KosmoPolit: Praktik i Kenya

Hvor er du i praktik og hvorfor valgte du dette?

Jeg er i praktik i handelsafdelingen på den danske ambassade i Nairobi, Kenya. Jeg arbejder tæt sammen med de to vækstrådgivere, der arbejder med henholdsvis miljø og fødevarer. Praktikken varer et halvt år og startede 1. februar.

Jeg interesserer mig for udvikling, miljø og international handel, og derfor søgte jeg stillingen som praktikant hos vækstrådgiverne. Vækstrådgiverne arbejder i 12 lande med at etablere og facilitere Myndighedssamarbejde i strategiske sektorer. I Kenya er der to Vækstrådgivere, der arbejder med henholdsvis grøn vækst, cirkulær økonomi og ressourceeffektivitet samt fødevaresikkerhed og værditilførsel i landbrugssektoren. 

Kenya er Østafrikas økonomiske centrum og et marked i rivende udvikling. Landets økonomi er stadig i høj grad baseret på landbrug, men produktion og handel fylder mere og mere – og det er i praksis rimelig ureguleret. Jeg så derfor praktikken som en unik mulighed for at arbejde med både økonomisk udvikling og handel, få et indblik i økonomisk diplomati på en stor dansk ambassade og ikke mindst at bo i Nairobi i et halvt år.  

Hvordan er ambassaden? Hvor bor du, mens du er i praktik?

Ambassaden i Nairobi er Danmarks største ambassade i Afrika med næsten 60 fastansatte medarbejdere. Der er et internationalt arbejdsmiljø med flere kenyanere end danskere ansat. Ambassaden består lidt forenklet af 3 afdelinger: Handelsafdelingen, den politiske afdeling samt en visum- og konsulær afdeling. Ambassaden dækker Kenya, Somalia, Eritrea og Seychellerne. Det kenyanske landeprogram har især fokus på good goverance, sundhed og grøn vækst.  

I handelsafdelingen er vi to praktikanter: Én hos vækstrådgiverne og én hos eksportrådet, der blandt andet hjælper danske virksomheder, som vil ind på det kenyanske marked. Derudover er der to praktikanter i den politiske afdeling, hvor den ene dækker det kenyanske landeprogram og den anden det somaliske.

Ambassaden har ry for at være en af de flotteste danske ambassader. Den ligger i Runda, som blev udviklet da FN oprettede deres hovedkontor for UN Environmental Programme i 70’erne. I området omkring den danske ambassade ligger andre ambassader, FN, en stor skov med løberuter, kunstgallerier og nogle ret store villaer.

Af sikkerhedsmæssige hensyn sørger ambassaden for en lejlighed, som alle praktikanterne bor i. Hver morgen bliver vi hentet af en bus, og om eftermiddagen bliver vi kørt hjem igen. Lejligheden virker kæmpestor, når man kommer fra et københavnsk kollegieværelse og var fuldt møbleret, da vi flyttede ind. Oven i hatten kommer Rose to gange om ugen og gør rent, vasker tøj og stryger vores skjorter.

Hvilke opgaver har du? Hvordan er niveauet og arbejdsmængden?

Jeg har kun været her i små to måneder, og fra starten har jeg haft rigtig travlt. Det tog et stykke tid at sætte sig ind i de forskellige komponenter i projekterne, lære de kenyanske partnere at kende og forstå de forskellige agendaer. Umiddelbart er der rigtig langt fra både lærerbøger og Danmark til projekterne i Kenya. Men jo mere jeg har lært om projekterne, jo mere kan jeg se min faglighed komme i spil. Mange af udfordringer handler i virkeligheden ofte om eksternaliteter, økonomiske incitamenter og asymmetrisk information.

Man kommer dog ikke udenom, at en stor opgave er at planlægge og eksekvere besøg af danske myndigheder og eksperter, hvilket også involverer en del praktiske opgaver.

Af de lidt sjovere opgaver har jeg arbejdet med en præsentation af fordelene ved omstilling til cirkulær økonomi, der er tiltænkt virksomheder, vi gerne vil overtale til at indgå i et netværk af private og offentlige aktører. På miljøprojektet er der også en komponent, der handler om økonomiske instrumenter, der skal facilitere den grønne omstilling, som jeg regner med at arbejde mere med.

På fødevareprojektet har jeg været ude og besøge kooperativer og producenter af mælkeprodukter og grøntsager. Jeg skal til at lave en gennemgang af de forskellige økonomiske incitamenter i mælkeproduktionen, og vi er ved at udvikle et værdikædeprogram for mejerisektoren. Derudover er det også spændende, at en del af opgaverne ligger uden for Nairobi, så jeg kommer ud og ser lidt af landet.

Hvordan er det sociale på ambassaden? Hvordan er omgivelserne i og omkring Nairobi?

Da vi er fire praktikanter, der bor sammen, og alle sammen skal være her i et halvt år, er det meget oplagt, at vi også bruger en del af vores fritid sammen – indtil videre har det både involveret festivaler, byture, restaurantbesøg, weekendture ud af byen og sightseeing i Nairobi.

De øvrige ansatte på ambassaden har også været gode til at inkludere os i det sociale. Jeg har blandt andet været på en 5-dages tur til Mt Kenya med tre kolleger, og jeg har spillet fodbold til Global Goals World Cup, hvor ambassaden stillede med et hold.

Nairobi er en travl storby med alt hvad hjertet begærer, og man kan hurtigt få brugt sin beskedne kompensation fra ambassaden. Den hurtigt voksende middelklasse i Kenya har betydet, at byen har masser af gode restauranter, store shoppingcentre, barer og klubber. Langt de fleste kenyanere snakker flydende engelsk, har en uformel omgangstone og en humor, der er tæt på den danske

Den økonomiske ulighed i Nairobi er overvældende. Ved siden af ambassaden bor en ædelstensforhandler med privat helikopter, men i Nairobi ligger også Afrikas største slum, Kibera. Det politiske liv i Kenya er en heftig cocktail af korruptionsskandaler og etniske spændinger imellem de dominerende stammer, som forstærkes af en tørke, der har varet i mere end et år. Der skal være valg til august og det er noget, der fylder meget – både i medierne og i diskussionerne over frokosten på ambassaden.

Kenya er et yndet turistmål, og der er rig mulighed for at udleve Hemingway-drømmen på savannen i Masai Maara, besøge Karen Blixen-museet eller sole sig under palmerne på kridhvide strande i Diani. Der er altså rigelig med udflugtsmål for weekenderne.

Hvad er det bedste ved at være i praktik, og vil du anbefale et praktikophold på den danske ambassade til andre?

Først og fremmest får man et indblik i udenrigstjenestens arbejde, og hvordan Danmark arbejder i en udviklingsøkonomi. Derudover får man en smagsprøve på, hvordan det er at arbejde på en international arbejdsplads.

Noget, jeg synes, er super fedt ved at arbejde på ambassaden, er at arbejde sammen med folk med helt andre uddannelser end min. Tidligere har jeg haft studenterjob, hvor de fleste andre har været økonomer, men det er bestemt ikke tilfældet på ambassaden. Det er virkelig fedt at se sin faglighed spille ind og komplimentere andres arbejde.

Jeg vil klart anbefale at komme i praktik på den danske ambassade i Nairobi. Kenya er et vildt spændende land med masser af muligheder – både på ambassaden og i fritiden.

Den danske ambassade i Kenya søger lige nu fire praktikanter til næste semester. Du kan læse mere om de forskellige stillinger her.


Faktaboks

Er du på udveksling eller i praktik og har lyst til at fortælle andre polit-studerende om din oplevelse, dit nye hjem og hvorfor det lige netop er det allerbedste sted at tage hen?

Skriv til os på nyt@altandetlige.dk. 


Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk