastisk godt spørgsmål. Før påske var jeg overbevist om, at det var ”den grønne kurve”-strategien. Bl.a. fordi statsministeren sagde, at det var strategien (men hun kan have ment noget andet end mig), og fordi man forventede, at åbningen efter påske ville bringe smittetrykket over én.

Efter påske er jeg kommet i tvivl. Bl.a. fordi Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut har sagt, at de har ændret holdning, og nu ikke nødvendigvis ser flokimmunitet som noget uundgåeligt. Men det er stadig uklart for mig, om man tror på, at det kan lade sig gøre at få danskerne til at holde social afstand i potentielt årevis, til der er en vaccine.

Måske ender det med, at vi sætter os mellem to stole, hvor vi både påfører os selv enorme omkostninger og ender med flokimmunitet (og måske en version, der indebærer flere døde end ellers).

En mulig forklaring på, hvorfor vi ikke rigtig ved, hvilken strategi vi følger i Danmark, kan være, at det ikke er politisk opportunt. Det er ikke rart at fortælle (og kan derved koste stemmer), at mange vil dø (”den grønne kurve”-strategien). Men det er heller ikke rart at fortælle, at folk skal sætte deres liv delvist på pause i måske årevis. Samtidig vil en klar strategi gøre det nemmere at kritisere regeringen uden at skulle tage forbehold for strategien (fx kunne jeg have sparet halvdelen af dette blogindlæg, hvis vi vidste, hvad strategien var). Kritik (særligt den konstruktive) kan dog føre meget godt med sig, fordi man får flere input og idéer til forbedringer. Det er altså i samfundets interesse, at vi kender strategien, men ikke nødvendigvis i politikernes interesse. Lad os derfor slutte med et citat fra økonomen Thomas Sowell:

”No one will really understand politics until they understand that politicians are not trying to solve our problems. They are trying to solve their own problems – of which getting elected and re-elected are No. 1 and No. 2. Whatever is No. 3 is far behind.”