Hvor stor er overdødeligheden i Sverige i 2020?

I sidste måned udgav SCB (Sveriges svar på Danmarks Statistik) en artikel med overskriften ”Överdödligheten i Sverige har följts av underdödlighet”. Overskriften er måske ikke så overraskende, i og med at dem, der døde af COVID-19 i april, jo ikke kan dø af noget andet resten af året. Men hvor stor er over- og underdødeligheden i 2020 egentlig?

Nedenstående figur viser det samlede antal dødsfald per 10,2 mio. indbyggere i uge 1 til 46 i Sverige i år 2013-2020. Og ja – det er en mærkelig enhed, men det gør det muligt at se de absolutte tal ift. en befolkning ca. på størrelse med Sveriges i 2020. Som det ses, er antallet af døde i år markant højere end i 2019, men til gengæld nogenlunde på niveau med 2016, 2017 og 2018.

Der er altså ikke umiddelbart en tydelig overdødelighed i et historisk perspektiv. For at kunne sige, hvor stor overdødeligheden er, skal vi kende det forventede antal døde i 2020. Men der er en række forhold, som gør det svært at estimere. Lad os se på et par stykker af dem.

1)     En betydelig del af befolkningsvæksten siden 2015 skyldes indvandring. I 2015 modtog Sverige i alt 163.000 asylansøgere (svarende til 1,6% af befolkningen). Mange af disse var unge mennesker, hvilket alt andet lige fører til lavere dødelighed pr. 100.000.

2)     Der var en betydelig underdødelighed i 2019. Jeg har beskrevet underdødeligheden i bl.a. dette arbejdspapir (se fx figur 5). Hvorfor der var en underdødelighed, ved jeg ikke, men den var til stede stort set hele året og kan både skyldes tilfældigheder og en aktiv indsats så som god influenzavaccinering.

3)     Nogle gange ”knækker” dødeligheden som følge af ændringer i bl.a. demografien (se figur 22 i mit arbejdspapir). Jeg har kigget lidt på dette tidligere (andelen af ældre) uden at finde noget, der kunne vidne om et forestående knæk, men det kan selvfølgelig ikke afvises, at vi om 10 år kan konstatere, at der var et generelt knæk i dødeligheden. Se også dette tweet, som fint beskriver problemstillingen

4)     Hvis dødeligheden i 2019 var særligt lav, er der sket en opbygning af ”sårbare ældre”, som vil dø før eller siden. Dette vil alt andet lige betyde, at vi vil forvente en højere dødelighed i 2020 end ellers.

Givet ovenstående (og andre) problematikker, er der altså forskellige hensyn, man kan tage, når man estimerer det forventede antal døde. Nedenfor har jeg estimeret dødeligheden i 2020 på fire forskellige måder, som alle har indbyggede - men forskellige – problemer. De fire måder er:

A)    5 års gennemsnit. Ser man i ECB’s artikel (og i dokumentationen for Euromomo) ser det ud til, at det er normalen, at man estimerer det forventede antal døde som gennemsnittet af de sidste 5 års dødelighed. Denne fremgangsmåde har et indbygget problem. Hvis der er en nedadgående trend i dødeligheden (som man normalt ser), vil ens estimat overvurdere den forventede dødelighed. Dette tager jeg højde for i B)

B)     Regression på årene 2015-19. I dette estimat estimerer jeg dødeligheden i 2020 på baggrund af data for 2015-2019. Dermed tager jeg højde for en evt. nedadgående trend. Til gengæld kan 2019, som havde meget lav dødelighed, komme til at trække estimatet markant ned. Dette tager jeg højde for i C).

C)    Regression på årene 2014-18. I dette estimat estimerer jeg dødeligheden i 2020 på baggrund af data for 2014-2018. Jeg dropper altså 2019 (med meget lav dødelighed) og tager til gengæld 2014 med (så jeg har 5 år). Problemet med dette estimat er, at det ikke tager højde for de sårbare ældre. Det gør jeg i D)

D)    Sårbare ældre.I dette estimat estimerer jeg gruppen af sårbare ældre på baggrund af underdødeligheden i 2019 (ved at estimere det forventede antal døde i 2019 jf. B) og derefter trække det observerede antal døde fra). Denne gruppe af sårbare ældre lægger jeg til det forventede dødstal fra B (så jeg antager, at de dør i 2020, hvis ikke de døde i 2019).

Figuren herunder viser dødeligheden i 2020 samt den forventede dødelighed i 2020 baseret på de fire ovennævnte metoder og den til afledte overdødelighed (med rød).

I slutningen af uge 46 havde Sverige registreret i alt 6.307 døde af COVID-19. Der er umiddelbart noget i tallene, der tyder på, at en væsentlig andel af disse dødsfald var forventet. Kun metode B giver en overdødelighed, der er nær det samlede COVID-19-dødstal. Den mere officielle metode (A) giver en overdødelighed på 1.382, hvilket kun er ca. ¼ af COVID-19-dødsfaldene. Hvis dette står til troende, var forventningen altså, at ¾ af dem, der døde med COVID-19, ville være døde alligevel.

Men. Havde jeg penge på spil og skulle vælge mellem de fire metoder, ville jeg nok vælge metode C, som jeg umiddelbart finder mest troværdig. A ser jeg som potentielt meget skæv, mens jeg tror B og D er skæve i hver deres retning. B fordi den påvirkes af underdødeligheden i 2019, og C fordi det næppe er alle sårbare fra 2019, der ville dø i 2020 (det kunne man selvfølgelig teste, men det ligger ud over dette blogindlæg). Baseret på metode C var halvdelen af COVID-19- dødsfaldene altså forventede dødsfald, som forventeligt ville være sket alligevel. Hertil kommer en evt. effekt af sårbare ældre.

Hvordan regnskabet ser ud, når 2020 er omme, må tiden vise. Som jeg tidligere har beskrevet, har svenskerne i høj grad justeret adfærd, så vi vil sandsynligvis se en effekt på (væksten) i antal døde af COVID-19.