Cand. polit på valg

Altandetlige har hørt cand. polit folketingskandidaterne Samira Nawa Amini, Preben Bille Brahe, Naser Khader, Torsten Schack Pedersen samt Christen Sørensen om deres politiske mærkesager og erindringer fra polit stuidet.

Hvilke tre politiske mærkesager vil du understrege?

Christen Sørensen (A):
1) Solidaritet
Jeg skylder Velfærdssamfundet meget. Jeg voksede op på en mindre gård i Vestjylland i et traditionelt venstremiljø. Uden uddannelsesstøtte havde jeg næppe fået mulighed for at læse videre. Det har jeg aldrig glemt, ligesom jeg ikke har glemt, hvem der arbejdede for disse muligheder, og hvem der modarbejdede. Derfor overtog jeg ikke mine forældres politiske ståsted.

Til min egen store overraskelse blev jeg anmodet om at stille op til det forestående folketingsvalg – jeg er jo ingen årsunge, men 70 år. Når jeg accepterede, var det ikke mindst en følge af, at det jeg har kæmpet for – et solidarisk samfund – nu er under alvorligt pres hidrørende fra ikke mindst internationaliseringen. Det er en vanskelig opgave at ændre dette, men hellere kæmpe end blot opgive.

Piketty har netop dokumenteret, hvordan uligheden tilsyneladende vokser med internationaliseringen. I guldfodsperioden fra 1870 til 1. verdenskrig, hvor internationaliseringen for første gang for alvor slog igennem, tiltog uligheden voldsomt. Det er også sket i den anden bølge, der indtraf efter Thatcher og Reagan perioden. Herhjemme stiger uligheden også nu. Vi ser bl.a., hvordan ledere i en række private virksomheder som i det offentlige (DONG) får fantasilønninger – afsmitningen udefra er åbenbar. Det er efter min vurdering en hverken ønskelig eller holdbar udvikling.

2) Beskæftigelse
Et højt beskæftigelsesniveau er en helt afgørende faktor til sikring af solidaritet. Og her har vi ikke gjort nok, som det fremgår af figuren over beskæftigelsesudviklingen i Danmark, Sverige og Tyskland. Den dårlige beskæftigelsesudvikling kan ikke alene forklares ved finanskrisen.

Det fremgår jo ganske klart af denne figur, at den utilfredsstillende beskæftigelsesudvikling i Danmark ikke alene kan være en følge af finanskrisen. Hvis dette var tilfældet, ville Sverige og Tyskland jo også være ramt på tilsvarende måde som Danmark.

Hovedårsagen til den dårlige beskæftigelsesudvikling i Danmark er desværre, at dansk økonomi blev alvorligt svækket op til udbruddet af finanskrisen. Det skete via en historisk uansvarlig finanspolitik og ved en uhæmmet kreditekspansion til ikke mindst byggeprojekter, som bevirkede, at dansk økonomi blev mere end overophedet med den kendte følgevirkning, at den økonomiske fornuft gik fløjten hos ikke blot regeringen og Nationalbanken men også for mange virksomheder og borgere. Kun i Irland og Spanien var boligbyggeriet i forhold til BNP større end i Danmark – og hvordan er det nu lige, at det går i disse lande.

Den daværende VK-regering fejlede ved i midt 00’erne, især i 2006 og 2007, billedligt talt at hælde benzin på en i forvejen overophedet dansk økonomi med en stærk ekspansiv finanspolitik. I al den tid som den finanspolitiske effekt, typisk målt ved finanseffekten på BNP, siden begyndelsen af 1980’erne er blevet retvisende målt i finansministeriet, er der ikke blevet ført en så uansvarlig finanspolitik som i 2006 og 2007.

Overophedningen af dansk økonomi i midt 00’erne var også en følge af den letsindige låne-, bygge- og boligpolitik, som især pengeinstitutterne finansierede, og som VK-regeringen og Nationalbanken endvidere bidrog til eller ikke modvirkede.  Regeringen ved bl.a. at fastlåse ejendomsværdiskatten i kr. og øre, og Nationalbanken ved ikke at modvirke, at pengeinstitutterne øgede udlånene til især ejendomsmarkedet via bl.a. meget store kortfristede lån på kapitalmarkederne, da indlånene ikke var tilstrækkelige til at finansiere udlånsfesten. Disse kortfristede lån steg fra under 100 mia. kr. i 2004 til over 550 mia. kr. forud for finanskrisen udbrud i september 2008.

Jeg er af den opfattelse, at den nuværende socialdemokratisk ledede regering i alt for høj grad har overtaget den tidligere regerings økonomiske opfattelse, hvilket kom til udtryk i regeringsgrundlaget ved følgende bemærkelsesværdige formulering: ”Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, …”.

Der burde være ført en mere beskæftigelsesvenlig økonomisk politik ved en mere ekspansiv finanspolitik. Det har vi haft rigelig plads til. I de seneste fem år har der hvert år været et overskud på betalingsbalancens løbende poster på over 100 mia. kr. Ja, dansk økonomi er så solid, at vi for nylig var ved at blive oversvømmet af kapitaltilstrømning fra udlandet. Og siden da er talen om, at vi skulle have et konkurrenceevneproblem da også forstummet. Og den ekspansive finanspolitik skulle være gennemført via offentlige investeringer i veje, cykelstier, kloaksystemer, renovering af skoler o. lign. Det er alt sammen opgaver, der alligevel burde gennemføres, og som der er begrænsede driftsomkostninger ved. Sådanne opgaver skal selvfølgelig gennemføres, når der er rigelig med arbejdskraft til rådighed.

Og som det fremgår af figuren, har beskæftigelsesudviklingen været alt for ringe i Danmark. (Når jeg ikke bruger ledighedstallene, skyldes det, at dagpengeindgrebet gør, at disse tal giver et misvisende udtryk for udviklingen, idet over 50.000 er faldet ud af dagpengesystemet. Beskæftigelsesudviklingen giver et meget bedre indtryk).

3) Lige uddannelsesmuligheder
Uanset om ungdomsuddannelser går via gymnasier eller erhvervsskoler, skal der være plads og kvalitet. Det er ikke holdbart, at der altid er gymnasiepladser, samtidig med at der ikke er tilstrækkelig med lærepladser til de, der ønsker en faglært uddannelse. Der mangler p.t. næsten 5.000 lærepladser. Det bør gøres så attraktivt at ansætte lærlinge, at der bliver tilstrækkelig med pladser. Det kan ske ved at øge refusionen til arbejdsgivere, der ansætter lærlinge, samtidig med at arbejdsgivere eller virksomheder, der ikke ansætter lærlinge, betaler hertil. Og som anført: det er ikke manglende konkurrenceevne, der kan begrunde, at dette ikke sker.

Der er alt for mange unge, der går gymnasievejen. Jeg synes, at det er en pseudodiskussion at søge at begrænse søgningen til gymnasierne via karakterkrav. Udgangspunktet bør være: hvad er forklaringen på, at så mange unge vælger gymnasievejen. Er en væsentlig årsag ikke, at alternativerne er for ringe? Kort sagt: jeg går ind for, at det bliver langt mere attraktivt at blive faglært uddannet med mulighed for videreuddannelse. Hvis dette sker – altså hvis der er attraktive alternativer - kan der efterfølgende være grund til at skærpe karakterkravene til gymnasiepladser.

Samira Nawa Amini (B):
1) Mangfoldighed styrker
Danmark skal være et land, der kan rumme alle sine borgere. Et samfund, hvor mennesker med forskellig hudfarve, kultur, sprog, religiøs - og seksuel overbevisning kan mødes, er et stærkt samfund. Derfor vil jeg arbejde for en inkluderende politik, hvor mennesker ikke diskrimineres - og blandt andet kæmpe for at afskaffe 24-årsreglen.

2) Bekæmp den sociale arv
Alle mennesker skal have ret til lige muligheder uanset deres sociale baggrund. Men i dag får børn, der er født på Amager eller i Bispebjerg, sandsynligvis et kortere liv end børn født i Indre by og på Østrebro. Jeg vil særligt arbejde for at skabe mere lighed i sundhed og uddannelse, fordi det er her, vi bedst kommer den negative sociale arv til livs.

3) Skab flere job
Jeg vil kæmpe for øget vækst og beskæftigelse. Særligt er den høje ledighed blandt de unge et problem - både for den enkelte og for samfundet. Langt de fleste ledige drømmer om at kunne bidrage til samfundet, men de bliver alt for ofte mødt af barrierer i systemet. Jeg vil gøre det nemmere for ledige med iværksætterdrømme at starte egen virksomhed uden at blive bremset af meningsløst bureaukrati. 

Naser Khader (C):
Jeg er jo værdipolitiker og idépolitiker. Det er først og fremmest disse spørgsmål, der optager og driver mig. Værdipolitik kan man ikke reducere til enkeltsager. Værdipolitik handler jo i høj grad om, hvordan skal vi leve sammen i fremtiden, og det er dette mål, der er styrende for mine holdninger.

Jeg er meget optaget af globale forhold, udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og terrorbekæmpelse. Alle disse områder har betydelige konsekvenser for vores hverdag.

Men hvis jeg skulle tage nogle økonomiske områder op - jf. mit politstudium - så synes jeg først og fremmest, at vi skal have fjernet topskatten. For mig er dette ønske også styret af værdier. Vi skal ikke kun væk med topskatten pga. de klassiske økonomiske teorier om dynamiske modeller men også af værdimæssige årsager: Det er moralsk forkasteligt at betale mere til staten, end man selv får med hjem. Udgangspunktet må altid være, at man arbejder for sig selv og sin familie, før man arbejder for andre.

Borgerne skal beholde en langt større del af deres hårdt tjente penge i egen lomme. Det er et spørgsmål om den personlige frihed, og om hvor meget staten skal bestemme over individet, og så er private bare langt bedre til at allokere penge fornuftigere end staten.

Men det er samtidig også et spørgsmål om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Vi skal ikke straffe folk, der tjener mere end gennemsnittet ved at lade staten opkræve en uforholdsvis stor andel af den sidst tjente krone. Hvis gevinsten ved at gå på arbejde er for lille, ryger incitamentet for at tage en ekstra tørn. 17.700 danskere taber direkte penge ved at gå på arbejde frem for at gå derhjemme, mens 46.400 har en minimal økonomisk gevinst (under 1.000 kr.) ved at gå et arbejde. Det er simpelthen for ringe, at der for så mange tusinde danskere ikke er et økonomisk incitament for at gå på arbejde. Vi skal derfor have fokus på at belønne dem, der får hjulene til at køre rundt i samfundet – ikke straffe dem.

Der vil i forlængelse heraf være en klar økonomisk gevinst for samfundet, hvis vi kan understøtte og styrke iværksætterkulturen her i landet. Nystartede virksomheder tegner sig nemlig for mere end en tredjedel af alle nye jobs i Danmark.

Derfor vil jeg også gerne støtte iværksætterne. Vi skal absolut ikke udpine erhvervslivet mere, end det i forvejen allerede er. Iværksætterkulturen i Danmark er trængt, de fleste borgere foretrækker lønmodtagerjobs frem for tilværelsen som selvstændige erhvervsdrivende. Og billedet bliver kun værre, hvis vi sammenligner os med vores naboer, hvor iværksætterlysten har det betydeligt bedre. Det er en trist men forståelig udvikling. Iværksætterne og innovatorerne er de fattigste mennesker i Danmark. Nystartede har gennemsnitligt færre penge til rådighed end kontanthjælpsmodtagere. Jeg har den største respekt for mennesker, der forfølger deres drømme, og som er villige til at ofre den tryghed og sikkerhed, som et fast job giver. Den slags initiativ, mener jeg, vi som samfund bør støtte op om og værne om.

Men lige nu gør vi det stik modsatte af at hjælpe iværksætterne og de små- og mellemstore virksomheder. Selvstændige erhvervsdrivende er ofte udfordrede af bureaukrati samt regeltyranni og omkring 40 % siger, at de har oplevet, at det offentlige har spændt ben for deres virksomhed i en sådan grad, at det er gået ud over indtjeningen. Det er fuldstændig grotesk, at vi som samfund sætter forhindringer op for vores iværksættere frem for at nedbryde barrierer.

Danmark er afhængig af folk, der tør tage chancen og forfølge deres drømme. Hvis vi skal have råd til velfærd, er vi nødt til at vende blikket mod den private sektor – og her mener jeg, at vi skal skabe den stærkeste og mest konkurrencedygtige sektor. For sagen er jo, at vi ikke har råd til statsligt kernevelfærd, hvis ikke vi har et økonomisk stærkt og sundt erhvervsliv. Dette skal vi blandt andet sikre ved at gøre det lettere og mere rentabelt at drive virksomhed i Danmark.

De områder, jeg her har nævnt, kan alle relateres til spørgsmålet om hvilket samfund, vi skal leve i i fremtiden.

