Martin Wolf: ‘Hvordan kunne det gå så galt?’

Martin Wolf (MW), redaktør på Financial Times, behøver næppe en nærmere præsentation. Han skriver hver onsdag en stor feature artikel i avisen. Han tager som hovedregel afsæt i en eller flere åbenbare makroøkonomiske ubalancer og forklarer, hvori problemet består, og hvorledes det kunne afhjælpes. Det er altid udbytterigt, da han kan sin økonomiske teori, har fingeren på pulsen og benene på jorden.

Han var onsdag den 20. november inviteret til at holde foredrag i the Marshall Society i Cambridge. Det blev afviklet i en tæt pakket Keynes-Hall på King’s College. Så var tonen ligesom slået an!

Martin Wolf er en af de økonomiske journalister, for hvem den aktuelle økonomiske krise har været en øjenåbner. Han startede foredraget med at stille det retoriske spørgsmål, ’Hvad var det, jeg ikke havde forstået? For jeg havde heller ikke set krisen komme. Og hvad har jeg efterfølgende forstået bedre?’ Ikke uvæsentlige spørgsmål.

Krisens omfang

Målt på tabt BNP i alle de større OECD-lande siden 2008 er krisen uden sammenligning den dybeste og længste i hele efterkrigstiden. Adskillige af landene er end ikke her 5 år efter nået op på 2008-niveauet. Det betyder, at produktionen i 2013 er mere end 10 pct. under det niveau, som et normalt udviklingsforløb med omkring 2 pct. årlig vækst i produktivitet ville have kunnet fremvise. Den vækst, der forventes i de kommende år, ser ydermere knap nok - om overhovedet - ud til at indhente blot en del af dette produktionstab. Helt galt ser det naturligvis ud i Sydeuropa. Grækenlands BNP ligger 25 pct. under 2008-niveauet og den indenlandske efterspørgsel 35 pct. under. Hvornår disse lande kommer tilbage til 2008-niveauet, turde MW slet ikke spå om; men da det jo ser noget mindre sort ud i Nordeuropa, så var han ikke i tvivl om, at gabet mellem rige og fattige lande og befolkningsgrupper vil vokse og forøge spændingerne i Europa.

Krisens årsag(er)

Krisen burde ikke være kommet bag på ham; for han kunne i bakspejlet se, at de underliggende ubalancer var blevet opbygget igennem en længere årrække. Både i Europa og på globalt plan havde der været igennem årtier været en tendens til både overopsparing og underinvestering i en række lande af de større økonomier. I nogle af landene er det kommet til udtryk ved store betalingsbalanceoverskud, bl.a. Kina, Japan og igennem de seneste ti år også Tyskland. Disse overskud modsvares bogholderimæssigt af tilsvarende betalingsbalanceunderskud, hvor navnlig USA og Sydeuropa nævnes som eksempler på lande, der op til 2008 holdt den globale og europæiske økonomi i gang gennem en stor import – overvejende af forbrugsvarer. Den på globalt plan betydelige overopsparing blev således ikke automatisk omsat til reale og produktive investeringer. Tværtimod blev den i høj grad benyttet via de private banker til at finansiere en forbrugsfest (og et overdrevent boligbyggeri) i underskudslandene.

Denne udvikling med stigende privat gældsfinansiering byggede i underskudslandene op til et såkaldt ’Minsky-moment’, der blev udløst gennem Lehman Brother konkursen; men det var kommet under alle omstændigheder.

MW gentog gang på gang, ’jeg havde ikke til fulde forstået det skifte i adfærdsmønsteret i den finansielle sektor, som dereguleringen havde givet anledning til, og som indebar en stigende systemisk risiko’. Og tilføjede han, det var jeg vist ikke den eneste, der ikke havde forstået, hverken med hensyn til omfanget eller de makroøkonomiske konsekvenser, det ville få; for med et kik i bakspejlet var der ikke megen indsigt at hente i de dominerende makroøkonomiske teorier.

