Polit-studiet er blandt meget andet kendt for sine engagerede forelæsere, der til daglig deler ud af deres faglige viden. Men hvem er disse kompetente mennesker bag mikrofonen? Dette spørgsmål ville vi gerne have besvaret. Derfor har vi startet en stafet, hvor hver forelæser får mulighed til at svare på 9 spørgsmål - og derudover sende stafetten videre.
Christian Hjorth-Andersen har startet 'løbet', med understående svar.
Hvor spiser du helst i København?
Der er mange gode steder i København, men desværre er CSS ikke et af dem. Det er simpelthen ubegribeligt, at der er så ringe kantineforhold. Resultatet er jo, at alle forskerne sidder på deres kontorer og spiser frokost. Men skulle man få lyst til lidt billig og god middagsmad, kan jeg anbefale restaurant Saigon på Sølvgade 86.
Hvis du skulle anbefale en god bog, hvad skulle de så være?
Jeg kan godt lide spændings- og kriminalromaner. Jeg hører til dem, der benytter sig af kommunebiblioteket. Meget ofte får jeg faktisk nye bøger, som ikke har været udlånt før. Man bestiller dem bare elektronisk, når man ser, at de er udkommet, og så får man en mail om, at de er til afhentning, billigt og nemt. Senest var det Kepler: Hyponotisøren, som med sikkerhed var spændende. Ellers ville nok blive en roman af P. D. James eller Frederick Forsyth: The Negotiator.
Hvad ville du gøre hvis du vandt en million?
Jeg ville notere det med tilfredshed (på min søns og børnebørns vegne). Det ville ikke påvirke min dagligdag nævneværdigt! Jeg kan lide mit arbejde og har ikke noget behov for at købe en dyr bil, som bare ville være til besvær, da jeg bor i det Indre København. Og det samme ville et sommerhus være. Så er man bundet til et bestemt sted, i stedet for at benytte sig af et billigt flytilbud og se lidt af verden omkring os. Men måske ville jeg bo på et dyrere hotel.
Hvad, hvis noget, burde du have indset lidt før i livet?
At man ikke skal tage ting for givet, hverken økonomi eller ægteskab eller venskab. Det kræver stadig omsorg.
Hvad er den bedste del af dit job?
Det er, når tingene lykkes. Det kan så konkret være, at en forelæsning gik rent ind, og jeg kunne se på de studerende, at den havde givet dem noget at tænke over. Eller det kan være glæden som redaktør, når et nyt nummer af Nationaløkonomisk Tidsskrift med spændende artikler udkommer.
Hvilken regning hader du allermest at betale?
Det vil nok være den regning, som jeg får på skattebilletten i forbindelse med den nye multimediebeskatning. Det er mig ufatteligt, at staten nu vil sabotere alle bestræbelser på at omdanne Danmark til et højteknologisk samfund ved at beskatte anvendelse af IT hos private og jeg kender godt argumenterne om frynsegoder.
Hvad synes du er den smukkeste sammenhæng, ligning eller resultat inden for økonomien – og hvorfor?
Det synes jeg er Ricardos resultat om komparative fordele. Det er simpelthen enkelt og godt tænkt. Og så kan det anvendes langt ud over udenrigshandel. Jeg benytter det fast til at fortælle specialestuderende, at de skal udnytte det princip ved valg af
speciale.
Hvilken kendt økonom ville du helst tilbringe en eftermiddag i selskab med?
Det ville nok blive John Maynard Keynes. Han havde format til at se økonomi på en ny måde. Og så kunne han også over kaffen diskutere kunst.
Hvornår slutter finanskrisen?
Det har jeg ingen selvstændig mening om udover, hvad jeg læser i avisen.
Læs med næste gang og se hvem Christian Hjorth-Andersen har videresendt stafetten til.
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2