Jeg ønsker et samfund, hvor vi giver individerne de bedste vilkår for at nå deres mål og drømme. Det tror jeg kun på, vi kan lykkes med, hvis vi giver folk relativt frie rammer og indretter samfundet, så det understøtter og belønner initiativer, der er til gavn for både individet og samfundet.

Som samfundet er i dag, fratager vi i alt for høj grad borgerne ansvaret for deres eget liv og deres egen succes. Det må ikke være statens opgave. Vi skal selvfølgelig have et sikkerhedsnet, hvor vi griber dem, der af den ene eller den anden grund falder igennem, men det er jo ikke det samme som et samfund, der fremskynder passivitet og parkerer folk på offentlig forsørgelse.

Preben Bille Brahe (O):
1) Mindre EU 
Det giver ingen mening at stemme til folketingsvalg, hvis alle afgørende beslutninger alligevel bliver truffet i EU. Demokrati er ikke historiens slutpunkt, og EU kan udvikle sig til et moderne triumvirat, hvor toppolitikere og embedsmænd bliver medlemmer af en lille lukket klub med enorm magt, høje lønninger og pensioner, næsten skattefrihed, og ingen demokratisk legitimitet. Det skal laves om. EU var skridtet for langt, og vi skal tilbage til noget, som minder om EF. Optagelsen af de mange østlande, som bestemt ikke kan honorere kravene under teorien om optimalt valutaområde, har i høj grad forværret problemerne og skabt en situation, hvor konkurrencen i Europa tvinger os ud i et kapløb mod laveste fællesnævner.  Goderne ved medlemskab af EU er massivt overdrevne, Schweitz lider f.eks. ingen nød, til gengæld er problemerne med grænseoverskridende kriminalitet og tab af national selvbestemmelse massive.

2) Styrket politi
Det eneste der skal til, for at det onde kan herske, er, at de gode intet gør. Det er desværre der, vi er i dag. Politiet skal have et massivt løft. Politiet har i dag samme størrelse som i 1980 før indvandrebanderne, flygtninge, øst–kriminalitet og terrortruslerne havde manifesteret sig. I Danmark har vi 1,9 betjent pr. 1.000 indbyggere, hvor man i Tyskland har 3,0. Vi skal udvide politistyrken ved at øge optaget på politiskolen, indtil vi når tysk niveau med formål at få opklaringsprocenterne op på en Europæisk topplacering samt give virksomheder og borgere sikkerhed for hurtig og effektiv politiindsats i alle sager – herunder indbrud og butikstyverier.

Dernæst skal vi ændre vores straffelov, således at alle forhold straffes. Summen af straffene for hvert enkelt forhold skal give den samlede straf.  Fængsler er ikke behandlingsinstitutioner, vi har af hensyn til de kriminelle. Fængsler har vi for, at borgerne udenfor kan leve i fred for kriminalitet. Grænsekontrol skal genindføres med henblik på at dæmpe øst-kriminaliteten og gøre det sværere at udføre tyvegods.

3) Bedre vilkår for børn
Folkeskolen skal anerkende andre kompetencer end dem, som kommer af at tale ud fra en bog. Der er gode karriereveje inden for sport, dans, musik og madlavning. Der er ingen grund til, at de skal forlade folkeskolen med en utilstrækkelighedsfølelse, fordi folkeskolen kun måler på boglige kompetencer. Derfor skal der indføres karakterer fra 1. klasse i alle fag. Undervisningen skal opdeles, således at de, der kan tage ansvar for egen læring, er i klasser med op til 30 elever, hvor de, der ikke kan, er i klasser med op til 15 elever. Det er samme pensum og eksamen, de skal op til. Det er kun undervisningen, som skal tilrettelægges forskelligt. Derudover skal der gives karakter for personlig opførsel for at komme mobning og støjende adfærd til livs. Ledelsen skal være langt mere aktiv i sin støtte til den enkelte lærer, og forældrene skal kontaktes samme dag, hvis eleven ikke har læst, er kommet for sent eller på anden måde ikke lever op til krav og forventninger. 

