Et Juleeventyr

En magtfuld, spareglad og aldeles fiktiv dansk politiker besøges af tre spøgelser. Du vil nægte at tro, hvilken glemt fortidshistorie, der forklarer hans handlinger i del 1! Del 2 viser nutiden – paragraf 3 er helt forunderlig. Tænker du også nogle gange på fortiden? Så bare vent til du læser del 3. Epilogen vil få dig til at ændre dit liv! Husk at klikke på bannerne…  

Introduktion: Den hårde chef på grønthøsterfabrikken og Bobs uretfærdige straf

Det var den 23. december, og der var fuld sving i maskinerne på fabrikken. Den rige Esbenezer Lunde Scrooge gik rundt langs rækkerne og holdt øje med, at grønthøsterne blev betjent som de skulle, og at de ansatte arbejdede hårdt. Esbenezers mave vendte sig, da han på tværs af fabrikken så den glade Bob Cratchpolit gå og fløjte julemelodier, alt imens han uddelte pebernødder og fiskeshots til de øvrige ansatte. Esbenezer hadede julen. Og han hadede pebernødder, fisk og alle de andre juletraditioner. Bob kom hen til Esbenezer med en stor flot rapport i armene. ”Jeg har analyseret, hvordan vi kan få højere profit og gøre medarbejderne gladere og gavne miljøet på samme tid, vi skal … Esbenezer stak ham en syngende lussing. Han hadede tal og analyser. Rapporten smed han ned i grønthøsteren, og i stedet påbød han Bob at grønthøste hele ulandsbistanden væk og give den til landbruget. Synet af Bobs nedslåede ansigtsudtryk gjorde Esbenezer i så godt humør, at han lod alle sine ansatte gå til tiden.

Hjemme i sin ministerbolig lagde Esbenezer sig til at sove oven på en god microovnsret. Han havde imidlertid ikke sovet længe, før han blev vækket af en sælsom, klagende lyd. Da han slog øjnene op, så han til sin forskrækkelse spøgelset af Grundtvig, som svævede foran ham. ”Humbug!” udbrød Esbenezer, men angsten stod malet i hans ansigt. ”Du vil blive besøgt af tre spøgelser i nat, Scrooge –  forhåbentlig vil du lære noget!”

Fortidens spøgelse: Den faglige passion, et fortrængt minde og en overset, smuk handling

Den bestyrtede Esbenezer skulle ikke vente længe i sit pludseligt meget store og kolde soveværelse, før rummet lyste op og det første spøgelse viste sig. ”Jeg er fortidens spøgelse”, sagde det, og hikkede – thi spøgelset var ikke helt appelsinfrit. ”Jeg vil vise dig fortiden, Scrooge, tag min hånd”, men Esbenezer var bange for spøgelsets spøgelsesagtige spøgelsesansigt. ”Humbug!” råbte han med sin skingre stemme, men spøgelset greb ham, og verden hvirvlede omkring dem.

Da Esbenezer igen åbnede sine øjne stod han i Teologis fredagsbar med spøgelset ved sin side. Omkring ham væltede stive studerende glade rundt og snakkede om penge, fisk og fisse og midt i rummet så han sig selv som ung tage en ølbong. Hans medstuderende klappede og hujede, og de kaldte ham Lord Lunde. Esbenezer havde helt glemt denne begivenhed. Han blev helt høj af glæde og kunne mærke sin egen iver og entusiasme, da han stod og diskuterede monoteisme. Verden hvirvlede igen, og nu stod de bag den unge Esbanezer til bachelorvejledning. Vejlederen var optændt af det spændende emne, og den unge Esbanezer strålede af stolthed og optændthed over sin faglighed og fordybelse. Endnu en gang hvirvlede verden tilbage til TeoBar, hvor hans unge selv var ved at forklare en lækker, rødhåret økonomipige på tour-de-fredagsbar om Grundtvigs vidunderlige verden. Og hun forstod det. Den gamle Esbernezer kunne mærke blodet suse i årerne over kicket ved at imponere med og dele ud af sin passion for sit felt.

Men pludselig blev Esbenezer overvældet af to uvårne jurastuderende. De grinede af ham, kaldte Grundtvig for gammel, støvet og ligegyldig, og de kastede fiskeshots på ham. Skammen, meningsløsheden og uretfærdigheden boblede op i den gamle Esbenezer, som han så sit unge selv græde og tisse i bukserne. Væk var stoltheden og passionen, han havde følt sig grim, foragtet og forhadt. Han kiggede på økonomipigen, som rystede på hovedet og vendte ryggen. Han kunne huske sin egen foragt over, at hun var på deres side. Aldrig mere skulle en DJØF’er sætte ham på plads! Men da hans unge selv løb ud af rummet, så han hende konfrontere juristerne og give den ene en lussing med sin statistiske tiårsoversigt.

