Hvor kommer lovene fra?

NB: CEPOS søger en ny student til at hjælpe med at opgøre konsekvenserne af regulering. Læs mere her.

For nylig offentliggjorde jeg et notat, som viser, at mængden af love og regler er tredoblet på 28 år (se figur). I gennemsnit er antallet af ord vokset med 4% om året - hvis denne udvikling fortsætter, vil der være 23 gange så mange ord i lovgivningen, når vi dør, som da vi blev født.

Figur: Væksten i love og bekendtgørelser 1989-2017

Udover at være et angreb på borgernes frihed (fx er det ikke oplagt for mig, hvorfor staten skal bestemme, hvor meget benplads man skal have på sit toilet), tyder udenlandske undersøgelser på, at der er både økonomiske omkostninger og fordelingsmæssige konsekvenser ved stigende regulering (jeg har en kort gennemgang s. 6-8 i notatet).

Men hvor kommer alle lovene egentlig fra?

Der er en lang række kilder til nye love. EU er en af de mere forhadte, men i det følgende vil jeg fokusere på to kilder, som jeg finder ret interessante, nemlig som svar på problemer og som finansieringsgenvej til politiske mål (fremme af særinteresser, hvor fx organisationer får gennemført lovgivning, der gavner medlemmerne på bekostning af resten af samfundet, er sandsynligvis en vigtigere - men også mere velkendt - kilde, som I kan høre Milton Friedman fortælle om her).

Nye regler som svar på problemer (men uden at tage fat om nældens rod)

Love opstår bl.a. som svar på sociale og samfundsmæssige problemer. Hvad enten det er indvandring, høje udgifter til videregående uddannelser, eller høje kommunale omkostninger, så giver det politikerne et incitament til at vise handlekraft ved at indføre nye love til at bekæmpe problemerne. Når udgifterne til videregående uddannelser stiger, ligger det derfor lige for, at politikerne indfører fremdriftsreformer osv. for at holde udgifterne i ro.

Set udefra kan de nye regler dog ofte ligne symptombehandling, som ikke løser de grundlæggende problemer. Dette gælder fx den nylige skandale i København, hvor boligejere er blevet afkrævet priser af Københavns Kommune for rengøring af fortove, der er ti gange højere end det tilladte.

Skandalen i København er opstået, fordi en ændring af Vejloven fra 2015 betød, at kommunen kun må opkræve priser for bl.a. renhold af fortove, der er på niveau med markedsprisen. Det kan jo lyde fint nok, men som liberal tænker jeg alligevel, hvorfor der overhovedet var behov for den lov? I et frit samfund må folk vel selv vælge, hvem der skal feje deres fortove? Kommunen skal alene føre tilsyn med, at det rent faktisk sker. Men i stedet for at fjerne loven, der giver kommunerne ret til at rengøre fortovene på borgernes regning, har man altså symptombehandlet.

Et andet eksempel (og måske mere nærværende for læserne) er fremdriftsreformen mv. i uddannelsessektoren. Behovet for reformerne er opstået, fordi for mange er for længe om at færdiggøre uddannelserne, eller vælger uddannelser, der fører til arbejdsløshed. Og igen symptombehandler man (med mere tvang i form af fremdriftsreformer osv.) frem for at tage fat om nældens rod, som bl.a. er en af verdens mest lukrative SU-systemer.

Selvom det selvfølgelig aldrig er helt så simpelt, så ser det ud til, at samme budskab ligger skjult i mange politiske dagsordener. Ville vi fx have behov for de meget stramme regler på udlændingeområdet, hvis ikke vi havde en (i internationalt sammenhæng) høj kontanthjælp?

Nye regler som finansieringsgenvej til politiske mål

Regulering kan også virke som en genvej til at opnå politiske mål, som det ellers ville være svært at finde finansiering til. Typisk vil politikere, der ønsker at bruge flere penge, blive mødt med et krav om at finde finansiering til deres forslag. Men dette gælder ikke nødvendigvis, hvis man i stedet for at støtte et projekt økonomisk, tvinger nogen til at gennemføre det ved hjælp af regulering.

Et godt eksempel på dette var Ritt Bjerregårds billige boliger. Ritt Bjerregård (S) havde for godt 10 år siden, da hun var overborgmester i København, et politisk ønske om at skabe 5.000 boliger, der maksimalt kostede 5.000 kr. om måneden. Der er i princippet to måder, man kan opnå målet på. Enten kan man betale nogen for at bygge boligerne til under markedspris. Det koster nogle penge, som man skal ud at finde konkret finansiering til. Alternativt kan man juridisk kræve, at nye boliger på de grunde, kommunen sælger, maksimalt må koste 5.000 kr. Det koster selvfølgelig også penge, men pengene skal ikke findes konkret, men bliver skjult i form af lavere salgspriser på byggegrundene.

Ritt Bjerregård slap aldrig igennem med sit projekt overfor den borgerlige regering, men kommunerne kan stadig kræve, at op til 25% af boligerne skal være almene boliger. Det er i mine øjne et problem, fordi man skjuler de reelle omkostninger for borgerne. I stedet burde man sælge grundene uden bindinger, og efterfølgende udbyde de almene boliger, så vi borgere kunne se de reelle omkostninger.

Hvad gør vi ved det?

Der er god grund til at tro, at væksten i regelmængden er et problem. Men hvordan vi kommer problemet til livs, er endnu uvist. I mit notat anbefaler jeg,at regeringen iværksætter et arbejde, som skal afdække, om man kan indføre et regelstop som en pendant til skattestoppet. Et regelstop kan i første omgang tage udgangspunkt i, at den samlede lovmængde – fx opgjort i antal ord – ikke må vokse.

Problemet er, at vi ikke ved særligt meget om, hvilke konsekvenser reguleringen i Danmark har for danskerne. Men det vil den næste tids arbejde forhåbentligt gøre os klogere på. Og du kan hjælpe ved at søge jobbet som studentermedhjælper i CEPOS.

Hilsen
Jonas

PS: I nedenstående video illustrerer jeg, hvor meget mængden af regulering er steget siden 1989. Det er hårdt arbejde!