Keynes og den aktuelle makroøkonomiske diskurs

Det har været en udfordring at gennemlæse og revidere mit 12 år gamle manuskript om Keynes og makroøkonomisk teori[1]. Kunne teksten stå distancen eller havde begivenhederne ikke mindst efter 2008 underløbet min daværende fremstilling af Keynes’ makroøkonomi? Det gik rimelig godt og resultatet af mit sommerarbejde vil kunne læses i den nye udgave, der udkommer i begyndelsen af november. Her vil der yder mere være et helt nyskrevet kapitel ’Keynes i dag’, som har givet mig anledning til bl.a. nedenstående refleksioner over Keynes, de makroøkonomiske lærebøger og den makroøkonomiske rådgivning i dagens Danmark.

Disse refleksioner spejler det umiddelbare indtryk, at Keynes, altså den originale Keynes, er stort set fraværende i den aktuelle økonomisk politiske rådgivning uanset at ordet ’keynesiansk’ eller rettere ’ny-keynesiansk’ ofte optræder. Det kan i sig selv give anledning til nogen ikke kun terminologisk forvirring for ikke-økonomer og måske også for mindre teorihistorisk trænede økonomer. Denne forvirring skyldes bl.a. at de ofte anvendte lærebøger i makroøkonomi på trods af deres erklærede ny-keynesianske afsæt ikke indeholder megen om overhovedet henvisninger til Keynes originale tekster bortset fra en rituel henvisning til
The General Theory of Employment, Interest and Money. Denne karakteristik er for mig at se dækkende bl.a. for de i København benyttede lærebøger, Mankiw’s ’Macroeconomics’, 7th ed. og Sørensen & Whitta-Jacobsen ’Introducing advanced macroeconomics, 2nd. ed. Disse lærebøger tager den generelle ligevægtsmodel som den ultimative analytiske model, når såvel den mere langsigtede vækst som de mere kortsigtede konjunkturbevægelser skal forstås. Det gjorde mainstream-økonomerne også tilbage i mellemkrigstiden. Det var med til at trække krisen i langdrag, idet den økonomiske rådgivning og dermed også i vidt omfang den økonomiske politik bidrog til at fastholde de fleste vestlige lande i høj arbejdsløshed og lav vækst. En situation, der til forveksling ligner den aktuelle. Det kunne en dybere forståelse af Keynes’ teoretiske arbejder og metodologiske anvisninger muligvis have ændret, hvilket dog kræver et kendskab til dem, som i dag sjældent om overhovedet formidles på økonomiuddannelsens bachelorniveau.

Makroøkonomi anno 2014: ’Quite wrong or nothing new?’

Det spørgsmål, som jeg derfor ikke har kunnet lade være med at stille mig selv hen over sommeren, er, hvad er det for forhold, der stiller sig hindrende for, at Keynes’ makroøkonomiske teori, der har en solid empirisk bekræftelse, kan trænge igennem i det dominerende fagøkonomiske miljø og dermed til den politiske beslutningstagning?

Der er en række paralleller mellem den fagøkonomiske diskussion i 1930erne og i dag. Keynes foregreb allerede i forordet til
The General Theory denne barriere, idet han skrev: ”mine neoklassiske kolleger vil i deres vurdering svinge mellem den opfattelse, at jeg enten tager fuldstændig fejl(’quite wrong’) eller intet afgørende nyt har at sige (’nothing new’)”. Og heri fik han ret. Hans neoklassiske kolleger afviste dengang, som det også sker i dag, kategorisk, at det markedsøkonomiske system ikke er selvoprettende. Derfor måtte Keynes’ ’nye’ teori efter deres mening søges i det nærmest trivielle forhold, at ’stive priser og pengeløn’ sinker den markedsøkonomiske tilpasning og derved forlænger krisen.

Denne afvisning bundede således i, at hans toneangivende kolleger i Cambridge (og på de fleste andre universiteter bl.a. i København) analyserede makroøkonomisk ubalance inden for rammerne af en (matematisk formuleret) ligevægtsmodel, som var forhåndsprogrammeret til at give en løsning, der indebar ’fuld’ beskæftigelse, hvis bare priser og lønniveau var tilstrækkeligt fleksible. Denne antagelse er fortsat grundlaget i de analytiske makromodeller, der benyttes i dag under, som nævnt, betegnelsen en generel ligevægtsmodel.

