På studiejob i AE

Hvor arbejder du?
Jeg er studentermedhjælper i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), hvor jeg er en del af den mikroøkonomiske afdeling.

Hvor mange timer arbejder du om ugen?
Jeg arbejder gennemsnitligt 20 timer om ugen.

Hvor længe har du haft jobbet?
Jeg blev ansat i maj 2011 - så 3,5 år.

Hvad består dit job af?
Som en del af AE's mikroøkonomiske afdeling beskæftiger jeg mig med registerbaserede analyser. Jeg har adgang til Danmarks Statistiks registre og benytter SAS samt STATA som analyseværktøjer. I de 3,5 år jeg har været i AE, har jeg været med til at udarbejde analyser inden for social ulighed, fattigdom, uddannelse og sundhed - i begyndelsen var jeg mest med til at assistere økonomerne og trække tallene til analyserne, men med tiden har jeg fået meget mere ansvar og byder selvstændigt ind med ideer til analyser og skriver dem også. 

Hvordan fik du jobbet?
Da jeg så opslaget, blev jeg hurtigt interesseret og tænkte, at der sikkert var mange, der ville søge det. Jeg kendte ikke nogen i AE så for at "skille mig ud" fra de andre ansøgere, ringede jeg ind til Cheføkonomen i mikroafdelingen og fortalte lidt om mig selv, og at jeg ville sende en ansøgning. Jeg blev kaldt til samtale og siden ansat.

Havde du relevant erhvervserfaring da du fik jobbet?
Jeg havde tidligere været ansat i CEPOS og Socialministeriet. Jeg havde fra CEPOS erfaring med at være ansat på en meget dynamisk arbejdsplads, hvor tingene nogle gange skal gå lidt stærkt, hvis man vil være med til at sætte dagsordenen i medierne. Fra Socialministeriet havde jeg erfaring med registerdata.

Hvilke fag har været mest relevant for dig? - herunder bestemte valgfag
I mit arbejde har det været vigtigt med SAS-kundskaber, så Programmering og Statistik med SAS og Videregående Statistik er to gode fag. Jeg har også været med på mere metodetunge udgivelser, og her har Advanced Microeconometrics (og særligt bogen "Econometric analysis of cross section and panel data" af Wooldridge) været noget, jeg har haft stor glæde af.

Hvad er det bedste ved jobbet?
Det er fedt at være en del af en dagsordensættende arbejdsplads. De analyser, vi laver, bliver til artikler i aviserne, indslag i TV, og politikere bruger dem til at få et overblik over fakta på forskellige økonomiske områder. Det er en god følelse at se sit arbejde blive brugt til noget og ikke bare blive gemt bort i en skrivebordsskuffe.

Er der fryns og sociale arrangementer på arbejdspladsen?
Som student i AE har man det godt. Først og fremmest er der gode kollegaer og god løn. Og så er der de sociale arrangementer, hvor vi selvfølgelig har en årlig Julefrokost. Herudover er der også halvårlige halvdagsmøder med efterfølgende spisning, og vi har også netop været på sommertur, hvor vi blandt andet prøvede kræfter med Danmarks største forhindringsbane i 15-20 meters højde. Der er også god fleksibilitet i forhold til, hvordan man lægger sine timer - dvs. der er god mulighed for at få fri i forbindelse med læseferie og eksamen. Jeg blev optaget på et sommerskoleophold i Indien og kunne i den forbindelse tage 2 måneders orlov. Videre i forbindelse med, at jeg fik en søn sidste år, oplevede jeg også de gode barselsforhold, der er for studenter. 

Videre er Samira også aktiv i det sociale - og politiske arbejde. Hun har tidligere været formand for Ny-Dansk Ungdomsråd, kandidat til Europa-Parlamentet samt klummeskribent for MetroXpress, og hun er opstillet som kandidat til det kommende folketingsvalg. 

Hvad kan økonomer bidrage med i det sociale arbejde?
Der er rigtig mange følelser og enkeltsager, der drages ind i debatten på social- og integrationsområdet. Det har været vigtigt for mig også at kunne træde tilbage og danne mig et overordnet blik, kigge på nogle statistikker og forholde mig til fakta på området. Jeg har været i mange debatter, og det er helt klart en fordel når man kan forholde sig faktuelt til tingene og har en forståelse for tal og statistikker. 

Hvilke kompetencer fra polit. studiet har du gavn af, når du deltager i samfundsdebatten?
I mange tilfælde har jeg kunne bruge min faglige viden som grundlag til at stille mig kritisk over for forskellige opgørelsesmetoder og foreslå forbedringer. Jeg er f.eks. glad for, at jeg har beregnet ginikoefficienter, livstidsindkomster og er bekendt med forskellige økonometriske metoder – det giver et forspring, når tal og statistiker skal afkodes. Men en ting, som man IKKE lærer på polit., er at skrive og formulere sig så ikke-økonomer kan følge med – i politik handler det jo om at kunne formulere sig i øjenhøjde med sine vælgere, og på det punkt er jeg blevet udfordret, men jeg synes efterhånden, at jeg har fundet en god balance. 

Hvilke erfaringer fra dit sociale - og politiske arbejde kan du bruge som økonom?
Der er rigtig meget vi som økonomer kan lære af at deltage i det sociale arbejde. For det er forkert at tro, at al sandhed skal findes i tal - nogle gange kan vi godt have en tendens til at glemme menneskene bag tallene. Det er altså sundt en gang i mellem at blive mindet om, at det er ægte menneskers skæbner, der påvirkes, når vi sidder bag skærmen og skruer op og ned på de forskellige stilleskruer.

AE søger lige nu en student. Læs mere om stillingen her.

Virksomheder

Faktaboks

Samira Nawa Amini

2008-2009 Studentermedhjælper hos CEPOS

2010-20011 Studenterhjælper hos Socialministeriet

2011-2014 Studentermedhjælper hos AE

2014- Fuldmægtig hos Ankestyrelsen Analyseenhed

2010-2012 Formand for Ny-Dansk Ungdomsråd

Kandidat ved valget til Europa-Parlamentet 2014 og folketingskandidat siden 2012

Privat er Samira gift med Naweed. Sammen har de en søn.


Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk