Kaffen er for dyr!

Og det er bestemt ikke fra en tilfældig afsender, at en polit stødt på manchetterne må læse denne anklage; 'kaffen er for dyr!'. Anmeldelsen stammer fra Danmarks ældste studenterblad Indput, der hos stud. psych'erne har eksisteret siden 1968.

Anledningen til postulatet (som udsagnet konsekvent vil blive benævnt), at Cafélitten er for dyr, er, at dræberkaninen, psych'ernes egen café, er på Coffee Crawl på CSS. Og som man så ofte tager det søde før det sure, ja så begynder denne udflugt i Cafélitten:

'Det første, der slår en, er de prangende lokaler med højt til loftet, rigelig plads til studiegrupper og udsigt fra 2. sal over Søerne. (…) bordfodbold og Guitar Hero på 40+ tommers skærm; jo, man aner mulighederne i at studere, hvordan man får tiltrukket finanserne.'

Hvor den opmærksomme læser initialt fornemmer en snert af misundelse, når skribenten pompøst beskriver udsigten fra lyse de lokaler, fladskærmen og de langt fra trange kår, så ytres dog efterfølgende en mere lunken vurdering af både kaffens kvalitet og pris:

'Kaffen er dog lidt dyr(…). Smagen er ok, men ret flad og med ligeså meget personlighed som indifferenskurve' (red.: Ved de, hvad det er?).

Når man som anmelder af anmeldelsen alligevel ikke er helt skeptisk over for sidstnævnte, ja så skyldes det udsagn som:

'… kaffen bliver tilmed serveret af en temmelig lækker, mandlig studerende' (red.: Selvfølgelig!).

 og

'Dræberkaninen føler sig dog i alt vældig godt tilpas i de mondæne omgivelser og må tage sig gevaldig sammen for ikke at blive hængende til flere kopper.'

Uden tilsvarende at have aflagt Dræberkaninen et besøg, så antyder dog værdiladede gloser som ’prangende’ og ’mondæne’, at Cafélittens lokalitet anses med en vis respekt blandt de psykologistuderende. Ikke mindst når Kommunen i samme omgang får følgende ord med på vejen:

’Lidt for store lokaler, manglen på lys samt musik, kombineret med et klistrende beskidt gulv, napper dog en ordentlig bid af det potentiale for ægte campusstemning med integration af de forskellige studier…’

For igen at vende tilbage til anmeldelsen af anmeldelsens begyndelse, genbesøges afslutningsvist dræberkaninens postulat, at Cafélitten er for dyr. Med netop dette udsagn skyder dræberkaninen nemlig sig selv i poten. For én ting er et hængeøret dyrs objektive vurdering af caféens lokalitet og produkter. En helt anden ting er en psykologistuderende på afveje, der drister sig til at snakke om prismekanismer, som, om noget, må anses som værende polittens domæne.

I den anledning kunne vi nemt fortælle gnaveren en lille historie omkring dækningsbidrag, inflation og priselasticiteter. Profitmaksimering, marginalomkostninger og monopolstruktur. Man kunne dog fristes til at tro, at de psykologistuderende vil affeje det hele med konklusioner som, at efterspørgsel er ’all about carma’ eller ’the market is all about psykoligy’, når de med sikkerhed snart genbesøger vores mondæne lokaler.

 Alt i alt må vi dog takke Dræberkaninen og psykologipigerne for de pæne ord og blot håbe på, at anmelderrosen ikke i mellemtiden har skabt overskudsefterspørgsel og dermed, enhver polit bekendt (muligvis ikke en psych), presset prisen på den fladsmagende kaffe endnu højere op…