Dette metodologiske dogme gjorde det umuligt for datidens økonomer at indoptage Keynes’ banebrydende nye bidrag til makroøkonomisk teori: en påvisning af at mangel på informationer om fremtiden og den deraf følgende fundamentale usikkerhed, der må præge adfærden på mikro- og derfor også på makroniveau, ikke kan rummes inden for den neoklassiske makroøkonomiske teoriforståelse. Med dette udgangspunkt var scenen sat for den metodologiske afgrund, der skilte og stadig skiller Keynes fra de neoklassiske økonomer, der insisterer på, at makroøkonomi kan og skal kunne forstås inden for en sådan generel ligevægtsmodel. Keynes’ teoretiske konklusioner var set i dette neoklassiske perspektiv enten meningsløse; for usikkerhed kan ikke rummes i en sådan model, eller de bliver trivielle sig grænsende til vildledende, idet de bygger på den specielle antagelse, at lønniveauet vedvarende hindres i at tilpasse sig til det ’naturlige’ niveau. I den neoklassiske teori, hvor usikkerhed ikke inddrages eksplicit, er det let at konstruere en modelramme, hvor der altid er et sæt priser og lønninger, en såkaldt løsningsvektor, der sikrer ’fuld’ beskæftigelse.

I 1930’erne var ’usikkerhedens betydning’ en ny erkendelse, som Keynes bibragte den økonomiske videnskab. Det kan måske ikke overraske, at denne nye indsigt ikke umiddelbart blev forstået endsige accepteret af hans kolleger. Men at denne mangel på makroøkonomisk nytænkning fortsat mangler at få et afgørende gennembrud her mere end 75 år efter udgivelsen af
The General Theory og i lyset af endnu en verdensomspændende økonomisk krise, må give stof til undren – ikke mindst når hertil kan lægges, at Keynes’ makroøkonomiske forståelse giver en bedre empirisk forklaring af den vedholdende høje arbejdsløshed.

Så længe de dominerende fagøkonomiske miljøer holder fast i en modelkonstruktion, der ikke afgørende inddrager usikkerhed ved beskrivelsen af virkeligheden, er det vanskeligt at bebrejde de embedsmænd, der bidrager ved udformningen af den økonomiske politik, at deres rådgivning tager afsæt i den neoklassiske ligevægtsmodel; for det dominerer de økonomiske lærebøger. Her er fortsat teorien om, at ’udbud af arbejdskraft skaber sin egen efterspørgsel (Say’s Lov), og at ’der bør være balance på de offentlige budgetter’ en fast bestanddel.

Derimod er det for mig som fagøkonom og som aktiv forsker inden for feltet makroøkonomi en gåde, hvorledes den generelle ligevægtsmodel fortsat kan være den indiskutabelt benyttede analysemodel blandt langt de fleste af mine kolleger på de højere læreanstalter, og her taler jeg ikke kun om København og Århus. Når jeg gennemlæser indholdet af de dominerende lærebøger, sættes der end ikke et spørgsmålstegn ved anvendelsen af denne modelkonstruktion. Det er bare den model, der benyttes. Situationen fra 1930erne inden for økonomifaget har således ikke ændret sig på dette punkt. Hvis ikke en generel ligevægtsmodel baseret på et neoklassisk mikroøkonomisk grundlag benyttes, så anses analysen simpelthen for at være ’forkert’ – så er det ikke makroøkonomi.

Det fremstår herved i undervisningen, som om Keynes aldrig havde skrevet én linje, bortset fra at have udarbejdet hovedprincipperne bag nationalregnskabsstatistikken.

For ikke-fagøkonomer må denne konklusion lyde meget kategorisk. For der er som nævnt i hovedteksten en gruppe af økonomer blandt neoklassikerne, der kalder sig ’ny-keynesianere’. De kan da ikke være helt upåvirkede af, hvad Keynes i sin tid skrev? Skulle man mene. Men det er de, i og med deres makroøkonomiske analysemodel fortsat er den generelle ligevægtsmodel, blot tilsat den ’keynesianske’ twist, at ufleksible priser og lønninger kan forårsage, at det trækker nogle år ud inden den ’fulde’ beskæftigelse nås.