Skilsmissebørn har større tilbøjelighed til ikke at gennemføre en uddannelse eller ende i hashmisbrug. Mange forældre havner alene med børn på bistandshjælp, hvilket betyder at mange børn vokser op i fattigdom. Disse problemer er dyre for samfundet og masseproducerer klienter til det socialindustrielle kompleks. Det skal vi tage fat om ved at styrke ægteskabet og kernefamilien. Vi skal holde fast i, at vi har frihed under ansvar. Det gælder også i forhold til familien. Når man skriver under på et ægteskab, når man får papir på hinanden, så er det fordi, det er en kæmpe opgave at opfostre og opdrage børn. Derfor har man som ægtefælle krav på at kunne vide, at den anden er der til at tage sin del af slæbet. Ægteskab er først og fremmest jura, og ikke bare en fest, hvor præsten i sin sorte kjole gæsteoptræder som en anden Pjerrot. En underskrift på en ægteskabskontrakt bør principielt være lige så bindende som en underskrift på et banklån. Hvis man ikke kan leve med det, så må man lade være med at blive gift og leve papirløst i stedet.

Torsten Schack Pedersen (V)
1) Det skal kunne betale sig at arbejde! 
Det er uholdbart og urimeligt, at det for knap 18.000 danskere bedre kan betale sig at være på passiv forsørgelse end i arbejde. For over 300.000 danskere er der med regeringens egne ord kun ”svag tilskyndelse” til at være i arbejde. Det er ikke godt nok. Når vi har indrettet samfundet, så der er ingen eller kun beskeden gevinst ved at tage et arbejde, så er der noget galt. Hvorfor er der erhverv, hvor der hovedsageligt kun er udenlandsk arbejdskraft ansat? Hvorfor står dansk arbejdskraft ikke til rådighed?

Derfor skal der indføres et moderne kontanthjælpsloft, og skatten på arbejde skal sænkes med fokus på de laveste lønindkomster

2) Der skal gang i væksten og skabes flere private arbejdspladser. 
Danmark har udsigt til den 6. laveste vækst i OECD i de kommende mange år. Det betyder, at andre lande løber fra Danmark velstandsmæssigt. Der er brug for, at dansk økonomi styrkes. Det skal ske ved at sænke skatter og afgifter, som belaster virksomhedernes konkurrenceevne, eksempelvis den danske NOx-afgift, som svækker danske virksomheders konkurrenceevne. For at sikre råderum til lavere skatter og afgifter skal der indføres et udgiftsstop. Den offentlige sektor skal ikke være større. Der skal reguleres for pris- og lønudviklingen, men derudover skal råderummet prioriteres til at sænke skatter og afgifter. Det vil gøre Danmark mere konkurrencedygtigt og skabe grundlaget for højere vækst.

3) Et Danmark i bedre balance.
De forårstegn, der er i dansk økonomi gælder desværre kun hovedstadsområdet og Østjylland. Krisen kaster stadig sine skygger over resten af landet. Der er i dag færre arbejdspladser end i 2011 i Nordjylland, Vestjylland og Region Sjælland. En rigid planlov, dårlige rammevilkår for fødevareerhverv og centralisering af statslige arbejdspladser svækker økonomien i mange landdistrikter. 

Hvordan bruger du din baggrund som økonom i dit erhverv som politiker?

Christen Sørensen (A):
Jeg vil virke for, at det beslutningsgrundlag, som Folketinget får, bliver retvisende. Jeg mener ikke mindst, at embedsapparatet i de økonomiske ministerier skal sættes på plads. De skal ikke have lov at manipulere. Jeg vil nævne to konkrete eksempler, der er baggrunden herfor.

a) De økonomiske redegørelser og prognoser
I Økonomisk Redegørelse fra august 2008, altså kort efter den historisk uansvarlige finanspolitik i 2006 og 2007, blev der side 12 alligevel anført:

”Konjunkturbetingede lempelser i den aktuelle situation med et stort positivt output-gab ville dermed være et markant brud med tidligere finanspolitisk praksis, idet det ville være udtryk for konjunkturforstærkende (dvs. konjunkturmedløbende, tilføjelse) finanspolitik”, kursivering tilføjet. 

Denne historieforvanskning gentages i Økonomisk Redegørelse fra august 2012, hvor der side 25 er anført: 

”Også med hensyn til en række andre økonomiske nøgletal placerer Danmark sig godt i forhold til andre lande. … Det skyldes blandt andet en lang tradition for en stabilitetsorienteret økonomisk politik, som mindsker udsvingene og dermed usikkerheden i økonomien”, kursivering tilføjet.

