Det danske retursystem

I weekenden var jeg på teambuilding med fodboldklubben, og efter turen var der dåser og flasker af forskellige slags, der skulle returneres. Det gav en del besvær og -endnu engang- undren over det danske retursystem.

Min oplevelse var følgende:

  1. Først skulle alle dåser indsamles og holdes adskilt fra andet affald som f.eks. chipsposer, kuglepenne, plastikposer og meget andet. Der var mange ting i blandt, som var af metal og/eller som man tit ser smidt i naturen eller på gaden (f.eks. chipsposerne).

  2. Herefter skulle det hele opbevares og transporteres hjem fra Flakfortet med en række gener til følge. Primært pladsgener da dåserne ikke må klemmes sammen. Lugten havde vi haft alligevel, da man ikke kan aflevere affald på Flakfortet.

  3. Tilbage på kajen skulle panten transporteres til nærmeste butik, for at indkassere pengene. Alt andet affald blev smidt ud i de containere, der stod på kajen. Vi var på cykler, så trafiksikkerheden var sikkert en anelse lavere, da vi cyklede afsted med plastikposer på styr og bagagebær.

  4. Første stop var Aldi ved Nordhavn Station. Her fik vi afleveret plastikflaskerne, men desværre tog de hverken imod glasflaskerne (25 cl. sodavand) eller dåserne.

  5. Assistenttræneren gik i 7-eleven med dåserne. Men her ville de kun tage imod ca. 1/4 af dåserne, da de ikke ville tage så mange på én gang.

  6. Glasflaskerne smed jeg i en flaskecontainer. Vi havde kun 8, og jeg troede det var det sidste pant (blev overrasket over, at 7-eleven ikke tog alle dåserne - er det tilladt?). Det var i øvrigt ret besværligt, da hver enkelt flaske skulle tages ud af posen og proppes igennem en (forstram) luge i containeren. Faktisk gik den ene i stykker på vej gennem lugen, og der faldt lidt glasskår på jorden (som jeg lod ligge :-/)

  7. Nu havde vi kun ca. 60 øldåser tilbage, som vi besluttede at aflevere i min lokale Irma, der har søndagsåbent. De tager heldigvis al pant (så der ærgrede jeg mig lidt over, at jeg havde smidt de 8 glasflasker ud). Men jeg var igen nødt til at behandle hver enkelt dåse selvstændigt. Op af posen/papkassen med hver enkelt dåse.

Umiddelbart var det ret meget besvær, for at få indsamlet et par kg. affald, men nu var det da gjort. Og der var jo "penge i skidtet" (som min farmor plejer at sige).

Men jegblevlidt skuffet på vej hjem fra Irma, hvor jeg kunne tælle 25+ cigaretskod på jorden og en enkelt gratisavis (der er vel ca. 100 meter). Jeg fristes - igen - til at spørge:
Hvorfor er der pant på (nogle) drikkevarer, men ikke så meget andet? Cocio, cigaretskodder, pizzabakker, batterier. Listen er næsten uendelig...

Er det virkelig optimalt?

Mvh
Jonas

Relaterede indlæg:

  1. Er pant på engangsemballage en god idé?
  2. Pant på batterier?
  3. Hvordan er pantloven opstået?

Dette indlæg findes også på blog.incentivepartners.dk

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk