Af Søren Havn Gjedsted, specialkonsulent, CEPOS
Der har i de seneste 10 år været gennemført mange reformer, der har øget det danske arbejdsudbud i håb om, at beskæftigelsen også ville blive øget på længere sigt. Herved er spørgsmålet om, hvorvidt ”arbejdsudbud skabe sin egen efterspørgsel” (og derved øger beskæftigelsen) meget policy relevant. Langt de fleste økonomer mener, at denne sammenhæng holder, men der er enkelte kritikere. Fx har professor i økonomi ved RUC, Jesper Jespersen, tidligere på denne side argumenteret for, at der ud fra det nuværende empiriske arbejde ikke kan konkluderes, at øget arbejdsudbud øger beskæftigelsen, eller om kausaliteten går den anden vej (se også Detektorudsendelsen).
Jeg har i et nyt arbejdspapir for CEPOS estimeret en kointegreret VAR-model for beskæftigelse, (produkt)reallønnen, BNP per capita og arbejdsudbuddet. Idéen er, at hvis disse ikke stationære variabler ”flytter sig med hinanden” på længere sigt, (som det må være tilfældet, hvis øget arbejdsudbud fører til øget beskæftigelse), så må disse være kointegreret. I dette setup er det muligt at teste hvilke variabler, der har været med til at ”skubbe” andre variabler. Jeg har fundet, at beskæftigelsen udelukkende bliver skubbet af arbejdsudbuddet. Herudover finder jeg, at reallønnen bliver skubbet af BNP per capita, hvilket er som forventet, hvis reallønnen vokser med samme hastighed som produktiviteten på langt sigt, (som jeg finder evidens for). Jeg har dog også fundet, at reallønnen har skubbet til BNP per capita, hvilket er lidt sværere at tolke på. Spørgsmålet om kausalitet i forhold til realløn og BNP per capita er derfor ikke helt afklaret. Det kunne være et specialeemne værdigt at arbejde videre med denne problemstilling.
Ovenstående omhandlede udelukkende effekten af kumulative stød, men det er også interessant at undersøge effekten af et enkelt stød til arbejdsudbuddet (dette kunne fx være en forkortelse af dagpengeperioden), da dette kan give et fingerpeg om tilpasningsdynamikken. Dette er gjort ved hjælp af simulationer (alternativt kunne jeg have brugt impulse response funktioner). Jeg finder, at arbejdsløsheden stiger det første år (da arbejdsudbuddet stiger hurtigere end beskæftigelsen), mens udbud og efterspørgsel på langt sigt vokser lige hurtigt, så den naturlige ledighed er konstant. Herudover finder jeg reallønsfald de to første år efter stødet til arbejdsudbuddet, men ingen reallønseffekt på længere sigt. Grunden til, at reallønnen falder initialt, er formodentligt, at fagforeningerne har stået i en svag forhandlingsposition, da arbejdsløsheden på kort sigt er steget.
Så hvordan kan det være, at jeg ikke finder en reallønseffekt på langt sigt? En mulig forklaring er, at når reallønnen er lav, så er det profitabelt for virksomhederne at øge deres investeringer, hvilket øger kapitalapparatet, som igen øger produktiviteten. Det vil trække reallønnen op. Denne mekanisme forsætter, indtil reallønnen er tilbage på sit (trendkorrigerede) niveau. Denne mekanisme er dog ikke undersøgt empirisk, og det kunne være spændende at tilføje bruttoinvesteringer i modellen. Dette arbejde kunne også være et specialeemne værdigt.
Opsummerende: Mine resultater indikerer, at arbejdsudbud skaber sin egen efterspørgsel uden reallønspres på langt sigt, og at reallønnen vokser med samme hastighed som produktiviteten, men der er stadig muligheder for videre forskning inden for dette meget policy relevante emne. Ud over udvidelsen med bruttoinvesteringer kunne det være spændende at indføre restriktioner på kointegrationsvektorerne og matricerne, der styrer kortsigtsdynamikken. Den første udvidelse vurderes fra min side at være den økonomisk mest interessante, mens den anden udvidelse er af mere teknisk interesse.
Spørgsmål og kommentarer modtages gerne per mail (soren@CEPOS.DK) eller telefon (26 82 70 22).
Hilsen
Søren Havn Gjedsted
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2