Dette er uacceptabelt, at det direkte forsøges at misinformere. Det er også uacceptabelt, at det med alt for optimistiske prognoser forsøges at skjule, at det tager lang tid før strukturpolitik – som f.eks. ændrede dagpengeregler – fører til øget beskæftigelse.

b) DONG-sagen
Det er min vurdering, at Finansministeriet behandlede DONG-sagen, hvor Goldman Sachs blev begunstiget, alt, alt for overfladisk og amatøragtigt. Den sag vil jeg gerne følge op på.

Samira Nawa Amini (B):
I mange tilfælde har jeg kunne bruge min faglige viden som grundlag til at stille mig kritisk over for forskellige opgørelsesmetoder og foreslå forbedringer. Jeg er f.eks. glad for, at jeg har beregnet ginikoefficienter, livstidsindkomster og er bekendt med forskellige økonometriske metoder – det giver et forspring, når tal og statistiker skal afkodes. Men en ting, som man IKKE lærer på polit., er at skrive og formulere sig så ikke-økonomer kan følge med – i politik handler det jo om at kunne formulere sig i øjenhøjde med sine vælgere, og på det punkt er jeg blevet udfordret, men jeg synes efterhånden, at jeg har fundet en god balance.

Naser Khader (C):
Som cand.polit. kan du bruge uddannelsen bredt, og det er måske den uddannelse, som kan bruges bredest. Jeg har fået et yderst brugbart allround-værktøj, som jeg kan bruge i utroligt mange sammenhænge.

Det er en uddannelse, som både kan bruges på et overordnet plan; til bedre at forstå og gennemskue et komplekst system, men det er også en uddannelse, der udstyrer én med en værktøjskasse, der kan bruges på et mere lavpraktisk niveau. Således bruger jeg både polituddannelsen som et solidt fundament, når jeg skal forholde mig til de overordnede linjer, som fx at vi skal have respekt for folks hårdt tjente penge, vi skal have større vækst, højere produktivitet og så videre. Jeg bruger også uddannelsen på et mere lavpraktisk plan, når jeg som politiker skal læse masser af statistikker igennem og gennemskue konklusioner i rapporter samt økonomiske interesser, der ligger til grund for forskellige fortolkninger.

Preben Bille Brahe (O):
Jeg har lært at have en sund skepsis overfor økonomer og økonomiske løsninger. Når en økonom siger noget, skal man se nøje på hvilke antagelser, der ligger bag. Ofte siger udsagnet nemlig mere om antagelserne end om virkeligheden. 

Det er tankevækkende, at nogle af de ting, vi troede på den gang, er gået helt anderledes. F.eks. beskæftigede vi os meget med ØMU’en. Vi troede, at en ekspansiv finanspolitik ville føre til, at landet selv fik gevinsten, men regningen ville blive sendt videre til fællesskabet via renten. Vi kan konstatere i dag, at renten er nærmest eksogen, og de fleste arbejdspladser på f.eks. metrobyggeriet bliver taget af lavtlønnede fra Sydeuropa. Selvom Folketinget stadig gerne snakker om kick-start af økonomien, så er forudsætningerne for at bruge finanspolitik som vækstmotor forandrede, og det er tvivlsomt, om man kan opnå noget godt ad den vej.

Dengang lagde vi heller ikke meget vægt på formuegevinster. Det var timelønnen, som det hele handlede om. Men siden da har rigtigt mange mennesker tjent sig en ekstra livsindkomst, fordi de var så heldige at købe hus på det rigtige tidspunkt. Det er naturligvis heldigt for dem, men det er dybt ulykkeligt for samfundet. 

Følgen af de stigende ejendomspriser er nemlig, at priserne på lejeboliger stiger. I 90'erne var det relativt nemt at finde en 60 m2 lejlighed til 2.500 kr. om måneden i København. Hvis prisen skulle have fulgt prisudviklingen skulle de koste ca. 3.500 i dag, men de koster gerne 7.000. Det betyder, at det er blevet meget svært og meget dyrt for studerende og bistandsklienter at få bolig - og dermed er boligboblen også blevet udgiftsdrivende for de sociale udgifter. Sammenfattende har det vel givet mig en nyttig økonomisk indsigt.

Torsten Schack Pedersen (V):
Som Venstres skatteordfører beskæftiger jeg mig meget med økonomisk politik, og der trækker jeg naturligvis meget på min uddannelse. Hvilke forudsætninger, der ligger til grund for vurderinger af forskellige initiativer er helt centrale for, hvilke effekter, et lovforslag må forventes at have. Hvorvidt disse er holdbare og robuste hjælper min baggrund som økonom mig med. Men det centrale er, at jeg er politiker. Økonomer fremhæver ofte højere boligbeskatning som en effektiv skattekilde. Jeg er ikke uenig i, at det er effektivt. Jeg er bare politisk uenig, for jeg mener ikke, at boligejerne skal beskattes hårdere. Men det er et politisk valg. Bare fordi noget blåstemples af økonomer, betyder det bestemt ikke, at så er det bare godt set med politiske briller.

