Den Eneste Ene - Del 2

I den forgående artikel nåede jeg den noget nedslående konklusion, at man efter ti års søgen havde maks. 5% chance for at møde Den Eneste Ene. Da de fleste af ”De unge mødre” hævder at have fundet Den Eneste Ene, må der være noget galt med mine antagelser! Jeg vælger derfor at forkaste den forgående analyse, bortset fra den estimerede søgerate på 2 personer per weekend +/- uendelig, som bekendt er opnået med top-notch estimation.

En alternativ tilgang kunne være at slække på den stramme tolkning af ”Den Eneste Ene”, hvor der i den forgående analyse var tale om en og kun en person. Man kunne forestille sig, at der ude i den brogede taxaradius fandtes flere Eneste Enere… banebrydende tanke! Men hvem er de, og hvordan kan man adskille dem fra mængden?

Spørgsmålet er, om vi på akademisk redelig vis kan reducere populationen, som en mandlig heteroseksuel stud. polit. skal kontakte i løbet af en aften. Hvis HOT-indekset fanger alle ydre træk ved en person (hvilket der ikke er grund til at betvivle), er der jo kun indre og uobserverbare størrelser tilbage. Yikes! I søgesituationen kan man altså ikke skelne de potentielle Eneste Enere fra resten, og vi kan derfor ikke reducere populationen på den baggrund. Så polit'en må derfor stadig søge kontakt til samtlige 19.200 ugifte kvinder bosiddende indenfor taxaradiussen med en HOT-score på 5, for at afgøre om det er en Eneste Ene. Vi må derfor forsøge at definere nogle kriterier for gruppen af potentielle Eneste Enere.

Seksualitetssuppen

Et første krav må være, at ens partner har en komplementær seksualitet til ens egen. I tråd med Aristophanes tale om urmennesker er det klassiske syn, at man tilhører en af to grupper; de heteroseksuelle eller de homoseksuelle. Et lidt mere moderne syn ville nok også tælle en tredje kategori, nemlig de biseksuelle. Siden Kinsey-rapporterne i starten af 50'erne er den gængse opfattelse snarere et kontinuert seksualitetsspektrum fra hetero til homo, end en inddeling med to eller tre kategorier. For at afgøre, hvor mange der kunne være et seksuelt modstykke til den mandlige polit, må man kende befolkningens seksualitetsfordeling. Men da seksualitet er et svært miks af identitet, miljø, kultur og biologi, er det ikke nemt at inddele befolkning på en endimensional seksualitetsskala. Hertil kommer diskussionen om kønnenes opdeling i han og hun. 

Inden jeg roder mig ud på dybere vand, trækker jeg i nødbremsen og gør, hvad økonomer gør bedst ... en antagelse. For at være lidt large siger jeg, at den mandlige heteroseksuelle polit (givet "mandlig" og "heteroseksuel" er meningsfulde termer) er en potentielt seksuel partner til 95% af kvindepopulationen. Så bruttogruppen af Eneste Enere må udgøre 19.200*95% = 18.240 kvinder.

Figur 1 - Et forsøg på plot af en kontinuert seksualitetsfordeling

Kilde: Data fra Kinsey Instituttets hjemmeside.
Anm.: Betafordelingen er fittet over Kinsey-skalaen ud fra kategoriandele, som er løst infereret fra tal på Kinsey-instituttets hjemmeside. Procenttallene i grafen er ikke rigtig data, men er tal for den fittede betafordeling. Der er set bort fra aseksuelle.

Med hypergeometrien på ens side

En fælles baggrund og hverdag kan heller ikke være et dårligt afsæt for En Eneste Ene. Så med udgangspunkt i samme stud. polit. som før betragter vi kvinder, som er i færd med at læse en bachelor eller en længerevarende uddannelse, som potentielle Eneste Enere. De udgør ca. 21% af de 20-34 årige kvinder. Det vil sige, med en bruttogruppe på 18.240 kvinder vil gruppen af potentielle Eneste Enere udgøre ca. 3.800 kvinder. Så situationen er følgende; vi afsøger en population på 19.200 kvinder med 3.800 mulige succeser, og trækker en stikprøve på 2 kvinder per weekend. Hvad er kærlighedsudsigterne? Ganske gode faktisk! Allerede efter halvanden måneds søgen overstiger sandsynligheden 95% for at have mødt en Eneste Ene (se den røde kurve på figur 2). Det virker meget lovende!

Tabel 1 – De 20-34 åriges indskrivning på uddannelser.

