Polit på kollegium: Regensen

Hvor ligger dit kollegie? Og hvad er cykelafstanden til fakultet? 
Mit kollegie ligger lige over for Rundetaarn og ud til Krystalgade og Store Kannikestræde. Der er 1,2 km til CSS, og det tager vidst lige under 10 minutter på cykel.

Hvilken stand har kollegiet? Og hvor stort er et typisk værelse? 
Kollegiet er meget gammelt, og de ældste af bygningerne (som er yngre end kollegiet, der også har været offer for Københavns brand) er fra 1700-tallet. Ud over en køkkentilbygning, som er mindre end fem år gammel, er den yngste fløj fra 1906. Det betyder, at værelserne er meget charmerende, men også at det trækker "lidt" fra de fredede vinduer - det har vi heldigvis lige fået en masse millioner til at fikse!

Der findes ikke et typisk værelse på Regensen. De mindste er omkring 10 m2 og har skråvægge, mens de største er dobbeltværelser og ligger på +25 m2. Oven i det varierer værelserne meget i udsigt og beliggenhed i forhold til gården og gaden. Derfor har vi en del flytninger rundt på gården, og anciennitet og ansvarsområder på kollegiet veksles om til point, der afgør værelsesrokader.

Køkkenerne svinger også i størrelser - nogle er man kun tre om at dele, nogle er man ni om at dele.  99 af de 100 værelser har egen vask, toiletterne er fælles på gangen, og for tre fjerdele af os foregår badningen i fællesbade i kælderen delt på drenge- og pigebade. Der er i øvrigt hyggeligt, og hvert fællesbad er forsynet med radio og CD-anlæg. 

Hvilke fællesarealer har man mulighed for at benytte? Og hvilke sociale aktiviteter er der på kollegiet? 
Vi har festsalen Store Sal, som man kun privat kan bruge til kandidatfest og bryllup. Lille Sal er selvsagt lidt mindre, og den kan man privat bruge til fødselsdagsfest eller bachelorfest, dog kun én gang om året. I forbindelse med salene ligger VP's gamle lejlighed, som dækker over et festkøkken (med industriovn og -vaskemaskine, bl.a.) og en mindre stue, man også kan låne til fester. Vi har et charmerende bibliotek, som bruges som læsesal, til slåbrok (små foredrag), Regensrådsmøder og nogle gange kandidatreceptioner. I den mørke Slyngelstue står et billiardbord, i Musikkælderen kan man holde fest, og i musikrummet kan man øve sig, alene eller med sit band. I den gamle fægtekælder ('fægteren') holdes der fester, tømmermandsfilmvisning, bingo m.m. Dertil kommer den helt fantastiske gård med lindetræet, Frk. Lind, i midten.

Der er mange uorganiserede sociale sammenkomster på Regensen, og til forskel fra mange andre sociale kollegier holder de fleste køkkener kun en ugentlig madklub. 

Til gengæld har vi også:

  • De 3 semesterfester. Hvert semester begynder med Indflytterfesten, som er en temafest, hvor udklædning, mad og udsmykning går op i en højere enhed. Herefter følger i efteråret Revyen, hvor alt og alle står til mål og udstilles både i Revybladet og på scenen.

    I foråret fejres Frk. Linds fødselsdag med en Lindefrokost, hvorfor man en lørdag omkring den 12. maj kan se 100 fulde mennesker storme Rundetaarn.

    Semestrene afsluttes af hhv. Julebal og Lindebal. Til de fleste fester følger traditionelle taler, sjoflinger (sange, der udstiller regensianernes tåbeligheder). 
    Det er i øvrigt semesterets indflyttere, der arrangerer og afholder de store fester, og indflytterne har derfor et stort sammenhold.

  • Foreningsfesterne. Regensen har 8 foreninger med hver deres særegenhed, og som indflytter eller foreningsløs bliver man inviteret til deres fester, helt på deres regning, så man kan finde ud af hvilken forening, man vil være i. Foreningerne er af størrelsen 4-17 mand, og festerne afspejler deres individuelle karakter - Gamle vil f.eks. byde på mindst tre retter, sange, taler og gin&tonics, Ping vil sikkert lege vand eller vodka med dig, give dig lasagne og danse på bordene til 90'er-hits, mens PIP måske vil tage indflytterne med på Trekroner, når deres årlige Ridder af Trekroner skal kåres. De fleste foreninger har mindst én fest pr. semester, så som indflytter kan man godt starte med at rydde sin kalender. De fleste foreninger holder desuden en ugentlig madklub og måske en sommerhustur i semesteret for deres medlemmer.
  • Generalforsamling. Her sidder de forskellige foreninger for sig rundt på gården og fester og forhandler foreningerne imellem gennem aftenen. Engang efter midnat samles man i store sal og vælger semesterets embedsmænd. Grundloven blev i øvrigt forfattet på Regensen.
  • De valgte embedsmænd afholder også en del sociale arrangementer. Kulturdirektionen sørger for, at regensianerne kommer i teatret eller afholder læseklubber, Sporten holder os i form med ugentlig yoga og arrangementer såsom paintball (vi har også et fodboldhold), og Fægtemestrene afholder fx tømmermandsfilmvisning, brunch, bingo, madklub, danseundervisning m.m.
  • Der afholdes slåbrokker i biblioteket, hvor en kendt og/eller vidende person holder oplæg for en intim skare på typisk 30-50 mand. Siden nytår har vi bl.a. haft forhenværende ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen, chefredaktør på Politiken Bo Lidegaard og digter Søren Ulrik Thomsen på besøg.
Hertil kommer embedsmiddage, provsteste, klokkerte, snapselaug, diverse køkkenfester, KS-sommerfester og uendeligt meget mere.

Hvad er huslejen for et typisk værelse? Og hvordan bliver man optaget på 
kollegiet?
Huslejen er på et SU-venligt niveau - 1.600 kr. pr. måned - og den er ens for alle, undtagen fremlejere og regensianere, der har færdiggjort deres studie(inkl. PhD-studerende, der er blevet kandidat). Huslejen er inklusiv el, vand, varme, vask og internet. Hertil kommer et brugsbidrag på 125 kr/md, som dækker fællesindkøb såsom toiletpapir, porcelæn, nye bøger til biblioteket, kulturarrangementer m.v.

For at flytte ind skal man opfylde en del formelle krav. 
Man skal:

  • være dansk statsborger. Der er dog årligt en enkelt plads til en international studerende
  • være studerende på KU eller DTU
  • have færdiggjort 2 års studie, medmindre man er fra Færøerne eller Grønland
  • have mindst 7 i karaktergennemsnit
  • ikke være formuende

Vi optager nye i én runde hvert halve år, og de ansøgere, der opfylder ovenstående, bedømmes af et nedsat udvalg på baggrund af én sides personlig ansøgning.  Der optages 20 på en venteliste, og hvis man ikke har fået en plads i løbet af semesteret (det præcise antal udflyttere svinger meget), slettes listen og man må ansøge igen. Siden vi kun er 100 i alt, er det selvfølgelig lidt af et nåleøje, men det bør ikke afholde en fra at søge!

Hvorfor er dit kollegie det bedste kollegie i København at ansøge?
Man skal ikke lade sig forblænde af hverken beliggenhed eller studentervenlig økonomi - Regensen er befolket af 100 kloge, sjove og vanvittige mennesker, der overvælder dig i deres herlighed.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk