New Economic Thinking

Ja, vi har hørt det før, New Economic Thinking; men aldrig har behovet været så åbenbart som i dag. Vi skal i hvert fald tilbage til 1930erne for at finde en så tumultarisk tilstand, som den verdensøkonomien har befundet sig i de sidste 2-3 år – eller rettere har befundet sig i de seneste 30-40 år. For ser vi på de vestlige økonomier, så har vækstraterne været faldende tiår for tiår siden de ’glade’ 1960ere; hvorimod variansen i vækstraterne har været stigende. Og her taler vi kun om den del af de økonomiske aktiviteter, der registreres i nationalregnskabet. Kastede vi et blik på indkomst- og formuefordelingen, arbejdsløshed, energiforbrug, naturtilstanden – så ville behovet for New Economic Thinking stå endnu mere lysende klart. Men der skulle desværre en verdensomspændende økonomisk krise til at råbe det økonomiske establishment op – at der er brand i bygningen, for den økonomiske videnskab har ikke i sin aktuelle lærebogsfremstilling bidraget til at mindske problemernes karakter – måske snarere tværtimod.

Derfor er der – endelig, fristes man til at sige – blevet blæst til samling på King’s College, Cambridge (af alle steder). Det nyetablerede Institute of New Economic Thinking med ikke mindre end 6 nobelpristagere  i spidsen og $50 mill. i ryggen (doneret af George Soros) har taget initiativ til en konference med titlen 'The economic Crisis and the Crisis in Economics' 8.-11. april - du kan se programmet her: http://www.ineteconomics.org/agenda.htm.

Konferencens hovedtema er ’Crisis in Economics’, og oplægsholderne kan løseligt opdeles i tre kategorier af økonomer.

For det første den gruppe af økonomer, der hver for sig igennem de seneste 20-30 år vedholdende har fastholdt, at makroøkonomiske modeller baseret på generel ligevægtsteori og antagelsen om rationelle forventninger ikke i nogen meningsfuld forstand kan give en realistisk repræsentation af den makroøkonomiske virkelighed. Den gruppe har fået fornyet vind i sejlene med deres vedholdende henvisning til, at Keynes’ makroteori aldrig med rimelig har kunnet rummes inden for en sådan modelramme. Robert Skidelsky afslutter sit paper på konferencen netop med at understrege, at ’Keynes would have gone on to say that we need to develop a model of the modern macro-economy which takes uncertainty seriously’.

Den anden og største gruppe af oplægsholdere er (delvis) konvertitter. Økonomer, der har tjent der sporer – ikke mindst deres nobelpriser - gennem tidligere bidrag til neoklassisk markedsteori (til forskel fra makroteori). Det gælder f.eks. for Joseph Stiglitz. Han fik tildelt nobelprisen for sine analyser af bl.a. asymmetrisk information i en i øvrigt neoklassisk kreditmodel. Men han har i stigende grad fået second thoughts med hensyn til, om de makroøkonomiske konsekvenser af informationsproblemet med rimelighed kan analyseres inden for en generel ligevægtsmodel. Metodologisk minder han på mange måder om den Keynes, der skrev inden krisen i 1930erne brød ud. Indtil da havde også Keynes prøvet at forstå den økonomiske virkelighed inden for rammen af en makroøkonomisk ligevægtsmodel. Det var først krisen i begyndelsen af 1930erne, der fik Keynes til definitivt at kuldkaste ligevægtsmodellen. Spændende er det at se, hvor langt Stiglitz metodologisk er kommet i denne epistemologiske erkendelsesproces. En tilsvarende historie kan fortælles om George Akerlof (ligeledes nobelpristager). Han har netop været i København, hvor han fortalte om sin nye bog ’Animal Spirit’ – med klar inspiration fra Keynes; men uden endnu at have forkastet den generelle ligevægtsmodel som analyseramme. Han mente snarere, at nu da hypotesen om de efficiente finansielle markedet empirisk var blevet miskrediteret, så var det på høje tid, at de generelle ligevægtsmodeller blev udbygget med en finansiel sektor. Man kan sige, at Akerlof stadig befandt sig i reparationsafdelingen for ligevægtsmodellerne – spændende bliver det at se, om det vil lykkes for ham at komme tættere på virkeligheden med en sådan modelmæssig om- og tilbygning.

Den tredje gruppe af økonomer kan sammenfattes under betegnelsen ’empirikere og praktikere’. Her vil konferencens mæcen, finansguruen George Soros indtage podiet på King’s College med den selvfølgelighed, der følger af i praksis at have demonstreret, at (de internationale) finansmarkederne er alt andet end efficiente. Han skal tale under overskriften ’The living History of the last 30 years’. Og nægtes kan det jo ikke at han har virkeligheden på sin side; for også inden for økonomi må det gælde, at ‘the proof of the pudding is to eat it’. Her er der i øvrigt endnu et tankevækkende sammenfald med Keynes, der også blev en hovedrig mand – ikke gennem salg af økonomiske lærebøger; men ved børsspekulation. Dette bringer os til krydsfeltet mellem teori og virkelighed, hvor økonometrikerne kan være behjælpelige, idet relevante makroøkonomiske modeller bør være forankrede i virkeligheden. Men hvordan sikres en sådan empirisk forankring? Det hævdes ofte, at de generelle ligevægtsmodeller kan gives en vis empirisk understøttelse gennem (såkaldt) kalibrerede koefficienter. Der er dog en væsensforskel på blot at indsætte nogle historiske værdier i modellen og så at gennemføre et egentligt statistisk test af de opstillede hypoteser – i så fald ville hypotesen om den rationelle forventningsdannelse aldrig på makroniveau have kunnet opretholdes. Om denne gruppe af empirisk arbejdende økonomer bør det nævnes, at Københavns Universitet er fornemt repræsenteret ved Søren Johansen og Katerina Juselius, der side om side med bl.a. David Hendry skal vurdere ’How empirical evidence does or does not influence economic thinking and theory’. Her vil man kunne håbe på lydhørhed fra et auditorium inspireret af Keynes, der om nogen argumenterede for empirisk forankring, blot man ikke forholdt sig ukritisk til tallenes tale.

Tillad mig at afslutte denne foromtale af konferencen med en stærk opfordring til alle med interesse for makroøkonomisk teori om at hente papirerne ned fra hjemmesiden. Lad os dernæst tage en kritisk diskussion af papirerne et for et; for det er efter min mening hævet over enhver rimelig tvivl, at denne konference vil komme til at udgøre et ’turning point’ inden for makroøkonomisk teori. Ligesom kriserne i hhv. 1930erne og 1970erne ændrede makroteorien markant, så er det blevet åbenbart af den aktuelle finansielle og økonomiske krise, at lærebøgerne skal skrives om, thi kravet om større realisme i de makroøkonomiske modeller er blevet uomgængeligt. Lad os håbe, at konferencen i Cambridge kan bringe os nærmere en afklaring heraf, forventningerne er i hvert fald høje.