Cand.polit i Struensee & Co.

Hvornår blev du færdig som cand. polit?
For mit vedkommende blev de varme sommermåneder i 2016 tilbragt i mørke kroge på Fiolbiblioteket. Det betød, at jeg først efter aflevering i september 2016 fik skiftet LaTex og SAS ud med sandaler og solbriller.

Hvornår startede du hos Struensee & Co., og hvordan var din vej dertil?
Efter jeg afleverede speciale, havde jeg en måned inden min første dag i oktober 2016. Da jeg allerede i juni havde tegnet kontrakt med Struensee & Co., kunne jeg derfor nyde sensommeren i september og holde forsinket sommerferie.

At jeg allerede i juni havde tegnet kontrakt med Struensee & Co. skyldes, at jeg efter deres årlige karriereevent i maj - The Struensee Day of Public Sector Reform – kom ind i et hurtigt og fokuseret ansættelsesforløb. Under specialeskrivning og sommerferie var det befriende at vide, at drømmekontrakten allerede var i hus. Det betød, at jeg ikke skulle jonglere med jobansøgninger, sommercocktails og afsluttende specialeskrivning samtidig.

Hvorfor har du valgt at arbejde som konsulent, og hvorfor valgte du at arbejde hos Struensee & Co.?
At jeg gerne ville være konsulent er ikke noget der har stået klart for mig siden første år på studiet, men nærmere noget jeg fandt ud af mod slutningen af kandidaten. Jeg altid har været interesseret i politik og den offentlige sektor, hvilket blandt andet er årsagen til at jeg i studietiden søgte mod Økonomi og Politik i Skatteministeriets departement og senere Udenrigsministeriets ambassade i Malaysia. Udover mere diplomatiske opgaver i Malaysia brugte jeg særligt tid som handelskonsulent. Min daværende chef var god til at give mig ansvar, hvilket betød at jeg trods juniorniveau ofte havde møder og arrangementer med væsentligt mere senior personligheder. Det gav mig et indblik i de strategiske overvejelser som de sidder med, og blod på tanden til at følge den dimension endnu mere.

Da jeg kom tilbage til Danmark stod det klart for mig, at jeg ville have et job der kombinerede den analytiske tilgang fra polit med min appetit på strategi og interesse for den offentlige sektor. Her var managementkonsulentbranchen det perfekte match. Da jeg havde besluttet mig for at søge konsulentvejen, var jeg så heldig at blive accepteret tilStruensee Day of Public Sector Reform. Det er en dag, hvor Struensee & Co. får chancen får at høre deltagernes perspektiver på udviklingen i den offentlige sektor, og hvor deltagerne modsat får en chance for at høre om arbejdslivet, konkrete projekter og kulturen i virksomheden. 

Med hensyn til det sidste punkt, kulturen, så blev den bedst afspejlet af de personer jeg mødte. Således var der en stemning af, at man hverken gik på kompromis med kompetence eller personlighed. Det var helt sikkert en afgørende faktor for at jeg endte med at vælge Struensee & Co. – og i min tid i virksomheden, har jeg stadig ikke stødt på de berygtede ’rundsave på albuerne’.

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig? 
Der er typiske metoder i faget, der kan være typiske rammer for arbejdslivet, men jeg kan stadig ikke definere en typisk arbejdsdag.

Som polit står du metodemæssigt på et stærkt fundament. Således har mit arbejde indtil nu været drevet af analytiske, logiske og databaserede metoder. Derfor vil du sjældent have en arbejdsuge, hvor du ikke producerer kvantitativ eller kvalitativ analyse for din klient. Det er dog ikke kun vigtigt at decimalerne stemmer, men også vigtigt at du kan formidle løsningen på din klients komplekse udfordring i en letforståelig form. Du vil også opleve en stor klientkontakt, hvilket især skyldes at Struensee & Co. fra første dag har tiltro til dine evner og giver ansvar herefter. Det giver mig en meget stor ejerskabsfølelse over mit arbejde, hvilket motiverer mig til at yde en ekstra indsats når det er nødvendigt.

Udover typiske arbejdsmetoder, er der også fællestræk for rammerne i dit arbejde. Du vil oftest indgå i et mindre team af konsulenter, som de fleste dage sidder hos klienten. Det er derfor vigtigt at man sætter større pris på at se nye mennesker og organisationer, end på at møde ind til det samme skrivebord hver dag.

Når det er sagt, så er der ikke mange flere fællestræk for din arbejdsdag. I mit arbejde har jeg allerede nu arbejdet med flere forskellige sektorer, problemstillinger og personer. Således har mit arbejde ført til møder med alt fra socialpædagoger, direktører, fængselsbetjente, datanørder og generaler.

Det bedste ved dit arbejde?
Det bedste ved mit arbejde er måske netop det, at jeg ikke har en typisk arbejdsdag. Det sammen med arbejdskulturen i Struensee & Co. er i hvert fald meget vigtige elementer. Derudover er det bedste ved mit arbejde, at jeg allerede fra et juniorniveau får medindsigt og medindflydelse når essentielle problemstillinger skal tackles.

Hvilke fag og kompetencer fra din studietid har du haft glæde af på arbejdet?
Man hører ofte – med god grund – at den analytiske og kvantitative tilgang til en problemstilling er den mest essentielle kompetence man tager med fra økonomistudiet.

Det er klart, at den analytiske tilgang er en kvalitet man implicit lærer fra de større fag som økonomiske principper, mikroøkonomi, makroøkonomi og økonometri. I mit arbejde har jeg derudover haft stor nytte af bl.a. samfundsfag og adfærdsøkonomiske fag. Nogle af de øvrige kompetencer man kan få behov for, har mere strategisk karakter. Man skal ikke se længe på økonomistudiets pensum for at konkludere, at det ikke er strategiske fag der har hovedfokus. Personligt fik jeg dækket disse dimensioner via fag på London School of Economics og Humboldt University i Berlin. Hvis man tidligt ved, at man vil være konsulent, så kan jeg derfor anbefale at tage et fag eller to af mere strategisk karakter.

Hvor meget fylder det sociale på arbejdet?
Struensee & Co. er rigtigt gode til at holde sociale arrangementer. Det afspejles måske bedst fra mit første møde med hele konsulentholdet. Halvdelen af mine kollegaer mødte jeg for første gang i Københavns Lufthavn. Den anden halvdel mødte jeg 13 timer senere, da vi var kommet frem til Singapore. Udover den lidt ekstraordinære årlige sommertur, så er der også i løbet af året alt fra fægteklub, madlavningskurser til den klassiske fredagsøl.

Mens sociale arrangementer er vigtige, så er den vigtigste sociale dimension for mig den daglige interaktion med kollegaerne. Med chance for at gentage mig selv, så er det beroligende at vide at din kollega er kompetent, og det er opmuntrende at vide at samarbejde kommer før enkeltarbejde. Det er både med til at sikre, at klienten får det bedste resultat og at teamet får den bedste oplevelse.

Hvad har overrasket dig mest?
Hvor hurtigt man som nyuddannet kan lære at skabe værdi på højeste niveau, og hvor meget toplederes udfordringer kan minde om hinanden – selv i vidt forskellige brancher.


Virksomheder

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk