Bardhan er vokset op i en fattig del af Indien, men flyttede til USA og er nu ansat på University of Berkeley. Han har en lang karriere bag sig indenfor udviklingsøkonomi. Han har været chefredaktør på Journal of Development Economics fra 1985 til 2003 og har udgivet et væld af artikler med komparative studier af udviklingen i Kina og Indien, så hvis der er nogen, der ved noget om netop det, så er det ham.
Hvordan vil du beskrive udviklingen i Kina og Indien i de sidste 30 år?
- I de sidste 30 år har der været høj vækst i både Kina og Indien - men højest i Kina. I Kina har der ligeledes fundet en stor reduktion af fattigdom sted. Kina producerer i dag mange af verdens industriprodukter. Lige meget hvilken butik du går ind i, er mange af produkterne lavet i Kina. I Kina har der fundet en dramatisk fattigdomsreduktion med samtidig med dette. Andelen af folk der lever for under 1$ om dagen i Kina er faldet fra 70 % i 1981 til 30 % i 2005. Der har også fundet en fattigdomsreduktion sted i Indien i samme periode, men slet ikke ligeså drastisk.
Men fattigdommen i Indien er slet ikke reduceret på samme dramatiske måde som i Kina. Hvad skyldes dette?
- Det er en kompleks årsag, men to vigtige grunde er i hvert fald at landbrugssektoren i Kina fungerer meget bedre end i Indien. Desuden skabte Kina en stor del af arbejdskrafts-intensiv industri. De fleste succeshistorier fra Indien er ikke fra arbejdskrafts-intensive industrier, men i kapital- og evne-intensive brancher, fx telekommunikation, software og medicinsk industri. En af grundene til dette er, at den kinesiske infrastruktur - veje, elektricitet, havne og lufthavne - er meget bedre. En af grundene til dette er det kinesiske politiske system. Tag fx markedet for elektricitet: i Kina betaler forbrugerne den fulde pris for elektricitet. I Indien skal udbyderne udbyde elektricitet til en meget lavere pris. Dette skyldes politikerne lover at sænke prisen på elektricitet for at vinde stemmer ved næste valg. Derfor har private investorer i Indien ikke de rette incitamenter til at investere i elektricitetssystemet. Populisme som den jeg har beskrevet her, bærer altså en del af skylden for Indiens lavere vækst.
Vil det sige, at du mener, at et autoritært regime er bedre i stand til at træffe beslutninger, der sikrer økonomisk vækst på lang sigt?
- Nej, det argument køber jeg ikke. For det første er det muligt at have fuldt demokrati og stadig træffe de korrekte langsigtede beslutninger. Én måde kunne være at uddelegere fastsætningen af fx elektricitetspriser til et uafhængigt organ, der ikke er en del af det politiske system - så elektricitetspriserne ikke kan spille en rolle ved et valg. For det andet er der så mange diktaturer der ikke har klaret sig godt. Afrika er fyldt med dem. Forudsætningerne for økonomisk vækst kan altså ikke reduceres til hvorvidt der er diktatur eller demokrati. Det handler om hvordan man administrerer beslutningsprocessen.
I Kina udgør den største etniske gruppe, Han-kineserne, der deler sprog og kultur, over 92% af befolkningen. I Indien er det kun 41% der overhovedet har samme sprog - Hindi - som modersmål. Hvad betyder dette for mulighederne for vækst?
- Dette er et meget vigtigt spørgsmål. Antag at der er en kontroversiel sag, og det er nødvendigt at samfundet som helhed bestemmer sig for, hvilken vej man skal gå. Hvis der er tale om en kulturelt homogen befolkning, er det lettere kollektivt at blive enige om, hvilken vej man skal gå - og efterfølgende forfølge denne vej. Dette er Indiens store problem. Indien er ekstremt heterogent, og der er altid konflikter mellem forskellige etniske grupper. Det er meget svært for disse grupper at blive enige om noget. Selv hvis Kina var fuldt ud demokratisk, ville det stadig være i stand til at træffe fælles beslutninger meget hurtigere end Indien kan.
Hvordan tror du den nuværende finanskrise og globale recession vil påvirke Kina og Indien?
- På kort sigt vil Kina og Indiens eksport falde, hvad der vil påvirke deres Bruttonationalprodukt. Men faktisk skyldes størstedelen af væksten i Kina og Indien en stigning i indenlandsk efterspørgsel, og ikke øget eksport. Dette skyldes at den faktiske værditilvækst i de eksporterede produkter er meget mindre end produkternes egentlige værdi, fordi der ofte er tale om en forarbejdning af importerede halvfabrikata og råvarer. Når man opgør Kina og Indiens egentlige fortjeneste ved eksport, skal prisen på denne import selvfølgelig trækkes fra. Og når eksporten så falder, falder BNP derfor slet ikke i samme tempo - fordi råvarerne heller ikke importeres mere. Så fordi væksten i Kina og Indien primært skyldes indenlandske årsager, og fordi disse årsager er der endnu, forventer jeg, at de to lande ikke blive så hårdt påvirket som man ellers kunne tro. En anden årsag er, at bankerne i Kina og Indien i høj grad er styret af staten. Så det der sker i USA lige nu - staten giver penge til bankerne, men bankerne låner ikke disse penge ud til folk - vil ikke ske i Kina og Indien. I Kina og Indien beordrer staten bare bankerne til at låne penge ud til folk.
Af disse grunde forventer jeg faktisk, at Kina og Indien vil komme sig meget hurtigere end I-landene kan håbe på."
Vil det sige, at finanskrisen er med til at fremskynde Kinas økonomiske overtag på den globale scene?
- Nej, ikke engang på mellemlang sigt. På trods af Kinas store vækst igennem mange år, er de ikke engang nr. 100 på listen over BNP pr. indbygger. Det vil tage lang, lang tid, og dette faktum er finanskrisen trods alt ikke omfattende nok til at ændre på.
Ovenstående er blot et lille skrab i overfladen af Bardhans komparative studier af Kina og Indien. På nedenstående links kan du finde et par tekster af Pranab Bardhan om emnet:
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2