Keynes og de makroøkonomiske lærebøger


Jeg udgav kort før jul en stærkt revideret udgave af min lille Keynes biografi, der er en del af serien 'Økonomiens Konger [1]. Heri vil der bl.a. være et nyskrevet kapitel med titlen’Keynes i dag’, hvilket har givet mig anledning til nedenstående refleksioner over Keynes, de makroøkonomiske lærebøger, der anvendes på polit-studiet, samt nogle betragtninger over den makroøkonomiske rådgivning, der forgår i dagens Danmark.

Disse refleksioner spejler det umiddelbare indtryk, at Keynes, altså den originale Keynes, er stort set fraværende i den aktuelle økonomisk politiske rådgivning, uanset at ordet ’keynesiansk’ eller rettere ’ny-keynesiansk’ ofte optræder. Dette forhold kan i sig selv give anledning til nogen terminologisk forvirring ikke kun for ikke-økonomer, men måske også for mindre teorihistorisk trænede økonomer. Forvirring skyldes bl.a., at de ofte benyttede lærebøger i makroøkonomi på trods af deres erklærede ny-keynesianske afsæt ikke indeholder megen om overhovedet nogen henvisning til Keynes’ originale tekster bortset fra en rituel reference til The General Theory of Employment, Interest and Money.

Denne karakteristik er for mig at se dækkende bl.a. for de i København benyttede lærebøger, Mankiw’s ’Macroeconomics’, 7th ed. og Sørensen & Whitta-Jacobsen ’Introducing advanced macroeconomics, 2nd. ed. Disse lærebøger tager den generelle ligevægtsmodel som den ultimative analytiske model, når såvel den mere langsigtede vækst som de mere kortsigtede konjunkturbevægelser skal forstås. Det gjorde mainstream-økonomerne også tilbage i mellemkrigstiden. Det var dengang medvirkende til at trække krisen i langdrag, idet den økonomiske rådgivning og dermed også i vidt omfang den økonomiske politik bidrog til at fastholde de fleste vestlige lande i høj arbejdsløshed og lav vækst. En tilstand, der til forveksling ligner den aktuelle situation. Det kunne en dybere forståelse af Keynes’ teoretiske arbejder og metodologiske anvisninger muligvis ændre på, hvilket dog ikke kan forventes, da 'Keynes' ikke er en del af det obligatoriske pensum på polit-studiet. Tværtimod forlader de fleste økonomer studiet med det indtryk, at Keynes’ makroøkonomi blot er generel ligevægtsteori tilsat en forudsætning om ’stive priser og navnlig lønninger’.

Makroøkonomi anno 2014: ’Quite wrong or nothing new?’

Det spørgsmål, som jeg derfor ikke har kunnet lade være med at stille mig, er, hvad er det for forhold, der stiller sig hindrende for, at Keynes’ makroøkonomiske teori, der i øvrigt kan gives en solid empirisk bekræftelse, kan trænge igennem i det dominerende fagøkonomiske miljø og dermed til lærebøgerne og videre til den politiske beslutningsproces?

Der er som nævnt en række paralleller mellem den fagøkonomiske diskussion i 1930erne og i dag. Keynes foregreb allerede i forordet til The General Theory denne barriere for forståelsen, idet han skrev: ”mine neoklassiske kolleger vil i deres vurdering af mine teorier svinge mellem den opfattelse, at jeg enten tager fuldstændig fejl (’quite wrong’) eller intet afgørende nyt har at sige (’nothing new’)”. Og heri fik han ret. Hans neoklassiske kolleger afviste dengang, som det også sker i dag, kategorisk, at det markedsøkonomiske system ikke er selvoprettende. Derfor måtte Keynes’ ’nye’ teori efter deres mening søges i det nærmest trivielle forhold, at ’stive priser og pengeløn’ sinker den markedsøkonomiske tilpasning og derved forlænger krisen.

Denne afvisning af Keynes' makroøkonomiske teori om betydningen af den effektive efterspørgsel bundede således i, at de toneangivende kolleger i Cambridge (og på de fleste andre universiteter bl.a. i København) analyserede makroøkonomisk ubalance inden for rammerne af en (matematisk formuleret) ligevægtsmodel, som var forhåndsprogrammeret til at give en løsning, der indebar ’fuld’ beskæftigelse, hvis bare priser og lønniveau var tilstrækkeligt fleksible. Denne antagelse er fortsat grundlaget i de analytiske makromodeller, der benyttes i dag under, som nævnt, betegnelsen generel ligevægtsmodel.

