Kassen er tom. Hvad så nu?

Den økonomiske lavkonjunktur presser statskassen. Skatte- og momsindtægterne styrtdykker, mens udgifterne til arbejdsløshedsunderstøttelse stiger tilsvarende eksplosivt. Det tilsammen efterlader blodrøde tal i bunden af det offentlige regnskab.

I år forventes et underskud på de offentlige finanser på 2,0 procent af BNP, mens det næste år spås at blive endnu værre. Et underskud på 4,9 procent af BNP i 2010 er så stort, at det – om ikke andet så teoretisk – sætter Danmark ude afstand til at tilslutte sig euroen.

Selvom underskuddet på de offentlige finanser ved første øjekast ser voldsomt ud, mener en tidligere overvismand ikke, at den tomme kasse bør komme som en overraskelse.

- Underskuddet skyldes i stor udstrækning de automatiske stabilisatorer. Da der er kommet et stort omsving i den økonomiske aktivitet, er det forventeligt, at de offentlige finanser vil blive forværret markant, forklarer Torben M. Andersen, der udover at være tidligere overvismand også er tidligere formand for Velfærdskommissionen.

Underskuddet, der i 2010 svarer til cirka 85 milliarder kroner, er dog blevet større på grund af politiske beslutninger som for eksempel skattelettelserne.

Endnu mener den tidligere overvismand og nuværende økonomiprofessor på Århus Universitet ikke, at udviklingen er bekymrende. Men trækker krisen i langdrag ændrer det billedet.

- Det afgørende spørgsmål er om krisen er vedvarende eller får strukturelle konsekvenser. I så fald vil underskuddet "gro fast", og det vil blive et problem som kræver politisk handling. Hvis krisen hurtigt er overstået, er det ikke det store problem, mener Torben M. Andersen.

Udover færre skatteindtægter og stigende udgifter til ledige skyldes en del af underskuddet også, at regeringen vil lempe finanspolitikken yderligere. Fornuftigt nok mener økonomiprofessoren, der dog minder om, at Danmark som en lille åben økonomi ikke selv kan bestemme, hvornår krisen skal være slut.

- Ja, forudsætninger for en ekspansiv finanspolitik er opfyldt - arbejdsløsheden er stigende, og risikoen for, at løn- og prisstigninger eller rentestigninger vil bremse effekterne, er små. Danmark er dog en lille åben økonomi, og det mindsker effekten af finanspolitik. Samtidig vil en finanspolitisk ekspansion ikke fuldstændig genskabe den tabte efterspørgsel, og derfor er der nogle strukturaspekter i relation til, hvem der rammes af krisen, og hvem der får gavn af den ekspansive
finanspolitik.

Kommer det her til at betyde noget for den langsigtede vækst?

- Det afhænger af hvor langvarig og dyb krisen bliver - en lang og dyb krise vil give nogle meget store tilpasningsproblem, som vil påvirke den økonomiske udvikling i en årrække.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk