Model og Virkelighed (I)

Hvorfor sætter arbejdsløsheden ny rekord?

Så tager vi fat på et nyt semester. Forhåbentligt er eksamen vel overstået. Ny viden skal erhverves – spændende. Og det er helt nødvendigt; for verdensøkonomien er af lave. Værst står det til i Europa med udsigt til endnu et ’anno terribile’ med stigende arbejdsløshed og fortsatte gældskriser. Hvor længe kan det fortsætte? Arbejdsløsheden i EU lå på 23 mill. personer (ca. 10 pct. af arbejdsstyrken) ved indgangen til 2012 (Eurostat). Det er det højeste antal registrerede ledige i EU nogensinde! Spanien, tæt fulgt af Grækenland og de Baltiske lande, har taget førertrøjen med en arbejdsløshedsprocent på 23 og en ungdomsarbejdsløshed ved årets udgang på det dobbelte. Her går det rigtig slemt, og pilen peger mod fortsat stigning i arbejdsløsheden.

Ifølge EU-statistikken følger Danmark også godt med op ad. I December blev arbejdsløsheden opgjort til 7,8 pct. svarende til mere end 200.000 personer. Ifølge denne opgørelse, er vi tilbage på et niveau ikke set højere siden midten af 1990erne. Tankevækkende hvor stor forskel, der er på den officielle danske opgørelse på 3,9 pct. – en statistik, der inden for det sidste år dog er blevet suppleret med en såkaldt bruttoarbejdsløshed på 6,1, hvor personer i aktivering mv. er talt med. Uanset hvilken af de to opgørelser der benyttes, så er det dog lidet sandsynligt, at der kommer noget der bare minder om ’manglen på arbejdskraft’ i dette årti.

Det burde give anledning til refleksion over betydningen af den netop vedtagne ’tilbagetrækningsreform’ med en reel afskaffelse af efterlønsordningen, og måske navnlig de makroøkonomiske beregninger og den rådgivning, som universitetsøkonomerne – på forskellig vis - har bidraget så flittigt med. Vi kender argumenterne. Dem behøver jeg ikke at repetere. Nu kan vi så se, hvor høj arbejdsløsheden når op i fremtiden, og om det vil give anledning til revisioner i det analytiske grundlag.

For de læsere af bloggen her på ’Alt-andet-lige’ vil det stå klart, at der inden for makroøkonomisk teori anvendes to fundamentalt forskellige metodologier, når den makroøkonomiske udvikling skal forstås. Den neoklassiske generelle ligevægtsmodel, hvori det bl.a. gælder, at ’Money does not matter for real economic variables in the long run’, Birch Sørensen & Whitta-Jacobsen, s. 68 bliver bl.a. ’usikkerhed’ reduceret til kalkulerbar risiko. Den eneste usikkerhed, der tilbagestår, er, hvornår ’the long run’ tager over, hvilken tidshorisont taler vi om. I vismændenes analyser, se f. eks. DøR (2011) lukkes output gab i løbet af ca. 5 år; men der indgår jo heller ikke nogen finansiel sektor i DREAM-modellen.

Denne metodologiske diskussion har allerede været ført adskillige gange på denne blog – uden dog, at de af mine kolleger, der benytter sig af den generelle ligevægtsmodel har villet acceptere, at det skulle lægge begrænsninger på deres analyseresultater, så de ikke skulle kunne bruges til udsagn om virkeligheden. Men stof til refleksion burde det vil give anledning til, når DREAM-prognoser (eller kloner heraf), sammenholdes med virkeligheden. En illustration af afstanden mellem ’model og virkelighed’ kan fås ved at gå tilbage til Velfærdskommissionens beregninger for udviklingen fra 2005 og frem. Sammenlignes de med tal, for den faktiske udvikling i beskæftigelse og det offentlige budget, så er afvigelserne markante. Det kunne blive et interessant bachelorprojekt, at sammenligne DREAM-tal med virkeligheden.

Situationen har en række påfaldende lighedspunkter med begyndelsen af 1970erne. Her blev der skrevet ’perspektivplan redegørelser’, der på baggrund af de foregående 10 års højkonjunktur konkluderende, at der ville opstå en permanent mangel på arbejdskraft, og at den offentlige sektor burde holdes i stramme tøjler. Det gik som bekendt anderledes i 1993 oplevede i den absolut højeste arbejdsløshed 350.000 registrerede ledige og flere offentligt ansatte end nogensinde før. I øjeblikket stiger arbejdsløsheden og antallet af offentlig ansatte falder – så forskel er der; men er vi blevet klogere på at analysere fremtiden?

Inspiration

Der er et eller andet ved disse forudsigelser om mangel på arbejdskraft, der har vanskeligt ved at matche virkeligheden. De neoklassiske modeller trænger vist til lidt inspiration til forståelse af arbejdsløshedens årsager, der rækker ud over lønstivhed (ufrivillig arbejdsløshed), velfærdsstat (frivillig arbejdsløshed). Hvor kunne inspirationen til sådanne analyser komme fra? Jeg skal spare læserne for mit monomane mantra læs ’Makroøkonomisk metodologi’, da det helt åbenbart ingen synlig effekt har – i hvert fald ikke på pensum (eller supplerende litteratur) i faget ’økonomisk metode’. Nok om den. Vi må videre, og her vil jeg gerne benytte lejligheden til at slå et slag for George Soros’ bogFinanskrisen og nedsmeltningen’, Forlaget Hovedland med forord af Jakob Brøchner Madsen. Den udkom i 2009, så det må siges at være på tide at få den inddraget i pensum – i hvert fald på Roskilde Universitet. Ikke mindst fordi de fleste af bogens kapitler er skrevet før den finansielle krise for alvor tog fart i efteråret 2008. Bogen er interessant; for den er ikke fyldt med efterrationaliseringer; men derimod en konsistent analyse af, at noget må ske – usikkerheden knytter sig primært til, hvornår og hvordan.

Hvad var det Soros kunne se, som blev benægtet af stort set hele det økonomiske establishment – måske med Brøchner Madsen, som en anden af de får undtagelser? At Soros har fat i en forståelse, som både er rigtig, men samtidig ikke tilstrækkeligt erkendt turde være åbenbart; for han har tjent – i øvrigt ligesom Keynes – en formue ved ’ærlig’ spekulation på de finansielle markeder. Den er ikke tjent på ’insider information’ eller på at udnytte monopollignende forhold på toppen af den finansielle kransekage. Han har i praksis demonstreret, at han ved noget om, hvorledes de finansielle markeder fungerer i praksis. Der er noget overbevisende i det forhold, at Soros’ formue i modsætning til så mange andre formuer i en finansielle sektor ikke er skabt ved blot at malke kunderne, aktionærerne og skatteyderne i nævnte rækkefølge. Soros’ formue er ikke baseret på en uhyrlig løn og/eller store bonus’er, der udbetales i en ofte stærkt monopoliseret og indspist (med det politiske miljø) finansiel sektor (1). Soros er i flere henseender gået imod strømmen, har benyttes sig af realistisk økonomisk teori og udbygget den med egne erfaringer vedrørende de finansielle markeders funktion og de finansielle aktørers adfærd (små spekulanter, store spekulanter, finansielle institutioner og den offentlige regulering).

Refleksivitet

Disse erfaringer har Soros sammenfattet under betegnelsen ’Refleksivitetsteorien’, der er et forsøg på at indarbejde begrebet ’usikkerhed’ i sin oprindelige keynesianske betydning i teoridannelsen for de finansielle markeder, som efterfølgende er indarbejdet i et samlet makroøkonomisk system.

Refleksiviteten er et udtryk for, at viden, økonomisk handlen og de efterfølgende resultater ikke kan adskilles i et sådant makroøkonomisk system. Lad os tage et eksempel. Nationalbankdirektørens forståelse af, hvordan det økonomiske system fungerer, øver indflydelse på den måde han udformer pengepolitikken for at nå et givet resultat. Men alene forventningerne i ’markedet’ til udformningen af pengepolitikken vil påvirke effekten af pengepolitikken og muligvis herved at bidrage til, at nationalbankdirektøren ændrer sin forståelse af, hvorledes den finansielle sektor reagerer og dermed også bidrage til at ændre det beslutningsgrundlag som benyttes næste gang, der skal træffes en pengepolitisk beslutning. Forventning om en sådan ændring vil naturligvis påvirke den måde ’finansmarkederne’ vil reagere på osv. osv. (2)Dette er den refleksive proces, som aldrig stopper; for hverken nationalbankdirektøren eller ’markedet’ vil opnå den fulde forståelse af disse menneskeskabte reaktionsmønstre. Soros’ pointe er, at alle tre elementer i processen er karakteriseret ved ægte usikkerhed: 1. forståelsen af det makroøkonomiske system, 2. Nationalbankdirektørens prioritering (og intentioner) og 3. markedets reaktion på den pengepolitiske forventning.

Dette afsæt får Soros til at afsende en bandbulle mod makroøkonomiske teorier, der bygger på forudsætningen om rationelle forventninger:

Min påstand er, at teorien om rationelle forventninger fuldstændig fordrejer, hvordan finansmarkederne fungerer. Selvom teorien om rationelle forventninger ikke længere tages alvorligt uden for akademiske kredse, er idéen om, at finansmarkederne er selv-korrigerende og har en tendens til at stabilisere sig selv, stadig det fremherskende paradigme. [Det] er usandt, og der er påtrængende grunde til at udskifte det’, s. 35

Når de hidtidige modeller er ’usande’ skyldes det, at de ikke indarbejder usikkerhed eksplicit, eller på aktørernes reaktioner på erkendelsen af ikke kvantificerbar usikkerhed. Vores viden er mangelfuld både med hensyn til, hvordan det makroøkonomiske system fungerer, og hvorledes beslutningstagere, der øver indflydelse på systemet agerer. Personer og institutioner har ’market power’, der kan bruges og misbruges – herom vides der reelt meget lidt. ’Mennesker er ikke robotter’. Økonomi er ikke naturvidenskab. Der kan ikke fastlægges en entydig årsagskæde fra viden, handling til effekt. De økonomiske aktører reagerer på, hvad de oplever, og hvad der bliver sagt. Systemet bliver påvirket af nationalbankdirektørens udsagn, medmindre han/hun tager fejl tilstrækkeligt mange gange, dvs. at virkeligheden falder anderledes ud end det tilsigtede, eller hans/hendes position bliver intimideret af det politiske system. Hvis Nationalbankdirektøren tilstrækkeligt ofte udtaler, at denne eller hin pengepolitik vil sikre, at inflationen forbliver under 2 pct. så vil det have en afsmittende virkning på de aktørernes forventning – uanset om indgrebet øver direkte indflydelse på prisudviklingen. Har skiftende regeringer sagt ’fastkurs-politik’ tilstrækkeligt mange gange, og valutakursen rent faktisk har ligget fast, så påvirker det aktørernes adfærd osv., osv.

’Refleksivitet kan fortolkes som noget der går i ring’, Soros, p. 38. Forståelsen af virkeligheden og reaktionen på denne forståelse er ifølge Soros forbundet i en uadskillelig feed-back løkke. Refleksivitetsteorien er et forsøg på at inddrage denne gensidighed, som et udtryk for betydningen af den allesteds nærværende usikkerhed. Herved ophæver Soros den kognitive adskillelse mellem model og virkelighed. Hvis tilstrækkeligt mange økonomer benytter én bestemt model – f.eks. en generel ligevægtsmodel, så vil både det politiske system og de økonomiske aktører begynde at tænke, som om samfundsøkonomien fungerede som en ligevægtsmodel. Teorien om de effektive finansmarkeder kom i en længere periode til at øve indflydelse på forventningsdannelsen og dermed på prisudviklingen. Den økonomiske regulering tilpasses ligeledes tænkemåden – bl.a. gennem en omfattende deregulering af den finansielle sektor. Hvis modellen var en korrekt beskrivelse af, hvorledes det økonomiske system fungerede og forandrede sig under indtryk af den refleksive proces, så ville større kriser kunne undgås – det Soros kalder ’Superbobler’, så ville der kun være mindre konjunkturbobler, som ydermere ville være selvregulerende – en slags ligevægtsmodel. Men er den model, der benyttes ved tilrettelæggelsen af den økonomiske politik (efficient market hypothesis) og for forventningsdannelsen (rational expectations) en ’falsk’ beskrivelse af, hvordan det økonomiske system fungerer i praksis, så vil model og virkelighed begynde at divergere. Afstanden vil blive større og større. En superboble vil udvikle sig under dække af fagøkonomisk og politisk fornægtelse. Det vil kræve en større og større politisk kraftanstrengelse, at holde det økonomiske system på sporet, indtil det en dag krakker. Det er Soros forklaring på finanskrisen store og for de fleste uforudsete konsekvenser. Og Soros frygter, at en lignende superboble har opbygget sig omkring de europæiske landes stigende gældsbjerg. Den virkelige økonomi, driver længere og længere væk fra det der er politisk muligt at håndtere – for der mangler en forståelsesramme.