Kilde: Danmarks Statistik. Tal er for 2011.

Men er samme uddannelsesbaggrund et tilstrækkeligt krav for ens sjæleven? Fælles interesser kunne være en anden vigtig faktor for ens Eneste Ene. I tabel 2 ser man fordelingen af udvalgte interesser blandt unge med en lang videregående uddannelse.

Forestiller man sig, at den mandlige stud. polit., som analysen har for øje, interesserer sig for sport og ikke vil ud i dybe spilteoretiske overvejelser, når der skal vælges mellem en date på nedre C eller i teateret, må hans udkårne som minimum kende forskellen på en ishockeybold og en fodbold. Hans Eneste Ene skal altså være en del af de 29,3% eller ca. 1.100 unge akademikerkvinder, som også interesserer sig for live sport. I dette tilfælde vil sandsynligheden for et møde ramme 95% efter bare seks måneders søgen, hvilket virker meget overkommeligt (se den grønne kurve på figur 2).

Tabel 2 – Andel som svarer ja til ”Har indenfor et år været i /til…”

Kilde: Danmarks Statistik. Kulturministeriets interviewundersøgelse fra 2004.
Anm.: Kategorierne ”Lang videregående uddannelse og ung” og ”Unge” findes ikke i datasættet, men de er konstrueret ud fra en vægtning af summarisk data fra de fem kategorier Kvinder, Mænd, 16-29 årige, 30-39 årige og ”Gennemført: Lang videregående uddannelse”.

Hvis vi til gengæld forestiller os, at den mandelige polit har en dybtfølt interesse for lokalhistoriske arkiver (wtf!!), er han lidt dårligere stillet i sin søgen efter en partner. Der er kun 190 kvinder indenfor akademikergruppen, som deler hans passion, og han kan forvente at tage i kødbyen hver weekend de næste 2 år og syv måneder, før han rammer de magiske 95% i mødesandsynlighed (se lilla kurve på figur 2). Konklusionen må være, at der er rigtig gode udsigter for at finde ens perfekte livspartner. Men jo mere nørdet en hobby man vil dele med sin udkårne, desto mere tålmodig skal man være.

Figur 2 – Mødesandsynlighed fordelt på interessekategorier

Anm.:Se faktaboks for beregning.

Mosh pit eller Malbeck?

Der er dog en vigtig faktor, som ikke er kommet i spil i analysen endnu og helt sikkert har stor indflydelse på mødesandsynlighederne, nemlig de omstændigheder under hvilke et typisk møde finder sted. De fleste møder sker i festligt lag, så for at konkretisere tankerne om ydre og indre festfaktorer, tog jeg udgangspunkt i et meget kendt mødested for politer, den berygtede "Kommunen". Jeg kodede Kommunens dimensioner og nogle simple regler for kønnenes færden til fest ind i statistikprogrammet R (se faktaboks), og festmiljømodellen DISCO var født (igen... se faktaboks).

På animationen nedenfor ser man en typisk fredag aften i Kommunen (det naturlige scenarie). Man forestiller sig, at den blå celle er den mandlige stud polit, og den røde er den eneste "Eneste Ene" tilstede til festen. Begge parter starter ud med moderat søgeaktivitet. Som aften skrider frem intensiveres mandens søgeaktivitet, alt imens kvindens forbliver stabil, for så at aftage kraftigt mod slutningen.  For mandens vedkommende er der indlagt en ”sticky zone” omkring baren og for kvindens på dansegulvet. Rammer de to parter deres respektive klisterzoner, har de svært ved at undslippe, og de vil typisk blive stående i nogle perioder.

Argumenter for denne type adfærd bygger på personlige observationer i Kommunen. Indsamlingsmetoden har desværre givet mange databrud. Især er der meget få observationer sent på aftenen. Men efter tilpas megen stirren ud i luften føler jeg, at adfærden er ok veldokumenteret.

En tredje faktor, som er tilføjet til DISCO, er muligheden for en pludselig opstående breakdancecirkel (som faktisk er modelleret som en firkant). Breakdance manifesterer sig ved, at dansegulvet blinker i pastelfarver og fungerer som fluepapir for både kvinden og manden. Desværre har Monte Carlo-simulationer vist, at breakdance ingen signifikant effekt har på mødesandsynligheden (God damn it!).

Figur 3 – En realisation af DISCO-modellen hvor crowdet ikke skubber
 
Anm.:I modellen er der plads til 378 gæster. Ved 40% kapacitet, hvilket er aftens højdepunkt, svarer det til ca. 76 mænd og kvinder.

