Cand.polit i Australien

I hvilket land bor du og hvor længe har du boet der?
Jeg bor i Australien. Jeg har været her i to måneder og skal være her to måneder mere. Jeg bor og arbejder i Sydney.

I hvilken virksomhed arbejder du, og hvad er din funktion?
Jeg arbejder for et firma der hedder Pacific Strategy Partners. Det er et konsulentfirma, som min danske arbejdsgiver, Quartz+Co, har et partnerskab med. Et partnerskab der bl.a. omfatter et ”konsulent-udvekslings-program” hvor en Quartz+Co konsulent gennem fire måneder bytter plads med en PSP konsulent for at høste erfaringer, dele viden og få nogle fede oplevelser i et andet land. Arbejdet minder således også en del om det vi laver i Quartz+Co; strategisk rådgivning af virksomheder og organisationer. Mit nuværende projekt handler om at støtte direktionen i et globalt forsikringsselskab med at identificere deres lokale strategiske prioriteter frem til 2016. Jeg er projektleder og arbejder tæt sammen med en partner fra PSP og kundens direktion.

Hvorfor tog du til Australien for at arbejde?
Som så mange andre kan jeg rigtig godt lide at rejse. Gennem mit arbejde har jeg rejst en hel del og en del af min polit-tid brugte jeg i udlandet. Men jeg havde aldrig været i Australien før, så da jeg fik tilbuddet om at komme herned tog det ikke lang tid for mig at sige ja. Og jeg har på intet tidspunkt fortrudt. Det er virkelig fedt hernede. Det er spændende at lære en ny virksomhed, deres metoder og ansatte at kende og det er rigtig fedt at bo i Sydney. Jeg bor i Manly lige ud til vandet og tager en færge på arbejde hver dag. En gang imellem kan man se delfiner og hvaler fra båden. Det er en ret cool start på dagen.

Regner du med at bo i udlandet permanent?
Nej, ikke permanent. Mit ophold hernede tidsbegrænset og selvom det er virkelig fedt hernede jeg ser jeg stadig frem til at komme tilbage til mit arbejde i København. På længere sigt ser jeg mig selv baseret i København, i nærheden af venner og familie, men på det lidt kortere sigt kunne jeg godt forestille mig endnu en gang at bo et andet sted i udlandet for en periode.

Hvad bruger du særligt fra Polit i dit arbejde?
Det er nok mest tankegangen. Især evnen til, med en begrænset mængde information, at kunne analysere en bestemt problemstilling i en relevant kontekst og deraf hurtigt kunne udlede et sæt anbefalinger. Det hænder, men ikke så ofte, at jeg har bruger teoretiske modeller og metoder lært på polit i mit arbejde. En af årsagerne til det, er at vi som konsulenter ofte arbejder under tidspres, hvor kunden har behov for, hurtigt, at få skabt nogle konkrete indsigter som man kan begynde at reagere på. På grund af sammensætningen af Australiens økonomi har jeg hernede arbejdet i sektorer som jeg ikke har arbejdet i før, og i det hurtigt at forstå en sektors struktur og hvad det har af implikationer for optimale strategier, prissætning etc. har jeg nok, mere eller mindre bevidst, brugt en del viden fra industriøkonomi.

Hvordan opfatter du arbejdsmiljøet og -vilkårene i forhold til Danmark?
Arbejdsmiljøet minder faktisk en del om Danmark. En uformel tone på arbejdspladsen og hos kunden. Selvom vi i Skandinavien ser os selv som ganske uformelle og afslappede er de nok en smule mere afslappede hernede. Vilkårene minder meget om dem i Danmark bortset fra i vi danskere har en del mere ferie. Min oplevelse er også at kundernes udfordringer faktisk minder en del om dem som danske virksomheder ofte står med. Den største forskel jeg har oplevet er i de sektorer man arbejder med. PSP har en del kunder indenfor typiske australske områder som råstoffer, landbrugsprodukter og sågar vinproduktion og det har været spændende at lære nye områder at kende på den måde.

Hvad er dit bedste råd til en, der gerne vil have en karriere i Australien?
Det er nævnt før, men det er en rigtig god idé at trække på sit netværk. Både for rent faktisk at komme af sted, men også for hurtigt at blive integreret når man så er kommet af sted. Den letteste måde at komme af sted er nok gennem en dansk arbejdsgiver. Så har man allerede et arbejde og det er relativt let at få et visum. Det er noget mere besværligt, men ikke umuligt, at søge selv. Jeg har venner hernede, blandt dem et par polit’er, der har jobs i banker, som de selv har fundet frem til. Hvis man søger selv skal man være opmærksom på at polit-uddannelsen hernede "blot" er en anden M.Sc. i økonomi og ikke har helt samme kendskabsgrad som i Danmark. Det gør bl.a. at man nok skal forberede sig på en periode hvor man lige skal vise hvad man duer til og sørge for at man har en del relevant arbejdserfaring med i bagagen. En anden ting man skal være opmærksom på, hvis man søger selv, er at man er afhængig af om man kan få et visum. Der er en del forskellige typer visum at få og hvis man gerne vil blive her i lang tid gælder det om at få sin arbejdsgiver til at sponsorere et såkaldt 457-visum. Når man så er kommet af sted skal man bruge sit netværk til at opbygge relationer og lære Australiens forretningsverden at kende. Det kan være ved at gå til netværksevents, konferencer eller lignende. Desuden skal man overveje at tage kontakt til headhuntere som er ret udbredt hernede også for relativt nyuddannede. De kan fortælle en mere om hvilke firmaer der er på udkig efter arbejdskraft og give gode råd til ens ansøgning.

Er du Cand.polit og arbejder du i udlandet? Så vil vi meget gerne have lov til at fortælle om dine erfaringer. Send en besked til redaktionen på Altandetlige.dk - vi glæder os til at høre fra dig!

Faktaboks

Lars-Morten Andersen blev cand.polit 2010.

Du kan  læse mere om Pacific Strategy Partners her, og Quartz+Co. kan du læse mere om her.

Hvis du gerne vil vide mere om, hvordan det er at arbejde for Pacific Strategy Partners eller Quartz+Co., er du velkommen til at kontakte Lars-Morten Andersen på lars-morten.andersen@quartzco.com.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk