Hvordan fordrer brugen af Big Data subjektivitet?

Data er alle vegne og på alles læber. Virksomheder spenderer millioner af kroner på at lagre og forstå data. Enhver statslig institution har på dagordnen at blive mere datadrevet. De store konsulenthuse taler som aldrig før om, hvor vigtigt det er, at lade sig omstille til at anvende data, hvis man vil overleve i morgendagens konkurrence. Men data – eller rettere hvordan vi bruger den – kan også være rod til kontroverser. Hvad har det at sige for vor frihed, at de store tech-giganter måske kender os bedre, end vi selv gør? Vi anvender og taler mere og mere om data, men hvad sker der egentlig med os, når vi beskæftiger os med dem? Sagt med andre ord: hvordan fordrer brugen af Big Data subjektivitet? Hvilke implikationer har denne subjektivitet for strategi, ledelse, etik og kommunikation? Det er det, som cand.merc.fil Adam Khelifi og hans specialemakker forsøgte at svare på i kandidatafhandlingen: ”Big Data, New Connections: An Investigation into Big Data and the Production of Subjectivity”.

For at besvare dette spørgsmål, foretog de en gennemgang af forskellige tekster om Big Data. Viktor Mayer-Schönberger og Kenneth Cukier har skrevet en international anerkendt og hyppigt refereret bog om emnet, (Big Data: The Essential Guide to Work, Life and Learning in the Age of Insight, 2017). Dertil har de set på håndboger for dataanalytisk praksis og adskillige artikler udgivet af de store konsulenthuse, som omhandler processen i at blive en datadrevet organisation. I disse tekster forekom et gennemgående mønster. Mønstret var nærmere en gentagnede cyklus, som bærer præg af momenter af tillid og ekspansion.

Før man kan anvende Big Data og de muligheder, det kan bringe med sig, må man først etablere en tillid til, at det kan give brugbare og pålidelige resultater. Tilliden er essentiel, da den måde hvorpå man danner indsigt fra data ikke altid stryger vores fornuft med hårene. Når man prøver at skabe indsigt fra data er det som oftest ved at lede efter tendenser på tværs af datasæt. I større dataanalyser giver det ofte ikke mening at lede efter årsagerne bag disse tendenser. Tendenserne giver den værdiskabende indsigt i sig selv, uagtet om vi kender årsagen bag, da tendenserne ofte er nok til at træffe beslutninger på baggrund af. Med sådan en tilgang til Big Data, er tillid nødvendig, da vi på sin vis ikke forstår disse tendenser, men til trods må have tillid til dem og bruge dem, hvis man vil skabe værdi med Big Data.

Når tilliden er etableret, er man påbegyndt den første del af cyklussen, der udgør vores subjektivitet, som Big Data fordrer. Når tilliden er etableret, har man på sin vis ’accepteret’ den dataanalytiske metode og den måde, man skaber indsigt i det regi, og det er først her, man begynder at bruge indsigterne fra dataene. Herefter vil man bevæge sig ind i det næste momentum, som er ekspansion.

Ekspansion forekommer, når man befinder sig i dataarbejdet, er produktiv og skaber værdi. Værdien man skaber, er ofte et resultat af ekspansion. Ekspansionen kommer til udtryk, når man beskæftiger sig med Big Data, hvor man vil tendere til at beskæftige sig med ’udvidende’ aktiviteter. Gode eksempler på dette er udvidelse af brugsanvendelser for datasæt, forøgelse af datapunkter, etablering af nye datastrømme, mv. Alle disse aktiviteter har det tilfælles, at de alle er ekspanderende på sin egen måde. Når man beskæftiger sig med dataarbejde, vil man da ende med at involvere sig i ekspanerende praksisser.

Som nævnt tidligere, er forholdet mellem tillid og ekspansion som en cyklus. Cyklussen går fra tillid til ekspansion og tilbage igen. Man kan ikke arbejde med data, hvor ekspansionen sker, før man har tillid til dem. Cyklussen bryder sammen i ekspansion-stadiet for så at vende tilbage til en reetablering af tilliden til dataarbejdet på ny. Disse brud under ekspansionen har ikke nogle særlige karaktertræk udover, at man ledes til at stoppe og reevaluere den praksis, man er i færd med. Et eksempel kan være, at man som dataanalytiker forsøger at indsamle data fra nye kilder, som i sidste ende ikke bringer værdi for virksomheden eller ikke kan indfinde sig under virksomhedens strategi, hvortil man stopper og reevaluerer sin praksis. Det kan også komme til udtryk i, at data bliver brugt til et nyt formål, som viser sig uetisk, så snart befolkningen for indblik i den – da vil man også bryde med praksissen og reevaluere den. Endeligt vil man på sin vis genfinde en ny tillid til det datadrevne arbejde, og da indtræde ekspansionen men blot med en anderledes praksis, som stadig bærer præg af tidligere praksisser.

Det er netop denne cyklus, som vi ser, når de store tech-giganter bliver kritiseret for deres dataanvendelser, og de reformulerer deres datavilkår. GDPR er eksempelvis en regulativ reaktion på datadrevne organisationers praksisser, som EU har vurderet for uhensigtsmæssige. Dermed har GDPR for mange fungeret som et brud på ekspansionen, hvorefter nye datapraksisser bliver sat i spil, så snart erhvervslivet har tilpasset sig GDPR-reguleringerne – eller med andre ord, genetableret tilliden til datapraksisser i kølvandet på GDPR-reguleringerne.

For at koble det ovenstående til spøgsmålet om subjektivitet, så er subjektivitet i denne sammenhæng ikke et spørgsmål om karaktertræk eller personlighed som sådan. Subjektivitet skal ikke forstås som det, man ér, men rettere det, man gør. De handlemønstre og praksisser, som vi indgår i, er det, som udgør vores subjektivitet. Denne forståelse udspringer fra filosof Gilles Deleuze og psykoterapeut Felix Guattari, fra hvilke de teoretiske greb til at identificere denne subjektivitet også stammer fra. Da tillid og ekspansion er ’logikker’, som fordrer vores handlemønstre, er disse to – og dynamikken imellem dem – fundamentet for, hvordan Big Data fordrer subjektivitet, for dem, der beskæftiger sig med det.

Man kan nu spørge sig selv om, hvor ny denne cyklus er. Det kan vel argumenteres, at der med alle former for ny teknologi vil være tale om tillid og ekspansion. Især når potentialet er uudforsket. Man kan sammenligne med internettets komme i sin tid, som var ny, og mange så skeptisk til det. Men med tiden blev tilliden etableret, og brugen af internettet blev ekspanderet lige såvel som selve internettets rammer også blev ekspanderet. Internettet kan argumenteres at være blevet til det, det er i dag, gennem et utal af cyklusser med utallige brud, som skabte mange praksisser for vores brug af internettet.

Hvorfor er alt dette relevant, og hvad kan det bruges til? Som så meget andet teoretisk forskning, kan dette ikke give noget konkret svar på, hvordan man skal udforme sin datastrategi, lade sin organisation dataficere eller regulere datapraksisser på politisk plan f.eks. Men man kan tage begreberne om tillid, ekspansion, brud og hele cyklussen som en model, hvorigennem man kan anskue sine problemstillinger. Kommer dataanalytikerne i ens organisation for ofte ud på et sidespor og indsamler data og finder tendenser, som organisationen ikke kan bruge? Så kan man muligvis fremskynde et brud ved at klargøre deres strategiske rammer og pejlemål, så de kan reevaluere deres praksisser og finde et anderledes spor. Har forbrugerne mistet tilliden til sundhedssektoren, fordi den ekspanderer dens anvendelser af sundhedsdata? Så kan regeringen muligvis tænke i tiltag, der har til sigte at genetablere befolkningens tillid, så man igen kan skabe værdi med sundhedsdata, men på en ny og tolereret måde.

Data og dets muligheder er mange. Nye muligheder byder sig for at skabe værdi for erhvervsliv og samfund. De nye praksisser, som dataanvendelse gør muligt for os, har også en indvirkning på vores subjektivitet. Det bliver særligt interessant at se, hvordan vi vil modtage den nye omstilling, og hvilke nye praksisser, som de mange brud vil skabe.