I det naturlige scenarie er der taget udgangspunkt i en lidt ekstrem situation, nemlig at der kun er en potentiel partner til stede i Kommunen en given fredag aften. Det svarer til, at de 76 kvindelige gæster er en tilfældig stikprøve af de 120.000 ugifte kvinder mellem 20 og 34 år, og den blå polit eftersøger en lokalhistorieinteresseret akademiker som Eneste Ene. I dette lidt ekstreme set-up har simulationer vist, at de to lokalhistorieentusiaster kun har 60% chance for at mødes, selv om de er til samme fest hvilket må være en lidt frustrerende tanke!

Det vil sige, at søgeraten må nedjusteres fra 2 personer per weekend til 1,2 per weekend for lokalhistorieinteresserede, hvis DISCO-modellen altså er en meningsfuld repræsentation af virkelighedens fest (you bet!). Har man en mere gængs hobby, må man forvente flere potentielle Eneste Enere  tilstede til festen og en højere søgerate. Derfor kan søgeraten på 1,2 per weekend tolkes som et absolutte minimum. På Figur 2 repræsenterer de stiplede kurver mødesandsynligheden med denne lave søgerate, og den sande mødesandsynlighed må derfor ligge i det farvede spænd mellem den stiplet og ikke-stiplet kurve.

Figur 4 – Mødefrekvens i Kommunen

 

Den sidste effekt, som modellen forsøger at beskrive, er crowdets indflydelse på aften. På figur 4 ser man et plot over mødefrekvensen i Kommunen, hvor data er udledt af 4.500 fredag aftener. Man bemærker, at mødestederne er mere spredt ud i rummet, når crowdet har mulighed for at skubbe til de to kærlighedssøgende, hvilket man kunne forvente. Men hvordan påvirker crowdet sandsynligheden for de to farvede cellers digitale romance?

Figur 5 – Mødesandsynligheden som funktion af crowdintensistet

Anm.:Mødesandsynligheden er resultatet af 4.500 simulationer, hvor søgeintensiteten er konstant lav for begge køn.

På figur 5 ser det ud til, at sandsynligheden for et møde er størst i et tomt lokale, hvis menneskemængden er høflig og hensynsfuld (push=0). Til gengæld ser man, at den største mødesandsynlighed opnås ved ca. 60% kapacitet og et crowd med ”mosh pit”-tendenser (push=1). Så konklusionen fra DISCO-modellen må være, at man skal gå mere til Slip Knot koncerter, hvis man vil optimere sine scorechancer!

 
Et konfidensinterval med troværdighed

Hvad kan man konkludere på baggrund af resultaterne fra de to artikler? I første del tog jeg det helt ekstreme synspunkt, at Den Eneste Ene skulle tages helt bogstaveligt, og der derfor var en mulig partner ud af de 19.200 ugifte kvinder med en HOT-score på 5. Denne antagelse udmøntede sig i en meget lav sandsynlighed for at møde kærligheden. Den nye indsigt fra DISCO-simulationen reducerer søgeraten til 1,2 per weekend, hvilket sænker mødesandsynligheden for sit unikke match til 3,2% efter 10 års søgen (se den brune kurve på figur 6).

I denne artikel tog jeg det mere pragmatiske syn, at Den Eneste Ene kunne være flere kvinder ud af en afgrænset gruppe i befolkningen. Den blå kurve på figuren nedenfor repræsenterer mødesandsynligheden, hvis Den Eneste Ene har den forholdsvis almindelige interesse at gå til rytmiske koncerter (51,6% af akademikerkvinderne).

Figur 6 – Mødesandsynlighed over 10 år

Da man ikke umiddelbart kan sige hvilke af de to antagelser, der er tættest på virkeligheden, må det bedste bud på en mødesandsynlighed være det grå område mellem de to kurver. Onde tunger ville måske antyde, at analysen ikke bidrager med noget særlig præcist estimat på udsigten til et liv med Den Eneste Ene, og der må jeg være helt enig. Det er måske en konsekvens af, at svaret ligger udenfor metodens formåen.

Jeg har nok ikke bidraget med noget gennembrud indenfor kærlighedens mange gåder, men selv om jeg ikke formår at levere en clean cut (cole slaw) løsning, håber jeg at have bidraget med lidt tankestof. Hvis ikke, håber jeg som minimum at have leveret noget underholdning :). God sommer og held og lykke derude...