Nytænkning

Når så superboblen brister vil det forårsage en omfattende økonomisk krise, der bør give anledning til opbrud i den økonomiske teori og dermed også i den økonomiske politik. Når systemet ikke har leveret varen, så skaber det kaos på alle niveauer: det økonomiske teoretiske, hos de politiske beslutningstagere og hos de økonomiske aktører.

Hvad er ’sandheden’ om virkeligheden? Ingen kan give et definitivt svar. Selv Karl Popper og hans søgen efter sandheden kommer til kort; for virkeligheden er menneskeskabt og under konstant forandring og uforudsigelig

Og dog, her er det at Soros refleksivitetsteori parret med hans praktiske erfaringer kommer ind i billedet. Han har således et kapitel i bogen med titlen ’En succesrig spekulants selvbiografi’. For han har tjent rigtig mange penge på en fremadrettet vurdering af, hvorledes markedet ville udvikle sig og hvorledes de regulerende myndigheder vil gribe ind – med fare for at komme til kort. Det mest spektakulære eksempel var Soros meget vellykkede spekulation mod det britiske pund i 1992; men det hører nok så meget med til historien, at han var på forkant med sammenbruddet i den finansielle sektor i 2008. Han havde set – at en superboble i stort set alle aktiver havde opbygget sig baseret på 1. omfattende deregulering, 2. lempelig pengepolitik og 3. teorien om ’the great moderation’, at de samfundsøkonomiske sammenhænge havde ændret sig og nu kunne forstås i perspektiv af hypotesen om de effektive finansmarkeder, rationelle forventninger og generel ligevægt. Men i Soros forståelse af de samfundsøkonomiske sammenhænge var denne model urealistisk. Den svarede ikke til virkeligheden. Refleksivitetsteorien gjorde ikke Soros fattigere – tværtimod. Men han havde dog til det sidste sine tvivl med hensyn til, om han havde tilstrækkelig med likviditet til at holde sine positioner, indtil superboblen ville briste. Ligesom han heller ikke er bleg for at indrømme, at det kom bag på ham, at investeringsbanken Lehman Brothers ikke blev reddet; hvorimod størrelsen af de efterfølgende bankpakker levede helt op til hans forventning om, hvordan det politiske system ville reagere.

Heldigvis har George Soros et oprigtigt ønske om, at den økonomiske videnskab kan bringes tilbage på det spor, der sigter mod at beskrive og forstå virkeligheden. Et spor der ifølge Soros blev udstukket af Keynes tilbage i 1936. Det er lang tid siden og meget har ændret sig siden, så det er ikke nok blot at læse The General Theory. I erkendelse heraf har Soros givet $ 50 mill. til en fond med det velklingende navn ’Institute of New Economic Thinking’. INET holdt sin åbningskonference tilbage i april 2010, omtalt her på Alt-andet-lige og med deltagelse af bl.a. professor Katarina Juselius fra Københavns Universitet. Jeg kan ikke for varmt anbefale, at der i disse tider, hvor den økonomiske teoris så åbenbart har behov for nytænkning bliver klikket ind på INETs hjemmesider, der er altid nye og realistiske analyser. De kan så med fordel suppleres med læsning af artikler fra bl.a. Real World Economics Review, www.paecon.net .

Velkommen til et nyt semester – udfordringerne er legio, så længe der er så stor afstand mellem ’model og virkelighed’.

Litteratur:
DØR (2011), Dansk Økonomi, november 2011, København: eget forlag
Keynes, J.M. (1936) The General Theory of Employment, Interest and Money, London: Macmillan
Soros, G. Finanskrisen og nedsmeltningen, Forlaget Hovedland, 2009
Sørensen, P. B. & H. J. Whitta-Jakobsen (2005), Introducing Advanced Macroeconomics: Growth & Business Cycles, Maidenhead: Macgraw-Hill Education
Velfærdskommissionen (2006) Fremtidens velfærd – vores valg, København: eget forlag

(1) Hvis der endnu skulle være en polit-studerende, der ikke har set den Oscar-vindende dokumentarfilmInside Job, der i julen blev vist på DR2 under titlenInside Wall Street, så er det et must. Det burde ikke være muligt at indstille sig til sommereksamen uden at kunne dokumentere, at denne film var set (og forstået). Hermed en stærk opfordring til at lade denne film være en del af pensum i ’Økonomisk Metode’. Det er en dokumentarisk beskrivelse af, hvorledes økonomer agerer i virkeligheden – ikke mindst som rådgivere.

(2) Soros henviser med god ret til kapitel 12 i Keynes ’The General Theory'