Makroøkonomisk rådgivning, anno 2014
Det er bl.a. et synspunkt som aktuelt forfægtes af Det økonomiske Råds formandskab (’vismændene’), når de argumenterer for, at der på helt kort sigt (1-2 år) kan accepteres et underskud på de offentlige budgetter, hvis blot det samtidigt politisk besluttes, hvorledes et tilsvarende overskud skabes på et senere tidspunkt i konjunkturforløbet. Lidt populært sagt kan denne politik formuleres således, at ’der i en lavkonjunktur er ét, men kun ét, skud i den finanspolitiske bøsse’. En argumentation, der ud i ’vismændenes’ egen selvforståelse berettiger dem til at kalde sig ’ny-keynesianere’.

At ’vismændene’ grundlæggende benytter sig af den neoklassiske generelle ligevægtsteori og model, slog de bl.a. fast i deres eget 50 års jubilæumsskrift fra 2012. Her skriver de, at ’den langsigtede sammenhæng mellem arbejdsudbud og beskæftigelse er såvel teoretisk som empirisk velunderbygget’, s. 451
[2]. At Det økonomiske Råds formandskab mener det alvorligt, at ’udbud skaber sin egen beskæftigelse’ blev endnu en gang bekræftet hen over sommeren 2014. To af ’vismændene’ havde netop offentliggjort et studie inden for rammen af en generel ligevægtsmodel, hvor effekten af at nedsætte topskatten blev fremlagt[3]. Det nye i dette studie var, at beskæftigelsen ville stige så meget, at nedsættelsen af topskatten blev mere end selvfinansierende. Budskabet fra formandskabet var således, at en sænkelse af topskatten ikke alene ville øge BNP, men samtidig skabe et råderum på de offentlige budgetter til at øge velfærden (i form af øgede offentlige udgifter). Denne akademiske øvelse viste, hvor ’bøjeligt’ et analyseinstrument en generel ligevægtsmodel kan gøres til – stort set et hvilket som helst resultat kan nås, hvis blot modellen ’programmeres’ rigtigt. Resultatet blev således også straks imødegået af finansministeriet, ikke fordi økonomerne dér var uenige i brugen af den generelle ligevægtsmodel; men fordi de forhåndsprogrammerer den anderledes. Finansministeriet anfægtede ikke grundantagelsen, at reducerede skatter øger udbuddet af arbejdskraft, og heller ikke at ’udbud skaber sin egen efterspørgsel efter arbejdskraft’. Her var alt ved det gamle. Uenigheden udsprang udelukkende af, at ’vismændene’ havde ’glemt’, at der ifølge de gældende overenskomster for offentligt ansatte og den eksisterende sociallovgivning reguleres lønnen til offentligt ansatte ligesom en række sociale ydelser i takt med stigningen i BNP. Den forøgede vækst ville derfor udløse øgede offentlige udgifter og herved alligevel efterlade et hul i statskassen. Sammenhængen mellem BNP-vækst og offentlige udgifter kan naturligvis modificeres gennem en ændret lovgivning, som det allerede er sket med skatte- og dagpengereformen fra 2012, hvorved modellen kan give det ønskede resultat. Da dette spørgsmål om forskelle i forhåndsprogrammering af modellen var afklaret mellem de deltagende økonomer, indtrådte der atter fuld enighed i det dominerende danske økonommiljø. Her er finanspolitikkens vigtigste opgave fortsat at sikre ligevægt på de offentlige budgetter, hvilket i enhver henseende er anti-tesen til Keynes’ finanspolitiske konklusioner, jfr. kapitel 6 (i hovedteksten).