Nutidens spøgelse: Universitet i en grønthøstertid

Esbenezer sad alene i sin seng. Han havde grædt lidt. En længe glemt, fortrængt smerte var vældet op i ham igen. Men der var også et chok over at have taget fejl – hende pigen havde forsvaret ham. Esbenezer var rystet i sit fundament – hele hans indestængte had til den etablerede videnskabssystem virkede pludselig lidt fjollet. Måske var der folk blandt økonomerne, som egentlig syntes, hans egen afhandling om Grundtvigs frihedssyn ikke var noget vås? Det snurrede i hovedet.

Pludselig stod der et nyt spøgelse foran ham. Det bar tunge lænker og et stort ur. ”Jeg er nutidens spøgelse, tag min hånd!” Tøvende rakte Esbenezer hånden frem, og i næste nu stod de på TeoBar. Baren var næsten tom, og et skema på væggen tilkendegav, at undervisningen var erstattet af ”personal, engaging home classroom”-undervisning. Der var ingen bar at købe kaffe eller fisk i længere, ”lukket pga. besparelser” stod der.

Verden hvirvlede, og de stod i den gamle vejleders kontor, hvor der nu sad tre forskere mast sammen og skrev på bevillingsansøgninger. På døren stod der ”Bachelorvejledningen er erstattet af peer-learning-supervision – se facebook”. I hjørnet af rummet stod der en studentermedhjælper og hældte gamle afhandlinger, bibler, kontorstole og en barselsvikar ned i en stor grønthøster, som sprøjtede en uformelig masse ned i en kasse med påskriften ”landbrugsstøtte”.

Fremtidens spøgelse: Dystopi, landbrug og ligegyldighed

Esbenezer sad ubevægelig i sin seng, fuld af en skam over konsekvenserne af sine egne handlinger, da det sidste spøgelse dukkede op. Det var skrækindjagende – helt gråt, på nær det flammende røde hår og en glitrende pose fuld af vielsesringe og syriske smykker. ”Tiden er kommet”, sagde spøgelset og tog den rystende Esbenezers hånd i sin iskolde klo.

En grå og regnfuld, næsten Bergen-agtig verden kom til syne. Det regnede. Et par gråklædte uniformsklædte hvide mennesker trak rundt på en grønthøster, mens de spejdede efter noget at putte i den. Verden hvirvlede igen. Han så en avisforside, der viste reklamer for at læse i udlandet. KU var grønthøstet væk, alle offentlige arbejdspladser var flyttet ud af byen og omdannede til landbrug på undtagelse af en 1-årig bibelskole, der var obligatorisk for borgere. Trods den hurtige gennemførselstid, var de studerende komplet ligeglade med den fascinerende undervisning i Grundtvig og reformationen – og Esbernezer så, at det var fordi de studerede bare for den formelle kvalifikation, og ikke af deres eget frie valg. Han så, hvordan hans land var suget tomt for hjernekraft, passion og frie initiativer.

Endelig så han sin egen begravelse. Præsten var ligegyldig og fraværende, kom ved en fejltagelse til at citere Grundtvig for et udpluk fra en sang af Rihanna, men ingen af de fremmødte ministre bemærkede det. Esbernezer græd. Men selv lyden forsvandt.

Epilog

Da Bob og de andre ansatte mødte ind næste dag, var grønthøsterne væk. Esbernezer havde en hippiefarvet cardigan på og stod ved et slideshow, der var fuldt af data. Bob genkendte sine snedige analyser og beregninger – Esbernezer havde limet dem sammen fra grønthøstningen og læst dem indgående. Et juletræ pyntede rummet, og under træet var der gaver til alle medarbejderne – en bog med Sydsæter, en film med Arnold Schwarzenegger og en bibel. Og sammen sang de alle en salme af Grundtvig, tog et shot fisk og installerede i fællesskab binscatter-pakken i Stata på alle fabrikkens computere.

Se det er et rigtigt juleeventyr, fyldt med fordybelse, forståelse, passion, inspiration, forskellighed, studentertillid, pebernødder og fisk. Glædelig jul!