Dette metodologiske dogme gjorde det umuligt for datidens økonomer at indoptage Keynes’ banebrydende nye bidrag til makroøkonomisk teori: en påvisning af, at mangel på informationer om fremtiden og den deraf følgende fundamentale usikkerhed, der må præge adfærden på mikro- og derfor også på makroniveau, ikke kan rummes inden for den neoklassiske makroøkonomiske teoriforståelse. Med dette udgangspunkt var scenen sat for den metodologiske afgrund, der skilte og stadig skiller Keynes fra de neoklassiske økonomer, der insisterer på, at makroøkonomi kan og skal kunne forstås inden for en sådan generel ligevægtsmodel. Keynes’ teoretiske konklusioner var set i dette neoklassiske perspektiv enten meningsløse; for usikkerhed kan ikke rummes i en sådan model, eller de bliver trivielle sig grænsende til vildledende, idet de bygger på den specielle antagelse, at lønniveauet vedvarende hindres i at tilpasse sig til det ’naturlige’ niveau. I den neoklassiske teori, hvor usikkerhed ikke inddrages eksplicit, er det let at konstruere en modelramme, hvor der altid er et sæt priser og lønninger, en såkaldt løsningsvektor, der sikrer ’fuld’ beskæftigelse.

I 1930’erne var ’usikkerhedens betydning’ en ny erkendelse, som Keynes bibragte den økonomiske videnskab. Det kan måske ikke overraske, at denne nye indsigt ikke umiddelbart blev forstået endsige accepteret af hans kolleger. Men at denne mangel på makroøkonomisk nytænkning fortsat venter på at få sit afgørende gennembrud her mere end 75 år efter udgivelsen af The General Theory og i lyset af endnu en verdensomspændende økonomisk krise, må give stof til undren – ikke mindst når hertil kan lægges, at Keynes’ makroøkonomiske forståelse giver en bedre empirisk forklaring af den vedholdende høje arbejdsløshed.

Men så længe de dominerende fagøkonomiske miljøer holder fast i en modelkonstruktion, der ikke afgørende inddrager usikkerhed ved beskrivelsen af virkeligheden, er det vanskeligt at bebrejde de embedsmænd, der bidrager ved udformningen af den økonomiske politik, at deres rådgivning tager afsæt i den neoklassiske ligevægtsmodel; for den dominerer de økonomiske lærebøger. Her er det fortsat teorien om, at ’udbud af arbejdskraft skaber sin egen efterspørgsel (Say’s Lov), og at ’der med fordel bør være balance på de offentlige budgetter’ (en eller anden version) en fast bestanddel.

Derimod er det for mig som fagøkonom og som aktiv forsker inden for feltet makroøkonomisk teori en gåde, hvorledes den generelle ligevægtsmodel fortsat kan være den indiskutabelt benyttede analysemodel blandt langt de fleste af mine kolleger på de højere læreanstalter, og her taler jeg ikke kun om København og Århus. Når jeg gennemlæser indholdet af de dominerende lærebøger, sættes der end ikke et spørgsmålstegn ved anvendelsen af denne modelkonstruktion. Det er bare den model, der benyttes. Situationen fra 1930erne inden for økonomifaget har således ikke ændret sig på dette punkt. Hvis ikke en generel ligevægtsmodel baseret på et neoklassisk mikroøkonomisk grundlag benyttes, så anses analysen simpelthen for at være ’forkert’ – så er det ikke makroøkonomi.

Det fremstår herved i undervisningen, som om Keynes aldrig havde skrevet én linje, der ikke allerede var indeholdt i den eksisterende økonomiske litteratur, bortset fra at have udarbejdet hovedprincipperne bag nationalregnskabsstatistikken.

For ikke-fagøkonomer må denne konklusion lyde meget kategorisk. For der er som nævnt i hovedteksten en gruppe af økonomer blandt neoklassikerne, der kalder sig ’ny-keynesianere’. De kan da ikke være helt upåvirkede af, hvad Keynes i sin tid skrev? Skulle man mene. Men det er de, i og med deres makroøkonomiske analysemodel fortsat er den generelle ligevægtsmodel, blot tilsat den ’keynesianske’ twist, at ufleksible priser og lønninger kan forårsage, at det trækker nogle år ud inden den ’fulde’ beskæftigelse nås.

