Del 2: Karriereråd og livet som cand.polit

Efter besøget hos Lars Erik Skovgaard og Berlingske får karrieredagens deltagere bragt sig tilbage til CSS - lige i tid til at nyde lækre sandwiches bragt udefra før næste oplægsholder melder sin ankomst: Jakob Baruël Poulsen – en guldfugl og en charmetrold. Som en far, der skal til at fortælle historier som sin ungdom til sine sønner, sætter han sig op på bordet for enden af miniauditoriet og indvier de medhørende i studie, familieliv og karriere; ”Det er få ting, der læres på studiet, som kan bruges direkte i virkeligheden – men den tilgang, man lærer at løse problemer på, er yderst brugbar.”

”Bliv gift – det er en virkelig god ting!”
Baruël startede på studiet, da han var fast besluttet på at blive børsmægler, og han fik derfor også hurtigt et studiejob, hvor han kunne snuse til den verden. Hurtigt fandt han dog ud af, at det ikke var det mest ophidsende, man kunne forestille sig. Derfor fandt han sig hurtigt til rette i Finansministeriet, som han beskriver som det dårligst betalte, men mest spændende job, han har haft. Her opdagede han en stor personlig interesse for statsregulerede virksomheder og deres virke, og han var som blot 26-årig med til at gennemføre TDC’s privatisering. Herefter sprang han frem og tilbage mellem flere virksomheder og var før it-boblen med til at starte virksomheden Mytoys.de, hvor han for første gang – ligesom dagens første oplægsholder, Wiedemann – lærte om hvor vigtigt cash-flow og likviditet er for en virksomhed.

Tilfældighederne ville det, at han gennem Anders Eldrup kom ind i Dong, hvor han var med til at fastlægge virksomhedens nye strategi, og endte med at være chef for 1.200 mennesker indtil, som Baruël kækt udtrykker det, ”Anders og Fritz vist blev uenige om lønnen blandt nogle medarbejdere”. Der gik dog efter eget selvsikre udsagn ikke mere end 48 timer, før der lå nye tilbud på bordet, og han fortæller med et smil på læben, at han blot få øjeblikke før, han ankom til CSS, skrev under på en kontrakt med Pension Danmark, hvor han sammen med de tre andre guldfugle fra Dong skal forvalte en portefølje på 6 mia. kroner.

Herefter bliver vi friskt serveret dagens råd: ”Bliv gift, det er en virkelig god ting. Det er vigtigt, at have et liv, der ikke relatere sig til studie og arbejde – hvis der engang sker et ophold i arbejdet, så er det vigtigt at have noget andet” og som han selv udtrykker det ”Så er det rart, at have nogen at snakke med, når man finder ud af, at man ikke skal møde på arbejde gennem Ekstra Bladets forside – også selvom man efter 14 dage på forsiden, bliver lidt skuffet, når man ikke længere er der.”

Som polit var det en stor udfordring, at være chef for 1.200 mennesker, og han opfordrer derfor alle politter til at arbejde så meget som muligt i studiegrupper og være med til at arrangere projekter for at forbedre både samarbejds- og lederevner.

”Vi fire har tilsammen lavet over 200 mia. i transaktioner og aftaler”

Betaget af de store summer, spørges der fra publikums side ivrigt ind til, hvad det er, som lige præcis de fire guldfugle har, som andre ikke har. ”Vi fire har tilsammen lavet over 200 milliarder kroner i transaktioner og aftaler – det skyldes, at vi har hver vores spidskompetencer, som vi gennem et tæt samarbejde og utrolig høj arbejdsmoral, formår at udnytte fuldt ud” og Baruël fortsætter: ”Hvis jeg selv skal ansætte politter, skal de have erfaring med projektledelse, de skal have brede interesse og kunne snakke med andre faggrupper”.

Baruël er i privatlivet selv en ivrig tilhænger af teorien om komparative fordele og for at få hverdagen til at hænge sammen, har han og hans kone således købt sig til meget hjælp i huset. Han forsøger dog altid at være hjemme før aftensmad og holde længere sammenhængende ferier, for at pleje familien – den er som nævnt vigtig at have ud over arbejdet.

”Hvad skal jeg sige?”
Med vejrguderne i deres mindre søde hjørne, cykler vi gennemblødte videre til Borgen. Efter at have været blevet tjekket for bomber, våben og andre farlige ting, politter normalt bærer rundt på, ledes vi ind i et venteværelse. Videre herfra kommer vi aldrig, da dagens næste oplægsholder, Mogens Lykketoft, kommer lettere forvirret og travl ind til os; ”Hvad skal jeg fortælle? Om hvad jeg har brugt polit til? Okay, jamen så lad os begynde”. Mindre end velforberedt, lykkes det kun politikeren Lykketoft at holde fokus på studiet og dets karrieremuligheder i få øjeblikke.

Før den rutinerede taler drejer oplægget ind på politik, når vi at hører om baggrunden for hans studievalg; ”Jeg valgte polit, da det var det sikre studievalg. I dag mener mange, at politter har overtaget politikken, men måske det er omvendt? Måske det er fordi, at politisk interesserede, før statskundskab blev udbudt i København, valgte at tage en polituddannelse?”

Herefter drejer Lykketoft skarpt oplægget over mod politik, og efter en større opremsning af positive bedrifter af Nyrups regering, og utilgiveligt negative ditto af den senere blå regering, når han frem til en kritik at politstudiets økonomiske modeller. Lykketoft ærgrer sig over, hvor svært det er for politikere at lægge sig ud med de teorier, som embedsmændene er tilhængere af. Teorier der præges af en ligevægtstænkegang, der bygger på, at alle mennesker har fuld indsigt og er fuldstændig rationelle, selvom disse forudsætninger åbenlyst er forkerte.

Efter endnu et angreb på den tidligere regerings politik får en af arrangørerne indskudt et spørgsmål, der har presset sig på: ”Hvis de antagelser, som de teorier, vi lærer, bygger på, er forkerte – hvad skal vi så bruge vores teorier og uddannelse til?”. Undertegnede må selv tjekke en ekstra gang i den lille notesblok, hvad det var, der lige var blevet spurgt om, for svaret, vi får, har ingen sammenhæng hertil. Lykketoft lever således ganske fint og forudsigeligt op til samtlige fordomme om ”politikersvar”. Uden at vi på noget tidspunkt får et konkret svar på spørgsmålet, leder Lykkeloft samtalen ind på den økonomiske politik, der i øjeblikket føres i Europa, og giver udtryk for hans store modstand mod strategien om at ”spare sig ud af krisen”. Han påpeger i den sammenhæng, at Nordeuropa, ifølge ham, ligegyldigt hvad vil komme til at betale for Sydeuropas skrantende økonomi; enten via gældssanering eller også ved, at de mest pressede lande melder sig ud af euroen, devaluerer, og Nordeuropa dermed taber konkurrenceevne.

Hastigt videre flyver kritikken – denne gang af politikerne selv. Ifølge Lykketoft, var det dereguleringerne af den finansielle sektor – især gennemført af Reagan og Thatcher – der var skyld i den seneste finanskrise. Dereguleringerne har givet finanssektoren mulighed for at samle sig i store konglomerater, som gennem økonomiske interesser har kunnet påvirke politikkerne. På spørgsmålet om han er en af de politikere, er svaret selvfølgelig nej, og tættere på hvem det faktisk er, som købes, kommer vi ikke.

Med hurtige blikke på sit armbåndsur når oplægget sin ende i en diskussion om akademikeres position i politik, hvor Lykketoft slutter, at ”problemet med, at der er for mange akademikere i politik, er i de offentlige debatter overvurderet. Mange tidligere politikere og statsministre ville være akademikere, hvis de var født i dag - der er blot sket en strukturel udvikling af samfundet.” 

Fra Borgen til BRF
Fra Borgen går turen til BRF-Kredit, Lyngby, hvor cheføkonom Ulrikke Ekelund og gratis kaffe/sodavand venter de koffeinhungrende stud.politter. Efter en kort introduktion til BRF, sættes fokus på Ekelunds karrierevalg og studiets rolle heri. Ekelund blev færdiguddannet i 1995, og blev i 2005 chef for presse- og økonomisk sekretariat hos BRF.

Ekelunds studietid var i høj grad præget af tilfældigheder, hvor valget af polit skyldes en forkærlighed for matematik. Alligevel kan man se hendes første studiejob, afspejle sig i den karriere, hun har fået i dag. Under studiet blev hun nemlig ansat i Nordea, men havde dog efter studiet nogle få år i Økonomiministeriet og derefter i nationalbanken.

På trods af en tilfældighedernes karrierevej, kan man i dag se en klar rød tråd med økonomi og kommunikation i Ekelunds karriere. En karriere, hvor hun gennem mange forskellige jobs og efteruddannelse på journalisthøjskolen har samlet erfaring inden for sprog, kommunikation, projektledelse, ansvar og andre faglige kompetencer.

Som den eneste kvinde blandt dagens oplægsholdere har Ekelund også nogle lidt andre perspektiver på blandingen af arbejdsliv og familieliv, end vi hidtil har hørt. Ekelund har været på barsel to gange samt på nedsat tid, mens hendes børn var små. Alligevel er hun i dag blevet cheføkonom, og hendes råd til (den kvindelige del af) dagens tilmeldte er, at man ikke skal lade børn og familie stoppe ens karriere – blot man er indstillet på at give den 100 %, når man så endelig er på jobbet.

Videre går samtalen på, hvad vi studerende skal gøre, for at få drømme(studie)jobbet. Ved det første job vil det for BRF’s side ofte være fag og karaktere, der kigges på, men herefter er det hovedsagligt erfaring og netværk, som afgør, om man får stillingen. Ekelund fortæller videre, at ”jeg tog først studiejob senere på studiet pga. tiden – vores studiejob i BRF er trods alt omkring 17 timer om ugen”.

Herefter spørger vi til økonomernes rolle i medierne, og især den problematik der opstår, ved at man som økonom bliver nødt til at udtrykke sig meget forsimplet. Ekelund understreger vigtigheden i at kunne formidle sig klart til udenforstående. Selvom det kan være hårdt at blive klippet i ved fx videointerviews, hvor kun små sound-bites bruges, er Ekelunds tilgang dog, at ”det er okay at forsimple – det må bare ikke være forkert”. Videre giver hun et kritisk blik på den folkelige opfattelse af økonomernes indflydelse på samfundsøkonomien gennem medierne; ”Der er altså grænser for økonomers udtalelsers indflydelse på økonomien – jeg kan ikke bare tale boligpriserne op. Siger vi som økonomer noget direkte forkert, mister vi vores troværdighed”.

Til slut vender Ekelunds sig mod Wiedemanns og Lykketofts kritik af de økonomiske modeller, og hun peger i den forbindelse på, at der altid vil være en form for selvransagelse efter økonomiske kriser. Ekelund fortsætter; ”ADAM passede heller ikke i 1992 – vi forsøgte ved at hive og slide i den, at få den til at sige det, vi ville have. Alligevel kan modeller som fx ADAM give at praj om, man er på rette vej eller helt forkert på den. Man skal naturligvis være opmærksom på, at det er værktøjer, som aldrig nogensinde vil kunne fange verdens kompleksitet; folk er slet ikke så rationelle, som modellerne forudsætter.”.

Med de ord slutter en dag, der har budt på fem meget forskellige cand.politter, der hver især har givet deres råd til studiejob, fag og karriere og samtidig har vist, hvor stor diversitet der faktisk er blandt færdiguddannede politter og vores fremtidige muligheder som stud.polit.