Hvad så med fremtiden?

For det første at pengeudbudet helt grundlæggende burde være et statsligt reguleret anliggende. Den privatisering, der har fundet sted af ’seddelpressen’, indebærer fortsat kimen til den næste asset-price boble og credit-crush. Reguleringen af de private banker er endnu ikke tilstrækkelig til at forhindre, at det vil ske, ikke mindst hvis centralbankerne fortsætter de massive opkøb af obligationer og udlån til private banker, som finder sted i øjeblikket.

For det andet at det europæiske monetære system ikke er tilpasset de enkelte EU-landes politiske præferencer samt deres ønsker om kontrol med pengeudstedelse og kreditgivning. Euroen blev karakteriseret som et dårligt ægteskab med for store interessemodsætninger, så længe Tyskland ikke vil påtage sig det ansvar, de opgaver og omkostninger, der følger af at være den økonomisk dominerende ’ægtefælle’. De ’ægteskabelige’ problemer bliver ikke mindre af, at der ingen mulighed er for en formaliseret ’skilsmisse’.

For det tredje er der igennem de seneste 5 år blevet opbygget et offentligt debt-overhang’, der gør de nationale økonomier mere sårbare, og som understøtter kravet om fortsat ’austerity policy’, der i sig selv er en væksthæmmer.

For det fjerde at tyngdepunktet i det globale økonomiske system vil fortsætte med at flytte mod øst. Kinas øgede globaløkonomiske dominans vil øges; men uden en fuldt konvertibel valuta og med en fortsat stærk regulering og politisk styring af udenrigshandlen, de udenlandske investeringer og en fastlåst dollarkurs vil modsætningsforholdet til USA (og Japan) øges. Kinas globale placeringer minder således om Tysklands i Europa. Noget må ske.

Hvad vil fremtiden bringe?

At der inden for en kortere årrække skulle findes en løsning på ovenstående fire udfordringen til verdensøkonomien, havde MW ikke megen tiltro til. Han så tværtimod nye ubalancer bygge sig op, hvilket vanskeligt vil kunne andet end føre til nye kriser. En konklusion han ydermere drog uden at komme ind på hele klima- og miljøproblematikken, der jo heller ikke umiddelbart maner til optimisme med hensyn til globalt samarbejde.

Uanset denne betydelige skepsis med hensyn til at erkendelsen af problemernes karakter overhovedet var forstået endsige ville blive omsat til politisk virkelighed, så fremkom MW dog under den efterfølgende spørgerunde med nogle politikanbefalinger. Ikke overraskende er han inspireret af erfaringerne fra krisen i 1930erne – navnlig af Franklin D. Roosevelt’s New Deal og Glass-Steagall Act. Der må en stærkere statslig involvering til, hvis de makroøkonomiske ubalancer skal reduceres. Den lave realrente og centralbankernes pengeudpumpning har ikke været tilstrækkelig til at løfte det reale investeringsniveau i USA og Europa. Tværtimod synes denne aggressive pengepolitik, som nævnt, snarere at kunne indebære understøtte udviklingen af nye finansielle bobler.

Den for MW logiske policy konklusion i den aktuelle situation var derfor, at det store opsparingsoverskud i den private sektor, der hæmmer væksten må ’aktiveres’ gennem øgede offentlige investeringer på nationalt og navnlig på europæisk niveau. Samtidigt må der findes en europæisk/international løsning på det ’debt-overhang’ der er opbyget mellem over- og underskudslande.

Om disse tiltag ville være tilstrækkelige til at genstarte de vestlige økonomier endsige undgå den næste større krise var MW dog mere end usikker på; for som han sluttede, hvor meget klogere er beslutningstagerne egentlig blevet vedrørende det makroøkonomiske systems funktion nationalt og globalt?

Herom vil der løbende kunne læses mere i FT samt i den bog, som MW er ved at lægge sidste hånd på og som forventes at udkomme til foråret.