Der er således noget paradoksalt ved, som fagøkonom og teorihistoriker at være vidne til, at den makroøkonomiske teori tilsyneladende er gået i ring igennem og atter solidt forandret i den teoridannelse, der herskede i mellemkrigstiden. En række af de teoretiske argumenter, der i dag forfægtes af de toneangivende økonomer i ind- og udland, er indholdsmæssigt næsten en afskrift af de selvsamme teorier som dominerede for nu mere end 75 år siden, blot i dag omgærdet af en massiv vognborg af for de fleste almindelige mennesker vanskeligt gennemtrængelig matematik. At teorien går i ring er majoriteten af de ny-keynesianske økonomer formentlig uvidende om, da ’den økonomiske teoris historie’ for længst er slettet som et obligatorisk fag på økonomistudierne.
[4]

Makroøkonomiske lærebøger, anno 2014
Et andet for mig ligeså tankevækkende paradoks er det, at den aktuelle økonomiske krise ikke har givet mine fagøkonomiske kolleger anledning til en mere grundlæggende revurdering af indholdet i deres makroøkonomiske lærebøger. For det er ikke nogen overdrivelse at konstatere, at aldrig har så mange økonomer taget så meget fejl, som af den økonomiske udvikling igennem de seneste 10 år. I midten af 2000’erne dominerede forestillingen om the new moderation: at større konjunkturbevægelser hørte fortiden. Men også efter 2008 dominerer the new moderation fortsati lærebøgerne blot med den tilføjelse, at stødene udefra kan være større end hidtil antaget f.eks. den internationale finanskrise og statsgældskrisen, hvilket blot understreger betydningen af, at arbejdsmarkederne bør gøres endnu mere fleksible.

Givet er det i hvert fald, at vi skal helt tilbage til 1930’erne for at finde tilsvarende systematiske fejlvurderinger af det ’udeblevne opsving’, der bl.a. skyldes en siden 1930’erne uset stram økonomisk politik. Antagelsen om det selvregulerende makroøkonomiske system er så åbenbar urealistisk, hvilket bl.a. udviklingen i den europæiske arbejdsløshed siden midten af 1970’erne er et direkte vidnesbyrd om.

Det er således ikke kun perioden efter 2008, der burde have manet til fagøkonomisk selvkritik. For fraværet af noget der blot kunne minde om et selvregulerende makroøkonomisk system har været evident siden 1970erne i form af stigende arbejdsløshed, inflation, boligbobler, betalingsbalanceunderskud og uligevægt på de offentlige budgetter. På denne empiriske baggrund er det derfor ikke kun mig, der spørger ’What Went Wrong?’ med lærebøgerne. Det var også overskriften på forsiden af det britiske ugemagasin
The Economist i 2009 med en tegning af en lærebog i ’Modern Economics’ under total nedsmeltning og med nogle markante udtalelser om nytten, eller rettere snarere det modsatte, af de seneste 30 års makroøkonomiske forskning.

Men svaret fra de fortsat dominerende lærebogsforfattere lader stadig (2014) vente på sig. Og det uanset, at det efterhånden er blevet en fast praksis, at den økonomiske rådgivning må konstatere, at opsvinget nok alligevel først kommer til næste år. Alene på den baggrund ville det for mig at se være en (oplagt) anledning til, i hvert fald for de selverklærede ’ny-keynesianske’ økonomer at læse, hvad Keynes egentlig skrev om makroøkonomisk teori og metode og dernæst at overveje, hvorfor tager ’vi’ systematisk fejl? Det kunne jo være, fordi forståelsen af den fundamentale usikkerhed såvel teoretisk som analytisk er fraværende i de generelle ligevægtsmodeller, som Keynes om nogen advarede kraftigt imod brugen af. En sådan fornyet erkendelse kunne føre til en mere realistisk teoridannelse og modelbrug både i de makroøkonomiske lærebøger og måske mindst ligeså vigtigt ved rådgivningen om den økonomiske politik.


[1] John Maynard Keynes – den makroøkonomiske teoris oprindelse og udvikling, København: Djøf Forlag, 2002. Den nye stærkt reviderede udgave udkommer 3. november 2014

[2] Formandskabet for De Økonomiske Råd (2012), Om behovet for at spå afsluttende kapitel i et bredt anlagt ‘Jubilæumsskrift: De økonomiske Råd – 1962-2012, kan downloades fra www.dors.dk

[3] Kreiner, C.T., Munch, J.R. & H.J. Whitta-Jacobsen (2014), Taxation and the Long Run Allocation of Labor: Theory and Danish Evidence, Journal of Public Finance, CEPR Discussion Papers number 9275.

