Fransk økonom i København

En reportage af Rune Lykkebergs interview af Thomas Piketty kort før årets udgang blev en oplagt mulighed for også at se tilbage på et år, hvor en meget betydningsfuld økonom for alvor gjorde sin entré på verdensscenen. Det gjorde han med en engelsk udgivelse af bogen Kapitalen i det 21. århundrede, som tidligere var udkommet på hans modersmål, fransk.  Økonomen, som alle taler om, er Thomas Piketty, som en aften i november slog et smut forbi Den Sorte Diamant i København. Bjarne Corydon, Mogens Lykketoft, Bertel Haarder og jeg var blandt de heldige, som live fik lov til at høre økonomen tegne sit billede af kapitalen i det 21. århundrede.

Et vigtigt budskab
Pikettys bog er allerede blevet en bestseller. Jeg har dog en mistanke om, at bogen primært er kommet på bestseller-listen, fordi den pynter i reolen.  Bogen er meget interessant, men det er tung læsning. Selv for en økonom.

Men Thomas Piketty vil udbrede sit økonomiske budskab til hele befolkningen, da temaet i hans optik er for vigtigt til kun at have en smal målgruppe. Rune Lykkeberg påpeger frimodigt, at han nok skulle have kortet lidt i den knap 700 sider lange mursten om kapitalen, men Piketty insisterer på, at alle bør have en holdning til økonomi. Fordi det er så betydningsfuldt. Forståelse af økonomi er centralt i forhold til at adresse politiske problemstillinger herunder fattigdom og ulighed.

Hr. Piketty antyder, at mange økonomer prøver at imponere deres publikum med svære ligninger og formler, som ingen forstår. Men det er der ingen mening i. Økonomisk forskning bør i højere grad tilføjes et historisk perspektiv. Jeg får lidt røde ører ved tanken om mit 80 siders lange speciale indeholdende et halvt hundrede ligninger samt et 20 siders appendiks kun bestående af formler. I min optik handler økonomi dog til dels også om matematisk gymnastik. Men det siger jeg ikke til nogen. Der er ikke rum til hverken spørgsmål eller kommentarer.

Ulighed og globalisering
Den franske økonom indleder med en præsentation af det problem, som hans bog i store træk forsøger at adressere: den voksende globale ulighed og udfordringen i forhold til at organisere globale politiske fora, som kan håndtere problemstillingen. Han anser det som et stort spørgsmål, hvordan verdensøkonomien fremover skal organiseres.

Piketty understreger dog, at hans bog ikke må opfattes som pessimistisk. Han tror på fortsat økonomisk vækst, fremdrift og produktivitetsvækst. Hvis blot vi samtidig øger demokratiseringen. 

Til gengæld står vi overfor en udfordring globalt set og ikke mindst i de udbyggede velfærdsstater. Det er et meget present spørgsmål, hvordan velfærdsstaten fremadrettet skal finansieres. Lønningerne stagnerer, men de private formuer er stærkt voksende. Det får konsekvenser for uligheden og resulterer i, at de som intet har, får endnu sværere ved at akkumulere formue med den nuværende indretning af skattesystemet.

Gentænke beskatning
Den franske økonoms pointe er derfor, at vi bør beskatte arbejdskraft mindre og blandt andet ejendomsværdi mere. Desuden bør ejendomsværdiskat betales ud af nettoformuen og være progressiv, som det var tilfældet i Danmark, før Fogh indførte skattestoppet. Sidstnævnte pointe har min BA-makker og jeg stået hårdt på, siden vi skrev vores opgave om emnet, og vismændene har desuden fremført pointen utallige gange. Piketty nævner også arveafgiften som en mulig kanal i forhold til at reducere uligheden. Rune Lykkeberg påpeger dog, at det politisk er svært at argumentere for at øge den form for dobbeltbeskatning, selvom det bidrager til at reducere uligheden i et samfund.

Piketty mener overordnet, at vi bør gentænke finansieringen af velfærdsstaten. Han påpeger, at den sociale kontrakt i velfærdsstaten på tværs så generationer - også i Danmark - er skrøbelig. Lande som Luxembourg, der fritager store virksomheder og rige enkeltindivider for at betale skat, udgør en trussel mod et system, som baserer sig på, at den enkelt borger betaler skat i forventning om, at andre gør det samme. Når individer i overklassen pludselig betaler mindre i skat end dem i middelklassen, så bliver denne tillid sat på prøve. Piketty præciserer dog, at det er et problem, ikke med individer, men derimod med institutioner.

Forestillinger om kapital
Han mener ikke, at vi kan have kapitalens frie bevægelighed og frihandel i bytte for ingen fælles institutioner. Det fremtvinger nationalistiske reaktioner og kan være grobund for et blame-game landene imellem. Det leder ham tilbage til problemstillingen i forhold til at etablere internationale politiske sammenslutninger, som kan behandle de tværgående problemstillinger.

Kloge hoveder har sidestillet Pikettys bog med Marx’ forestillinger om kapitalismen. Piketty er lodret uenig i denne sammenligning, selvom farven på bogen og titlen giver visse associationer. Piketty tror blandt andet på, at privat ejendomsret er en del af løsningen, men demokratiet skal stille de rigtige rammer op for denne ret. Han mener dog godt, at man kan tale om god og dårlig kapital: den private ejendomsret er fx nem at kritisere, men meget svært at erstatte. Han mener, at megen kritik at kapitalismen er primitiv. Litteraturen er derimod en simpel måde, hvorpå konsekvenserne af kapitalismen kan udtrykkes. Det kommer til udtryk ved utallige litteraturreferencer i hans bog.

Fremtiden bringer mere data
Rune Lykkeberg slutter af med at spørge til, hvad Piketty skal lave fremover. Han har fået gennembrud som forsker og forfatter i en ung alder, men Piketty mener ikke, at hans arbejde med at afdække udviklingen i indkomster og formuer over tid er færdigt. Han mener, at samfundstænkere som Malthus og Kuznet havde gode pointer, men et begrænset datagrundlag. Og Piketty har nu grundlaget, som han fremadrettet vil udvide. Bogens udgivelse har allerede lagt pres på flere lande i forhold til at udlevere data til nærmere belysning af emnet. Piketty nævner blandt andet Brasilien som et eksempel herpå. Med sin udgivelse af og turné med bogen har han dermed skabt grobund for at udvide sit datagrundlag endnu mere og dermed at fortsætte sit arbejde.

Jeg har taget min udgave af kapitalen i det 20. århundrede under armen til arrangementet med et naivt håb om at få den signeret. Men efter halvanden time præcist træder Piketty ud af rampelyset, og jeg ser ham ikke engang forlade bygningen. Alligevel er jeg fyldt op med en vis begejstring. Måske fordi der er Summerbird-chokolade og champagne i forhallen, hvor jeg alt for ofte, dybt begravet i bøger, har observeret dannede mennesker spise petitfours. Måske fordi jeg langt om længe har hørt en økonom med et rigtig godt argument for omfordeling.