Klimaet er blevet mere værd

- eller udtrykt mere præcist: De beregnede omkostninger ved udledningen af drivhusgasser er steget væsentligt i år. I hvert fald ifølge William Nordhaus, en grand old man indenfor klimaøkonomien. Som manden bag DICE (Dynamic Integrated model of Climate and the Economy) er han en pioner indenfor anvendte klimaøkonomiske modeller. Siden den første version af DICE-modellen i 1992 har denne model været førende indenfor kvantitativ modellering af de formodede økonomiske konsekvenser af drivhusgas-udledninger og klimaforandringer. Nordhaus har sammen med assistenter løbende udarbejdet opdaterede og forbedrede DICE-versioner i takt med udviklingen af både den naturvidenskabelige og samfundsøkonomiske forskning i klimaspørgsmål, og for nylig har han udsendt en 2016-version, som er nærmere beskrevet i arbejdspapiret her.

En af de markante nyheder i opdateringen er at omkostningen ved udledning af et ton CO2 er blevet oprevideret med mellem 50 og 80 % i forhold til den tidligere 2013-version, afhængigt af det specifikke forløb. Der er tale om den såkaldte SCC (Social Cost of Carbon), som er en nøglevariabel indenfor klimaøkonomiske diskussioner. Den måler nutidsværdien af de fremtidige økonomiske omkostninger som en marginal udledning af drivhusgasser vil medføre ifølge de nærmere forudsætninger i modelforløbet. SCC bliver ofte brugt til at opsummere og sammenligne forskellige økonomiske beregninger af klimaeffekter og anvendes også som referencepunkt i diskussioner om betimeligheden af klimapolitiske tiltag. Den amerikanske regering udarbejder og opdaterer således løbende en officiel SCC-værdi. Regeringens beregningsmetode bygger i øvrigt netop på beregninger fra DICE sammen med to andre kendte klimaøkonomiske modeller, FUND og PAGE.

I den nyeste DICE-version bliver den centrale SCC for et ton CO2 udledt i 2015 beregnet til 31 dollar, hvor den tidligere 2013-version kom frem til 17 dollar. Anvender man en real diskonteringsrate på 3 % i stedet for Nordhaus' foretrukne på godt 4 %, bliver SCC i stedet 79 dollar i den nye modelversion. Oprevisionen skyldes en række forskellige ændringer i modellen, som nærmere dekomponeres i arbejdspapiret; en af de vigtigste er en revision af den måde kulstofkredsløbet repræsenteres på i modellen. Den ret store oprevision illustrerer i sig selv den store usikkerhed der ligger i arbejdet med at vurdere de økonomiske konsekvenser af klimaproblemerne. Der er mangel på præcis viden om en række af de både naturvidenskabelige og samfundsøkonomiske forudsætninger der ligger til grund for antagelserne i DICE. Såvel diskonteringsratens størrelse som selve samfundsvelfærdsfunktionens funktionelle form har været genstand for kritik; en enkelt fremtrædende klimaøkonom, Robert Pindyck, er gået så vidt som til at sætte spørgsmålstegn ved om det overhovedet er meningsfuldt at anvende modeller som DICE. De fleste økonomer der arbejder seriøst med klimaspørgsmål, har nok den mere pragmatiske opfattelse at usikre beregninger ofte er bedre end ingen beregninger – blandt andet fordi de udgør et startpunkt hvorfra man metodisk kan arbejde med at forbedre informationsgrundlaget.

Set ud fra et universitetspædagogisk synspunkt har DICE i øvrigt nogle fortrinlige egenskaber der gør den interessant også for studerende og undervisere. I betragtning af hvor vigtige spørgsmål modellen bruges til at undersøge, og i hvilke sammenhænge dens resultater anvendes, er modellens struktur forbløffende simpel. Modellen er således betydelig enklere og mere simpelt opbygget end anvendte computermodeller som SMEC og ADAM der bruges i udarbejdelsen af den økonomiske politik herhjemme – for ikke at tale om en model som DREAM, som den er tættere beslægtet med, både hvad den økonomiske grundstruktur og den konkrete programmeringsfacon angår. DICE er grundlæggende opbygget som en Ramsey-vækstmodel hvor det centrale afvejningsproblem handler om at fastlægge det optimale forbrug i dag i forhold til opsparingen og dermed forbruget i morgen. Til dette spørgsmål føjer modellen så en anden afvejning: Hvor mange drivhusgasser skal man udlede i dag, vel vidende at flere udledninger giver større produktion i dag, men skader fremtidens forbrugsmuligheder via de afledte naturvidenskabelige effekter. Der er således i bund og grund tale om et simpelt intertemporalt optimeringsproblem med to typer kapital der kan spares op i: traditionel fysisk kapital og ”klimakapital”. At der er brugt mange kræfter på at beregne og indlægge modellens naturvidenskabelige komponenter ændrer ikke på at tankegangen i modellen er meget nem at overskue. Det er en egenskab man bør sætte pris på i en modelverden hvor ambitionen om at lave meget realistiske modelleringer tit kommer i konflikt med overblikket over modellernes egenskaber og virkemåde – en problemstilling der er kendt som ”Black Box-syndromet”. Modellen er samtidig også et eksempel på hvordan der kan være relativt kort fra de teoretiske modeller man lærer på økonomistudiet (her en velkendt vækstmodel) til yderst relevante og vigtige anvendelser på et højt plan i centrale økonomiske spørgsmål.

William Nordhaus har foretaget det både principielt sympatiske og strategisk smarte træk at han lægger programellet til sine modeller (skrevet i GAMS-kode) åbent op på sin hjemmeside til fri afbenyttelse. Det gælder også den nyeste 2016-version. Det understøtter udbredelsen af modellen. Såvel mange specialer og studenteropgaver som mere fremtrædende forskningsartikler af andre økonomer i tidens løb bygger således på anvendelser og udvidelser af DICE-modellen. Det er derfor også værd at være opmærksom på denne mulighed for bachelor- og måske især specialestuderende med interesse for klimaøkonomi og lyst til at arbejde med anvendte kvantitative økonomiske modeller.