[4] Tankevækkende er det, at studerende må ty til andre fagområder for at få en præsentation af, hvad Keynes egentlig skrev. Her er det frugtbart at konsultere Robert Skidelsky’s (britisk historiker) fornemme tre-binds biografi om John Maynard Keynes udgivet 1983-2000. Den findes også i forskellige forkortede udgaver.

    Kommentarer

  • Hvis det forholder sig sådan, at ”Keynes’ banebrydende nye bidrag til makroøkonomisk teori: en påvisning af at mangel på informationer om fremtiden og den deraf følgende fundamentale usikkerhed, der må præge adfærden på mikro- og derfor også på makroniveau…” endnu ikke har kunnet inkorporeres i generel ligevægtsteori, så kan det skyldes to forhold:

    1. (a) At tekniske vanskeligheder hidtil har hindret økonomer i at formulere ”Keynes’ banebrydende nye bidrag” matematisk, men at det vil lykkes en gang i fremtiden. (b) Det kan selvfølgelig også skyldes, at der bare ikke er nogen økonomer ud over de få udvalgte som Jesper Jespersen, der VIRKELIG har forstået Keynes, og at alle andre ikke forstår, hvad der er ”Keynes’ banebrydende nye bidrag” uanset hvor mange gange de læser eller genlæser General Theory.

    Her ville det selvfølgelig have været en stor hjælp, hvis de, der som Jesper Jespersen, har gennemskuet Keynes og bare VED, hvad Keynes VIRKELIG mente, havde ladet deres indsigtens klare lys skinne over den økonomiske profession og bidraget med en meget præcis verbal beskrivelse af ”Keynes banebrydende nye bidrag” (og havde formuleret nogle passende falsifikationskriterier oveni) – og det hele så præcist formuleret, at de bedste matematisk trænede økonomer ville kunne formulere vel især investorernes stokastiske adfærd i generelle ligevægtsmodeller, og på en måde, så de kan testes empirisk. At det endnu ikke er sket her snart 80 år efter General Theory må der være en forklaring på. Forklaringen er nok, at den lille eksklusive gruppe af økonomer, der har en helt særlig adgang til at forstå Keynes, som er alle andre forment, holder på deres velbevarede hemmelighed for at kunne håne alle andre økonomer for ”at gå i ring” og i virkeligheden være slaver af en eller anden ”defunct economist” fra mellemkrigstiden. Eller no’et…

    1. Den anden mulighed er, at Keynes’ påståede ”banebrydende nye bidrag” er noget verbaløkonomisk nonsens, som ikke kan formuleres præcist, som ikke står for en nærmere videnskabelig prøvelse, og som mere har karakter af at være en religiøs besværgelse for de troende. Hvis ”Keynes’ banebrydende nye bidrag” ikke kan formuleres præcist, hvis man ikke kan udlede nogen præcise konsekvenser af teorien, og hvis teorien heller ikke kan falsificeres på nogen som helst måde, så er det mere religion end videnskab.

    Uanset hvilken forklaring, der er rigtig, så vil denne debat aldrig få en ende, så længe der er økonomer, der fortsat vil hævde, at uanset hvordan keynesianske effekter formuleres i dynamiske, stokastiske generelle ligevægtsmodeller, så var det ikke det, som ”Keynes virkelig mente”. Og at der er en dyb indsigt hos Keynes, som ingen nutidige økonomer forstår, men som på nærmest mystisk vis, uden at være formuleret i nogen model, ”giver en bedre empirisk forklaring af den vedholdende høje arbejdsløshed”.

    6 år siden

  • Jeg er som saadan enig med Torben Pedersen. At holde teksten op som et religioest skript er lidt fjollet. HVIS der er en pointe som andre ikke har fanget --> lav et ordentligt papir med en god model der fanger den. HVIS IKKE, hold da venligst op med at poste det her nonsens i tide og utide.

    Hvis du har en pointe, saa vis den gennem haardt arbejde fremfor gennem taagesnak.

    6 år siden

  • Åh nej, ikke igen. Kan det da ikke være fuldstændig ligegyldigt, hvad Keynes mente eller ikke mente? Det afgørende må vel være, hvorvidt de økonomiske teorier kan bruges til at sige noget om virkeligheden, og dermed om modellernes resultater kan testes på data. Jeg har aldrig læst noget af Keynes og kommer nok heller ikke til det. Jeg har heller aldrig læst noget af Schumpeter, von Hayek, Marshall eller andre gamle travere. Men derfor kan jeg godt forholde mig til makroøkonomisk teori og virkelighed.

    Det er jo åbenlyst, at i en situation med et ekstremt negativt efterspørgselsstød, der kan der på kort sigt meningsfyldt føres ekspansiv økonomisk politik. Det er lige så åbenlyst, at i en situation med fuld beskæftigelse, der er ekspansiv økonomisk politik en dårlig løsning. Om denne indsigt så skyldes Keynes, Hicks, Friedman, Lucas eller andre er vel i og for sig underordnet, så længe budskabet er forstået. Det er jo også lige så åbenlyst, at der er en positiv sammenhæng mellem arbejdsudbud og beskæftigelsen. Ellers skulle et land som Tyskland jo have massearbejdsløshed, da de har et langt større arbejdsudbud end Danmark. Tyskland har selvfølgelig også en langt større efterspørgsel end Danmark, men den efterspørgsel kan jo kun tilfredsstilles, hvis der også er nogen arbejdere, der udbyder noget arbejdskraft, så der kan produceres.

    Man kan så diskutere, om der kan være langsigtede effekter af økonomisk politik og stiafhængighed. Det vil mange mene, og det kan man sådan set godt vise inden for rammerne af moderne makroøkonomi med et mikroøkonomisk fundament. (F.eks. mit eget beskedne bidrag til den litteratur: Permanent Effects of Monetary Policy in a Dynamic Menu Cost Model, Economics Letters, 1996. Et bidrag der ganske rigtigt også er uden henvisning til Keynes. Men det gør det vel ikke mindre interessant, hvad modellen siger?) Det er sådan set ikke uforeneligt med moderne makroteori, at havne i ligevægte, der kan involvere permanent arbejdsløshed. Men det kræver selvfølgelig, at man læser den moderne makroteori for at vide det og ikke kun forsøger at tale metodologi og kategorisere bidrag til økonomisk teori i bestemte skoler.

    PS! Strengt taget så er IS/LM-modellen jo også en generel ligevægtsmodel, da det er en model, der beskriver en simultan ligevægt på vare-, penge- og obligationsmarkedet. Mit indtryk er, at du ikke har så meget imod den type generelle ligevægtsmodeller, eller tager jeg fejl, fordi Hicks misforstod Keynes?

    6 år siden

  • Wenn wir jener Zeit gerecht werden wollen, müssen wir die wertlose Spreu vom wertvollen Weizen trennen. Wie wird unsere heutige Wirtschaftswissenschaft dastehen, wenn die Kritiker in zwei- oder dreihundert Jahren auf den Gedanken kommen, sie nach all dem zu beurteilen, was in den letzten zehn Jahren über ökonomische Themen geschrieben wurde? Was aber ist, abgesehen von wenigen Leistungen, die allgemein anerkannt sind, der Weizen? Hierbei muss sich jeder auf seine eigene Wertung der analytischen Qualität verlassen – die einzige Art von Werturteilen, die in der Geschichte der Wirtschafswissenschaft statthaft und gleichzeitig unvermeidlich ist, wobei man sich oft nur darüber einigen kann, dass man verschiedener Meinung ist. Joseph A. Schumpeter; "Geschichte der ökonomischen Analyse", Göttingen - Vandenhoeck & Ruprecht 1967, side 438. (værket fylder ca. 1500 sider, og er en lang gennemgang af historiske eksempler på, hvor dogmatisk forblindet og sært stolt man har været af forestillingen om sin egen unikke position i forhold til alle andre) Kommentaren er således en kommentar til den kommentar, som man finder her over, hvor stoltheden, over ikke at kunne/vil se sine bidrag i historisk kontekst, kommer til udtryk som en simpel forveksling med en udmærkelse.

    6 år siden

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk