Makroøkonomisk Metodologi – ti år efter

Forsvaret blev afholdt på Roskilde Universitet, 7. november 2007. Disputatsen kan stadig købes hos forfatteren; men findes og i engelsk paperback udgave, Macroeconomic Methodology: a Post-Keynesian perspective, EdwardElgar, 2009.10 året markeres med et makroøkonomisk-seminar:Fredag den 24. november kl. 13.30-16.00, Roskilde Universitet, hus 25.3-005. Alle er velkomne!

For nøjagtigt 10 år siden forsvarede jeg min doktordisputats om emnet ’Makroøkonomisk Metodologi – i et samfundsvidenskabeligt perspektiv’. Hovedindholdet var en videnskabsteoretisk baseret kritik af generel ligevægts makroteori, således som den doceres ud fra traditionelle lærebøger og finder anvendelse ved tilrettelæggelsen af den makroøkonomiske politik.

Det videnskabelige bidrag bestod i en påvisning af det simple forhold, at hvis de (makro) økonomiske modeller ikke er forankret i den virkelighed (genstandsfelt), som resultaterne skal benyttes til at rådgive om: så er der en betydelig risiko for, at rådgivningen er mere vild- end vejledende.

Baggrunden

Det burde ikke have været nogen ny, endsige original konklusion; for den var stort set en afskrift af en tilsvarende konklusion, som John Maynard Keynes havde nået godt 70 år tidligere i bogen The General Theory of Employment, Interest and Money, hvor han bl.a. skrev i forordet:

Det kan med en vis ret fremføres, at Keynes havde et mere solidt empirisk grundlag at fremsætte sin noget bombastiske konklusion. Den vestlige verden stod midt i den hidtil dybeste krise i midten af 1930erne. Og det var svært at fastholde, at den økonomiske politik, som de neoklassiske økonomer havde anbefalet og som delvis lå til grund for den økonomiske politik i Europa og i USA (indtil 1933), på nogen måde havde mindsket krisen omfang – tværtimod. Her gjorde USA dog en tidlig undtagelse, idet Franklin D. Roosevelts indsættelse i præsidentembedet i marts 1933 havde indebåret en dramatisk kursændring i den økonomiske politik. Hans New Deal politik var bestemt ikke en del af den neoklassiske rådgivning, hverken vedrørende de offentlige finanser eller den finansielle sektor. Politikken byggede i første række på hans tidligere praktiske erfaringer som guvernør i New York State og dernæst på almindelig sund fornuft: når der er mangel på købekraft i den private sektor, så er det næppe det rette tidspunkt også at reducere de offentlige udgifter. At Keynes så efterfølgende gav nogle solide teoretiske argumenter for, hvorfor de forventede resultater vedrørende vækst og beskæftigelse i hvert fald delvist blev indfriet, var Roosevelt naturligvis ikke utilfreds med.

2007

I 2007 var den makroøkonomiske situation tilsyneladende noget anderledes. Ved en overfladisk betragtning kunne den økonomiske udvikling fremstilles som en ubrudt økonomisk vækst i gennem de seneste 10 år og med resulterende arbejdsløshedstal, der var de laveste ligeledes i ti år. Den daværende finansminister Thor Pedersen havde netop udtalt, at ’hvis man skulle tro økonomerne, så kunne vi snart købe hele verden’. Og han følte ikke ved den lejlighed grund til at tvivle på de beregninger, som blev fremlagt fra finansministeriet.

Der blev trukket ubrudte vækstkurver i BNP med 2 pct. om året både 40 og 50 år ud i fremtiden. Det var en praksis som Velfærdskommissionen havde indledt ved brug af den generelle ligevægtsmodel DREAM. Når de så 35 år ud i fremtiden, så var BNP og det private forbrug fordoblet (i reale termer). De så kun ét problem, at den demografiske udvikling tilsagde, at uanset fordoblingen i BNP, så ville der være et ’strukturelt’ underskud på de offentlige finanser. Finanspolitikken i år 2040 ville ikke være holdbar, lød den ’alarmerende’ konklusion. Velfærdskommissionen økonomer rystede derfor ikke på hånden, og den rådgav om de nødvendige nedskæringer i velfærden uden gran af tvivl om relevansen i de regnestykker, som blev fremlagt. Udbuddet af arbejdskraft måtte forøges hellere i dag end i morgen, så finanspolitikken i 2040 kunne gøres holdbar – og det skulle ske på en i forhold til modellens aldeles urealistiske forudsætninger konsistent måde, ved at ’reducere velfærdsydelser knyttet til arbejdsmarkedet’, herunder efterløn og pensionsalder – samt ’at skatten på arbejde skulle lempes markant’[1], se bl.a. Fremtidens velfærd vores valg, december 2005.

