Del
Den økonomiske krise hærger globalt. Makroøkonomerne står måbende og ser på, hvad er det dog, der sker? Virkeligheden svarer ikke til modellerne. De generelle ligevægtsmodeller er sat skakmat. Situationen minder om ’kejserens nye klæder’ – det åbenbare skal udstilles, førend illusionen brister. Den makroøkonomiske udvikling kan ikke beskrives endsige analyseres inden for rammerne af en model, hvor det a priori er antaget, at der kan etableres ligevægt på alle markeder på en og samme gang.
Min disputats fra efteråret 2007 omhandlende dette centrale emne er netop udkommet på det britiske forlag Edward Elgar under den ikke særligt ophidsende titel Macroeconomic Methodology – a Post-Keynesian Perspective. Det er dog ingen tilfældighed, at undertitlen er ’et post-Keynesian perspektiv’; for det understreger, at afhandlingen er skrevet med betydelig inspiration fra læsning af Keynes’ Collected Writings. Ikke mindst bogen A Treatise on Probability fra 1921 og så naturligvis The General Theory of Employment, Interest and Money fra 1936 er helt afgørende. I disse to bøger analyser Keynes to væsentlige metodologiske spørgsmål, der er fraværende i de generelle ligevægtmodeller: usikkerhed (til forskel fra risiko) og åbne analysemodeller (til forskel fra lukkede prædeterminerede ligevægtsmodeller).
I sin sandsynlighedsteoretiske afhandling vier Keynes spørgsmålet, ’hvorledes analyseres rationel adfærd under usikkerhed?’ en betydelig opmærksomhed. Her er det vigtigt, at sondringen mellem usikkerhed og risiko præciseres. Usikkerhed omhandler situationer, hvor udfaldsrummet er (delvist) ukendt, hvor hændelsesfrekvenser er ukendte eller ustabile, og de økonomiske transaktioner kan ikke altid gennemføres et stort antal gange under ensartede forhold (de store tals lov er ikke opfyldt). Hvad vil det sige at handle rationelt i situationer, der har disse ovennævnte – helt hverdagsagtige – karakteristika? Det spørgsmål kan der ikke gives noget definitivt svar på, da rationel adfærd må være kontekstafhængig og delvis subjektiv (navnlig vedrørende de uerkendbare forhold). Denne på mange måder trivielle forståelse af vilkårene for udførelse af rationel handlinger under usikkerhed fører derfor i praksis til, at konsekvenserne af usikkerhed søges reduceret. Det sker dels på mikroniveau bl.a. ved, at konventioner, tommelfingerregler, reklamepåvirkning og flokadfærd er helt sædvanlige fænomer til beskrivelse af markedsadfærden. Denne virkelighedsbaserede erkendelse bryder på afgørende vis med den antagelse, der ofte benyttes i generelle ligevægtsmodeller, at markedsadfærden dækkende kan beskrives ved beskrivelse af én repræsentativ agents adfærd under antagelse af rationelle forventninger (at fremtiden kendes). Denne antagelse bryder med et af de få forhold, der med rimelig empirisk sikkerhed kan konstateres: at fremtiden er usikker – i den ovenfor beskrevne betydning.
Det andet helt centrale makroøkonomiske metodespørgsmål, der diskuteres i afhandlingen, er antagelsen om, at et velfungerende markedssystem vil konvergere mod en samtidig ligevægt på alle markeder. Keynes formulerede det meget præcest i et essay fra 1934 Poverty in Plenty’, hvor han netop konstaterede, at økonom-miljøet deler sig i to klart adskilte grupperinger. Den ene, og langt den største gruppe, antager, at markedssystemet er selvregulerende, hvis blot de markedsmæssige vilkår er opfyldt - primært i form af pris- og lønfleksibilitet. Den anden gruppe stiller det spørgsmål, hvor ved vi fra, at denne simple markedsmodel beskriver virkeligheden? Er der noget i de hidtidige erfaringer, der begrunder antagelsen om den selvregulerende markedsøkonomi, eller er det ikke blot en bekvem konstruktion? Med afsæt i erfaringer fra Storbritannien hælder Keynes nærmest til det synspunkt, at virkeligheden ikke kan bekræfte antagelsen om den generelle ligevægtsmodel beskriver virkeligheden. Hans hovedbegrundelse er, at aktørerne handler under vilkår af fundamental usikkerhed – at om fremtiden er det eneste vi med sikkerhed ved, at vi ikke kender den: ’we simply do not know’ og med (min) tilføjelse ’we simply cannot know the future’. Det gælder både på makro- og mikroniveau.
Derfor skal the General Theory læses som en anvisning på, hvorledes en makroøkonomisk analyse kan gennemføres under respekt for den uomgængelige usikkerhed. Det har givet mig inspiration til bl.a. at nyfortolke ’ligevægtsbegrebet’. Hos Keynes er det ikke en tilstand, der nødvendigvis beskriver ’market-clearing’; men derimod en situation med ’stilstand’, f.eks. den permanent høje arbejdsløshed på det britiske arbejdsmarked i mellemkrigstiden. Når Keynes benytter udtrykket ligevægt, så er det, fordi han observerer en tilstand, hvor markedskræfterne er sat skakmat - ikke på grund af stive lønninger men på grund af usikkerhed. Uanset at virksomhederne er antaget at maksimere deres forventede profit, så ændres den samlede beskæftigelse ikke nødvendigvis af, at de enkelte lønmodtagere er villige til at gå ned i løn. Keynes har et helt kapitel, hvor han analyserer en situation med fuld lønfleksibilitet. Det er en meget hypotetisk analyse; men han når dog en konklusion, som synes rimelig robust, at forstærket lønfleksibilitet kan bidrage til at øge usikkerheden – ikke mindst på de finansielle markeder. Det makroøkonomiske system skal, så vidt der er muligt, analyseres som en helhed; blot ikke inden for rammen af en ligevægts- (dvs. market-clearings-) model. Herom kan der læses mere i et af bogens øvrige kapitler.
Det makroøkonomiske system er under konstant forandring
Den makroøkonomiske virkelighed er ikke en stabil social konstruktion, men derimod en håndgribelig realitet under konstant forandring, der ydermere er bestemmende for almindelige menneskers livsvilkår, og som den økonomiske politik har mulighed for at ændre (til det bedre, men så sandelig også til det værre). Økonomiske teorier må derfor primært vurderes på deres kapacitet til at forklare og begrunde den økonomiske udvikling. Når kvaliteten af den økonomiske forskning skal afgøres, må det i sidste ende blive den økonomiske virkelighed, som tildeles rollen som overdommer.
Keynes argumenterede for nødvendigheden af at opstille økonomiske modeller; men de skulle være relevante dvs. have en empirisk forankring. Herved forsøgte han at sætte en ny forskningsmæssig dagsorden, som i dag forbindes med kritisk realisme. I de mellemliggende 70 år har der udviklet sig to helt forskellige forskningsprogrammer inden for makroøkonomi, der på mange måder er et spejlbillede af den diskussion, som Keynes foranledigede i 1930erne.
Det er fortsat ligevægtsøkonomerne, der metodemæssigt dominerer og som er inspireret af logisk positivisme. Deres ambition er at udarbejde en matematisk makromodel med samme almene gyldighed for økonomi som Newtons planet-model er det for astronomi. De er overbeviste om den ideale markedsøkonomis grundlæggende stabilitet - uanset om der skal ses 20, 30 eller 40 år ud i fremtiden. Denne urværkslignende model designes, så det økonomiske kredsløb kan beskrives ved en generel ligevægt, hvor efterspørgslen matcher udbudet på alle markeder. Antagelsen om denne markedsmæssige ligevægt er aksiomatisk bestemt. Den bliver ikke gjort til genstand for en empirisk test. Det betragtes som en indiskutabel sandhed, at et velfungerende markedssystem kan gives en sådan matematisk beskrivelse. Begrebet 'velfungerende' er som nævnt samtidig en karakteristik af prismekanismen, idet ligevægten etableres gennem en fri tilpasning af markedspriser (og lønniveau). Ligningssystemet udformes således, at samtlige markeder er i ligevægt, når priser og lønninger har tilpasset sig.
