Deaton, Nobelprisen og forskningsfronten

Jeg synes, at Angus Deaton er et fremragende valg til Nobelprisen 2015. Igennem min egen forskning kender jeg især til hans arbejde indenfor forbrugstoeri, som jeg værdsætter højt, og citerer i tre ud af fire papirer i min nyligt afleverede ph.d. afhandling.

Deaton var en af de første til at analysere den makroøkonomiske udvikling i forbruget på baggrund af modeller med heterogene husholdninger, der skal træffe deres forbrugsvalg under usikkerhed med hensyn til deres fremtidige indkomst og et loft over deres kassekredit.Især hans Econometrica-artikel “Saving and liquidity constraints” (1991) er et godt sted at starte, hvis man vil forstå moderne forbrugsteori. For en up-to-date analyse af en lidt generaliseret model er Christopher Carrolls grundige "Theoretical Foundations of Buffer-Stock Savings" anbefalesværdig.

Den Store Recession fornyede interessen for at forstå, hvorfor at vi ser så store udsving i forbruget på makro-plan.Det har længe været kendt, at indkomstusikkerhed under nogle særlige (men meget realistiske) restriktioner på nyttefunktionen gør husholdningerne "forsigtige" i den forstand, at de gerne vil opbygge en buffer-formue. Det gør, at forbrugsfunktionen bliver konkav i husholdningernes ressourcer (formue + indkomst), fordi fattige husholdninger vil opbygge deres buffer-formue. En afgørende konsekvens heraf er, at den marginale forbrugstilbøjelighed er særligt høj for fattige husholdninger, og altid højere end hvis der ikke havde været nogen indkomstusikkerhed.

Et centralt problem har dog så været, at hvis ens model skal matche den samlede observerede formue, så bliver den gennemsnitlige husholdning så rig, at effekten fra indkomstusikkerhed kvantitativt bliver meget lille.

En række nye papirer forslår forskellige løsninger.Kaplan og Violante har i deres Econometrica-artikel "A Model of the Consumption Response to Fiscal Stimulus Payments" fra 2014 sat fokus på, at man skal tage højde for, at en stor del af husholdningernes formue er delvist illikvid (pensioner, boliger, osv.), hvorfor dens rolle som buffer mod små indkomst stød er begrænset.

Berger og Vavra har i deres Econometrica-artikel "Consumption Dynamics During Recessions" fra 2015 vist, at det ligeledes er vigtigt at skelne mellem varige og ikke-varige forbrugsgoder. Givet at der ertransaktionsomkostninger i markedet for varige goder, bliver husholdningerne delvist bundet i morgen af det valg de træffer i dag. Når de er usikre på fremtiden, bliver de derfor interesseret i at udsætte deres køb og se tiden an. Jeg har selv vist, atpro-cyklisk indkomstusikkerhed derfor kraftigt forstærker de makro-økonomiske udsving i forbruget(se her).

Endelig har Caroll og medforfattere visti 2015-arbejdspapiret "The Distribution of Wealth and the Marginal Propensity to Consume", at heterogene præferencer kan være yderste nyttige for at opbygge en model, som både kan matche den observerede formue og den observerede høje gennemsnitlige marginale forbrugstilbøjelighed (for en diskussion af om der er evidens for dette i de danske register data seher).

Den videnskabeligebaggrundfor at give nobelprisen til Deaton er også interessant læsning.