Forestil dig en statskundskabsstuderende, der ikke kan fortælle om en politiker er højre- eller venstreorienteret. Forestil dig at samme student ikke kan placere Karl Marx' teori i en større teorihistorisk kontekst. Bestået?
Forestil dig en økonom. Hvilken som helst. Kan du indplacere vedkommende på en højre-venstre-skala? Peter Birch? Steen Bocian?
Nej, vel. Men findes der ikke flere meninger inden for økonomi? Er vi alle enige?
Næppe. Sammenlign bare den østrigske skole og keynesianerne - hvis du altså har hørt om dem begge, for det er sandsynligvis ikke sket på et obligatorisk politfag.
Økonomi er ikke naturvidenskab
Vi lærer en model, bygger den op og udvider den, lægger lag af matematik på, differentierer og sætter lig nul. Til sidst - det forestiller vi os i hvert fald - har vi modellen. Løsningen. Eller hvad? For vi udfordrer den aldrig.
Jeg savner - som politstuderende på 5. semester - helt konkret en større teorihistorisk sammenhæng at sætte min "obligatoriske" politviden ind i. Næste semester skal jeg skrive bachelor, og jeg føler kun, at jeg kender den ene side af sagen. Den ene version af historien.
Jeg oplever ikke, at vægten bliver lagt på at overveje, hvorfor vi gør det, vi gør. I stedet handler det hele om, hvordan vi gør det. Vi kan forsvare meget af vores teori med beviser. Men medmindre, man tror, at økonomi er en naturvidenskab, der er underlagt helt endegyldige naturlove, så skal man nok være lidt varsom med at lægge hele sin tillid her.
Du bliver ligegyldig
Min påstand om politstudiet og os politstuderende er grim. Vi mangler den teoretiske kontekst. Vi er historieløse.
Vi er rigtig gode til, hvordan vi skal gøre. Men vi ved uendelig lidt om, hvad eller hvorfor vi gør det. Studiet er "matematificeret" i en grad, der gør os meget lidt reflekterende medmindre man vælger sig til en bredere horisont med nogle meget bestemte valgfag.
Vi gør os selv overflødige som andet end regnemaskiner, hvis ikke vi i højere grad også begynder at overveje, hvad vi gør, og hvorfor vi gør det.
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2