Urværksmodellen er en matematisk konstruktion, der indeholder en stribe forudsætninger om virksomheders og husholdningers adfærd (fuld forudseenhed) og markedsøkonomiens funktion (generel ligevægt), hvis empiriske indhold ikke er testet. Forudsætninger, der primært er bragt i anvendelse for at sikre, at der kan nås en matematisk løsning. Men hvis denne fremgangsmåde indebærer, at løsningen ikke er empirisk relevant, så ryger barnet ud med badevandet.
Lad mig give et praktisk eksempel. Velfærds- og Arbejdsmarkedskommissionerne benyttede sig af den generelle ligevægtsmodel DREAM i deres vurderinger af udviklingen i dansk økonomi frem mod år 2050. Udgangspunktet var som nævnt en antagelse om, at dansk økonomi kunne karakteriseres ved ligevægt bl.a. på arbejdsmarkedet. På dette modelmæssige grundlag fremførte disse kommissioner en række forslag til at øge beskæftigelsen og nedbringe budgetunderskuddet. Uden nogen vurdering af, om modellens struktur er relevant for den danske økonomi endsige, hvorledes deres forslag påvirker perceptionen af usikkerhed og dermed den mikro-/makroøkonomiske adfærd.
Keynes' metodologi er ikke let at gøre operationel
Usikkerheds-økonomerne ser derimod ikke den hidtidige økonomiske udvikling som bestemt af generel ligevægt endsige af evigtgyldige og forudsigelige 'planet-baner'. Tværtimod er der et åbenbart element af uforudsigelighed i enhver fremtidsvurdering, der bør inddrages i den samlede analyse. Det må dog straks tilføjes, at usikkerheds-økonomerne havde heller ikke forudset et så kraftigt konjunkturomsving. Den afgørende forskel er blot, at selve omsvinget ikke var i modstrid med den analyse, der var indeholdt i deres analyse af stigende ubalance og makroøkonomisk spændinger.
Som nævnt er kritisk realisme og inddragelse af usikkerhed inspireret af Keynes' metodologi. Her må der i stedet søges efter færre, men til gengæld empirisk robuste sammenhænge. For uanset at fremtiden er usikker, så skal der forbruges og investeres og her spiller købekraft og kreditgivning naturligvis fortsat en betydelig rolle; men der er intet der tilsiger, at denne adfærd i sig selv vil lede frem mod fuld beskæftigelse. Et af de centrale analytiske problemer er, at jo længere ud i fremtiden, der søges analyseres, desto mere vil usikkerheden dominere. Den økonomiske politik bør derfor ikke forhåndsprogrammeres – skattestoppet er et illustrativt eksempel på en politik, der tilsyneladende skaber større mikroøkonomisk sikkerhed; men øger den makroøkonomiske ustabilitet. Noget tilsvarende kan formentlig også siges om etableringen af den fælles valuta i EU.
Disse væsentlige metodemæssige forhold har været uhyggeligt fraværende i store dele af den makroøkonomiske litteratur, som jeg i min afhandling har gjort opmærksom på og forsøgt at give nogle foreløbige svar på. Herunder navnlig hvorledes usikkerhed kan inddrages i den makroøkonomiske analyse. At emnet er aktuelt ses bl.a. af The Economist i sommer på forsiden spurgte, What went wrong? Spørgsmålet burde sådan set ikke overraske; for det er ikke nyt, at negligeres usikkerheden, så mangler noget væsentligt, det var f.eks. Cambridge-økonomen Alfred Marshall (1842-1924), der lagde grundstenen til megen neoklassisk analyse og ydermere var Keynes' læremester helt bevidst om, hvilket fik ham metodemæssigt til at konkludere - for mere end 100 år: It is better to be vaguely right, than perfectly wrong. Dette udsagn har jeg ladet være en af ledetrådene i min afhandling.
Indlægget er baseret på Jesper Jespersen, Makroøkonomisk metodologi, Djøfs Forlag, 2007 – der nu er udkommet i en revideret udgave på det britiske forlag Edward Elgar under titlen Macroeconomic Methodology – a Post-keynesian perspetive, 2009