Der er således noget paradoksalt ved, som fagøkonom og teorihistoriker at være vidne til, at den makroøkonomiske teori tilsyneladende går i ring og nu atter er solidt forandret i den teoridannelse, der herskede i mellemkrigstiden. En række af de teoretiske argumenter, der i dag forfægtes af de toneangivende økonomer i ind- og udland, er indholdsmæssigt næsten en afskrift af de selvsamme teorier, som dominerede for nu mere end 75 år siden, blot i dag omgærdet af en massiv vognborg af for de fleste almindelige mennesker vanskeligt gennemtrængelig matematik. At teorien går i ring er majoriteten af de ny-keynesianske økonomer formentlig uvidende om, da ’den økonomiske teoris historie’ for længst er slettet som et obligatorisk fag på økonomistudierne.[2]

Makroøkonomiske lærebøger, anno 2014

Et andet for mig ligeså tankevækkende paradoks er det, at den aktuelle økonomiske krise ikke har givet mine fagøkonomiske kolleger anledning til en mere grundlæggende revurdering af indholdet i deres makroøkonomiske lærebøger. For det er ikke nogen overdrivelse at konstatere, at aldrig har så mange økonomer taget så meget fejl, som af den økonomiske udvikling igennem de seneste 10 år. I midten af 2000’erne dominerede forestillingen om the new moderation: at større konjunkturbevægelser hørte fortiden. Men også efter 2008 dominerer the new moderation fortsat i lærebøgerne blot med den tilføjelse, at stødene udefra kan være større end hidtil antaget f.eks. den internationale finanskrise og statsgældskrisen, hvilket blot understreger betydningen af, at arbejdsmarkederne bør gøres endnu mere fleksible.

Givet er det i hvert fald, at vi skal helt tilbage til 1930’erne for at finde tilsvarende systematiske fejlvurderinger af det ’udeblevne opsving’. Antagelsen om det selvregulerende makroøkonomiske system er så åbenbar urealistisk, hvilket bl.a. udviklingen i den europæiske arbejdsløshed siden midten af 1970’erne er et direkte vidnesbyrd om.

Det er således ikke kun perioden efter 2008, der burde have manet til fagøkonomisk selvkritik. For fraværet af noget der blot kunne minde om et selvregulerende makroøkonomisk system har været evident siden 1970erne i form af stigende arbejdsløshed, inflation, boligbobler, betalingsbalanceunderskud og uligevægt på de offentlige budgetter. På denne empiriske baggrund er det derfor ikke kun mig, der spørger ’What Went Wrong?’ med lærebøgerne. Det var også overskriften på forsiden af det britiske ugemagasin The Economist i 2009 med en tegning af en lærebog i ’Modern Economics’ under total nedsmeltning og med nogle markante udtalelser om nytten, eller rettere snarere det modsatte, af de seneste 30 års makroøkonomiske forskning.

Men en reaktion fra forfatterne i ind- og udland af de mest benyttede lærebøger lader stadig vente på sig. Og det uanset, at det efterhånden er blevet en fast praksis, at de økonomer, der rådgiver om den økonomiske politik må konstatere, at opsvinget nok alligevel først kommer til næste år. Alene på den baggrund ville det for mig at se være en (oplagt) anledning til, i hvert fald for de selverklærede ’ny-keynesianske’ økonomer at læse, hvad Keynes egentlig skrev om makroøkonomisk teori og metode og dernæst at overveje, hvorfor tager ’vi’ systematisk fejl? Det kunne jo være, fordi forståelsen af den fundamentale usikkerhed såvel teoretisk som analytisk er fraværende i de generelle ligevægtsmodeller, som Keynes om nogen advarede kraftigt imod brugen af. En sådan fornyet erkendelse kunne føre til en mere realistisk teoridannelse og modelbrug både i de makroøkonomiske lærebøger og måske mindst ligeså vigtigt ved rådgivningen om den økonomiske politik.



[1]John Maynard Keynes – den makroøkonomiske teoris oprindelse og udvikling, 2. udgave. København: Djøf Forlag, 2014

[2] Tankevækkende er det, at studerende må ty til såkaldte ’heterodokse’ økonommiljøer eller ligefrem andre fagområder for at få en præsentation af, hvad Keynes egentlig skrev. Her er det bl.a. frugtbart at konsultere Robert Skidelsky’s (britisk historiker) fornemme tre-binds biografi om John Maynard Keynes udgivet 1983-2000. Den findes også i forskellige forkortede udgaver.

    Kommentarer

  • Du er vel klar over at Ny-keynesianske modeller anbefaler finanspolitisk stimuli for alle økonomier nu. Hvis man ikke kan formulere ens teori, hvilket vil sige stille den op matematisk, så er det ret svært at tage teorien seriøst, da det ellers betyder at teorien kan betyde alt. Så at snakke om en 80 år gammel bog, og hvordan fortolker den, virker bare meningsløst. Jeg tror du skader ekspansiv finanspolitik/keynesiansk politik ved at blive ved at snakke om en gammel bog, som modsiger sig selv.

    Ps. Roger Farmer har modeller med flere ligevægte, hvor man kan ende i en dårlig ligevægt med høj arbejdsløshed, og hvor ekspansiv finanspolitik er godt.

    5 år siden

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk