Boganmeldelse: Lighed

Lavere forventet levealder, større børnedødelighed, mere fedme, flere psykiske lidelser, dårligere præstationer i skolen, flere mord, teenagegraviditeter og fængselsdomme, mindre mobilitet og generelt mindre trivsel. Ikke just et samfunds drøm. Men alt sammen noget der, ifølge de to epidemiologer Richard Wilkinson og Kate Pickett, er kraftigt og signifikant korreleret med graden af ulighed i samfundet. De har sammen skrevet bogen Lighed; Hvorfor alle klarer sig bedre i et mere lige samfund, der på baggrund af et hav af data, regressionsanalyser, psykologi og lægevidenskab forsøger at påvise sammenhængen.

Bogen er opdelt i tre dele og ligger fra starten an med et hurtigt flow og præcise formuleringer. Allerede efter de få første sider, bliver præmissen for bogens konklusioner slået an; de rigeste lande i verden har opnået en så høj materiel velstand, at yderligere økonomisk vækst ikke kan bidrage til at forøge livsværdien – tværtimod. Forbrugerisme har overtaget vores samfund og presser folk til at søge prestige gennem arbejde og forbrug, hvilket øger den sociale distance mellem os.

”Måske er det på tide, at vi lægger en verden bag os, hvor folk opfatter det at maksimere egen personlig vinding som et prisværdigt mål for livet”.

Regressionsanalyser en masse

Med præmissen på plads bevæger bogen sig i sin anden del over på økonomernes hjemmebane, og det er svært at vende en side uden at støde på en ny regressionsanalyse; datamaterialet og antallet af følgende analyser er ganske enkelt overvældende. Side for side gennemgås dårligdom efter dårligdom, og hver enkelt gang påvises korrelationen ved hjælp af cross-country data. Hvert kapitel åbner op for nye områder som fx sundhedsvæsen eller kriminalitet, og hver gang er sammenhængen slående. Der er et glidningsfrit flow, og forfatterne virker selvsikre i deres sag; sjældent når man at tænke over argumentationen, før de selv fremhæver en mulig modargumentation, for derefter straks at nedskyde den med nye data. Nogle gange tager overlegenheden dog overhånd: ”Selv om vi ikke kender til eksperimenter, der bekræfter sammenhængen mellem ulighed og vold, så vil vi opfordre alle, der har lyst, til at gå en tur i et fattigkvarter og prøve at fornærme et par tilfældige mennesker”.

Til sidst sidder selv en Polit tilbage fuldstændig mæt i regressionsanalyser. Så mæt, at irritationen undervejs har meldt sig. For efterhånden som der gang på gang vises, hvordan højere ulighed for eksempel øger antallet af mord i et samfund, jo større bliver trangen til at løse problemet. Som bogens titel antyder, er svaret simpelt: Øg ligheden. Man må dog vente til godt 2/3 inde i bogen med at få at vide hvordan.

Hvordan får vi mere lighed?

Som bogens tredje del åbenbarer sig anes det, at man er ved at komme løsningen nær. Alligevel sidder man med en følelse af, at man mangler et reelt – og realistisk – svar. Den sidste del af bogen bliver en blanding af forfatternes beundringsværdige indignation over det moderne samfunds hierarkiske udvikling og et sidste forsøg på én gang for alle at slå fast, at ulighed – uden at overdrive – i de rige samfund er roden til næsten alt ondt.

Desværre virker vejen til mere lighed i det moderne samfund til at bero på en kombination af naivitet og brændende håb om, at mennesket ændrer sin levevej. Forfatterne virker ikke i tvivl om, at størstedelen af befolkningen faktisk vil det samme som dem – der er bare ingen der tør eller gider at gøre noget ved det, og hele skiftet mod større lighed hviler på disse tilsyneladende enten ligeglade eller håbløse personer.

”I stedet for at indtage en taknemlig holdning over for de rige er vi nødt til at erkende, hvor skadelig en effekt de har på den sociale struktur”.

Forfatterne gør i den forbindelse meget ud af, at større lighed sjældent blot opnås gennem en ændret politik. Politikerne har gang på gang spillet fallit, og faktisk burde større lighed skabe en mindre stat idet udgifter til fængsler, sundhed, politi og lignende vil falde massivt. I stedet skal virksomhedssektoren ændres, så virksomhederne i stedet for at kunne børsnotere sig og handles af eksterne investorer ejes af medarbejderne selv, således at demokratiet opstår i den enkelte virksomhed og nu med større omtanke for både lokalsamfund og resten af verdenen.

Holder det?

Bogens overvældende datamængde, analyser og kilder (intet mindre end 565) fremstår i starten som bogens klare fordel, men ender med at være en af de store ulemper. Alt for ofte beror argumentationen ene og alene på kildehenvisninger, og som det til tider ses i kommentarspor på diverse debatsider, kan man uanset holdning altid finde en ekstern kilde, der støtter ens holdning. Det er trættende for modparten, hvis denne for hvert argument skal sidde og slå kilder op for at tjekke disses troværdighed og argumentation.

På samme måde har forfatterne i deres forsøg på at gøre bogen så simpel som mulig udeladt at bringe andet en aksetitler og dataplots i regressionsanalyserne. Det er simpelthen ikke muligt at aflæse data i mange af bogens regressionsanalyser, da man ikke ved, hvordan akseenhederne er sat op. Således kan man støde på en figur med ”Indkomstulighed” hen ad førsteaksen og ”Indeks over stofmisbrug” op ad andenaksen uden at ane om regressionslinjen er dannet på baggrund af få procents afvigelse blandt alle landende. Man får heller ikke oplyst selve regressionerne og kan derfor ikke selv tjekke, om disse i grunden holder, eller om de er opsat på lige præcis den måde, der giver den pæneste p-værdi.

Da fattige landes statistikker om fx psykisk sygdom og teenagegraviditeter er af for dårlig kvalitet, har man valgt kun at fokusere på rige lande. Heraf har man af verdens 50 rigeste lande kun valgt 23 ud. Ikke igennem en direkte selektion, men ved at frasortere lande med fx under 3 millioner indbyggere. Det betyder, at man til sidst står tilbage uden lande som Sydkorea, Tjekkiet, Hong Kong og Polen. Det er en skam, idet man fornemmer at signifikansen i flere af regressionerne ville forsvinde ved blot at trække ét enkelt land ud eller tilføje et andet.

Alligevel sidder man i sidste ende unægtelig tilbage med følelsen af, at forfatterne virkelig har fat i noget, men at bogen til tider bliver én stor kildehenvisning. 

Har du selv lyst til at se, hvad den overvældende mængde data siger om konsekvensen ved ulighed, så trækker Altandetlige.dk lod blandt dem, der kommenterer artiklen med et ”Jeg vil gerne have bogen” inden fredag den 9 maj kl. 12 om et eksemplar af den seneste engelske udgave.