Hvilke erindringer har du fra din studietid om den politiske debat på polit studiet? 

Christen Sørensen (A):
Jeg læste fra 1964-1972, så min studietid var studenteroprørets periode – herunder opgøret mod professorvældet. Det var samtidig den periode, hvor den fulde beskæftigelse slog igennem. Først ved slutningen af 1973 kom den første olieprisomvæltning med den efterfølgende store stigning i ledigheden: fra 20.000 i årsgennemsnit i 1973 steg ledigheden trendmæssigt til 350.000 i 1993. Den politiske debat i min studietid var også præget af Vietman-krigen. Debatten var således generelt meget polariseret.

Jeg vil fortælle en speciel facet af studenteroprøret, som – synes jeg – fortjener større opmærksomhed. På polit-studiet blev det faktisk også et krav i studenteroprøret, at vi skulle have en bedre matematik-uddannelse. Vi oplevede jo, at vi ikke kunne læse indlæg i en række fagtidsskrifter. Så godt nok kom der i kølvandet på studenteroprøret – dog kun i en kort periode og kun meget begrænset – marxistisk inspireret lærebogsstof ind i polit-studiet. Men det afgørende var, at der blev stillet krav om højere kvalitet. Jeg synes, at det er interessant, om vi nu igen står foran en form for studenteroprør: krav om højere kvalitet og bedre jobmuligheder. De objektive grunde hertil er efter min vurdering til stede. Jeg tog i øvrigt selv en række kurser på matematisk institut, hvad der medvirkede til at forlænge min studietid.

Samira Nawa Amini (B): 
Jeg har aldrig som sådan oplevet en ophedet politisk diskussion på polit - men i kraft af mit eget engagement testede jeg altid nogle af mine argumenter af på medstuderende. Men dermed ikke sagt at jeg ikke har mødt politisk engagerede politter. Jeg har i min studietid arbejdet både hos Cepos og AE - begge steder får man politik og polit for fuld udblæsning.

Naser Khader (C):
Når man læser cand.polit., kommer der en selvforståelse om, at politikere ikke har den store økonomiske forståelse. Men én ting er, hvordan man lærer tingene på studiet, en anden er, når man som politiker kommer ind bag kulisserne og skal tage helhedshensynet i betragtning. I folketinget er tingene desværre sværere at få til at gå op i en højere helhed.

Men én ting, jeg lærte, var, at den offentlige sektor ikke bare skal vokse. Hvis den offentlige sektor skal finansieres, er vi nødt til at fokusere på den private sektor. En økonomisk sund og stærk privat sektor er fundamentet for et hvert velfærdssamfund.

Preben Bille Brahe (O):
Som jeg husker det, var der ingen politisk debat. Vi mødtes ofte i polithuset, men det hørte absolut til sjældenhederne, at der blev diskuteret noget politisk eller fagligt. Det hænger måske sammen med, at studiet var blevet et matematisk amokløb, hvor der var en meget stærk tro på, at man med matematiske modeller og virkelighedsfjerne forudsætninger kunne finde svar på alt.

Når jeg tænker tilbage, tænker jeg, at der manglede nogle moduler med styret refleksion og perspektivering til virkeligheden. Det var meget tankpasser undervisning, altså jo mere læreren taler, jo mere lærer eleven – ligesom jo mere benzin man hælder på bilen, jo længere kan den køre. Det var meget udenadslære, hvor der ikke rigtigt var plads til spørgsmål og nysgerrighed. Der var heller ingen interesse for, hvordan man skaber gode læringsmiljøer. Det var den studerenes eget ansvar. Det håber jeg er blevet bedre.

Torsten Schack Pedersen (V):
Den politiske debat tog jeg i højere grad i Venstres Ungdom end på polit.-studiet. Jeg husker dog faget ”Makroøkonomisk planlægning” som et fag, der af og til fik bølgerne til at gå højt, når samfundsnyttemaksimering blev omtalt i lidt for marxistiske vendinger i forhold til at lade markedet fungere frit.