Knap var blække dog blevet tørt på Velfærdskommissionens slutrapport, før efterkrigstidens dybeste krise brød. BNP faldt med ca. 5 pct. i alle de vestlige lande, og arbejdsløsheden steg tilsvarende markant også i Danmark. Virkeligheden svarede unægtelig ikke til modellernes fremskrivning af ubrudt vækst. Det markedsøkonomiske system var alt andet end selvregulerende. Politikerne fik travl med at kaste redningskranse ud til den nødlidende banksektor og mange af de store virksomheder samt håbe på, at velfærdsstatens automatiske stabilisatorer, der blev sat under voldsomt pres, kunne holde. Set i bakspejlet er der vist kun at sige, at hvis ikke det politiske system – ligesom i 1933 – var trådt i karakter, er det uforudsigeligt, hvordan det ville være gået i den vestlige verden.

Men vækstmotoren havde lidt overlast, usikkerheden spredte sig, og intet var som tilforn. I hvert fald ikke hvis sammenligningsgrundlaget var fremskrivninger med den generelle ligevægtsmodel eller hybrider heraf. Økonomerne – efter at have sundet sig – og nedjusteret BNP fastholdt nu alligevel, at ’opsvinget kommer til næste år’ og ’at output-gap’ lukkes i løbet af få år. Nu var det ikke kun budgetunderskuddene, men også en ’uholdbar offentlig gæld’, der fik ligevægtsøkonomerne til at anbefale offentlige nedskæringer, såkaldt austerity policy, se Blyth, 2013[2].

Europa, og navnlig euro-zonen, lå underdrejet frem til 2014, indtil Den europæiske Centralbank ændrede politik og påbegyndte en pengepolitisk lempelse á la den som Federal Reserve i USA og Bank of England i UK havde indledt adskillige år tidligere med negativ rente. Effekten heraf er omdiskuteret med god grund. Her er de generelle ligevægt modeller dog sat ud af spillet, thi de har overhovedet ikke den finansielle sektor indarbejdet; for ifølge neoklassisk teori er ’money only a veil’ – ikke mindst når hypotesen om ’rationelle forventninger’ indarbejdes. Men den position har mange praktisk arbejdende makroøkonomer – i modsætning til bl.a. de ortodokse lærebøger og DREAM-modellen – dog i dag forladt.

2017

Der tilbyder sig desuden og tak for det et åbenbart alternativ. I de såkaldte Stock Flow Consistency (SFC-) Models, se mit blog-indlæg fra april 2017, knyttes der en bogholderimæssig relation mellem flow-ubalancer og akkumulation af hhv. finansielle fordringer og gæld. Hvor bl.a. det banale forhold, at der til en offentlig gæld må opbygges en krone-for-krone tilsvarende finansiel formue i dele af den private sektor. Ligesom der til en stigende husholdnings gæld må svare en krone-til-krone finansiel formue bl.a. i pensionskasser. Jeg kan ikke for stærkt anbefale Wynne Godley & Marc Lavoie’s lærebog Monetary Economics, Palgrave/Macmillan, der udkom i 2007! Her er der en analytisk modelramme, der burde tilfredsstille de fleste traditionelle makroøkonomer – der i al sin enkelthed bygger på bogholderimæssige sammenhænge. Brugen af denne modeltype bidrog til, at Wynne Godley allerede fra begyndelsen af 2000erne kunne advare om, at der i den amerikanske økonomi var ved at opbygge sig reale og finansielle ubalancer, som gjorde markedsøkonomien mere og mere skrøbelig. Der blev endogent skabt større og større makroøkonomisk usikkerhed, som kunne udløse en uforudsigelig ændring i den økonomiske adfærd både på mikroniveau og på det institutionelle niveau, f.eks. interbankmarkedet. Og som politikerne om nogen havde brug for at blive rådgivet om, så de ikke fortsat blev vildledt med, at de kunne ’købe hele verden’, hvis bare arbejdsudbuddet blev forøget. Sådanne advarsler kunne have været omsat til en økonomisk politik, der havde bremset gældsætningen og re-reguleret den finansielle sektor, ændret valutasamarbejdet i Europa og bremset den stigende ulighed. Men intet skete for de økonomiske rådgivere på makroplan havde stirret sig blinde på og i deres generelle ligevægtsmodeller, hvor ’opsvinget altid kommer til næste år’ og der af sig selv per definition opnås ’fuld strukturel beskæftigelse’.

Hvad er så læren af disse ti år? Der er mange, herunder hvor lidt (makro)økonomer ved, om hvorledes det økonomiske system fungerer. Så lidt mere ydmyghed ville nok klæde os alle. Når det er sagt, vil jeg dog tillade mig navnlig at pege på det begreb som John Maynard Keynes introducerede: usikkerhed, og hvor vi alle fortsat står på stor set bar bund med hensyn til, hvorledes de skal indarbejdes i en relevant analytisk model.

[1] file:///C:/Users/Bruger/Downloads/Fremtidens%20velfaerd%20vores%20valg%20resume_oplaeg.pdf

[2] Mark Blyth, ’AUSTERITY: the history of a dangerous idea, Blackwell, Oxford University Press, 2013