Nobelprisen understreger, at økonomi ikke er en eksakt videnskab

Nobelprisen i økonomi er netop blevet uddelt. I år deles den mellem Eugene Fama, Robert Shiller og den hidtil mere eller mindre ukendte amerikaner med det danske navn, Lars Peter Hansen. De får alle prisen for deres ”empiriske analyser af aktivpriser”.

Økonomer bliver til tider drillet med, at de arbejder indenfor en akademisk disciplin, hvor to personer kan vinde en nobelpris i løbet af deres karriere for at sige to modsatrettede ting. Det har nobelkomiteen taget til det ekstreme i år, hvor den samme pris deles mellem sådanne to personer.

Eugene Fama fik prisen for sit arbejde med teorien om efficiente markeder, mens Robert Shiller fik sin pris for at vise, hvordan den teori ofte fejler i praksis.

Betyder det så, at nobelkomiteen grundlæggende er skizofren? Nej, det er snarere udtryk for, at man med årets nobelpris understreger, at økonomi ikke er en eksakt videnskab, og at økonomi som fag netop udvikles ved, at teorier præsenteres, udbredes og afprøves for så siden at blive falsificeret, tilpasset eller reformuleret.

Prisen gives for bidrag til den økonomiske videnskab. Derfor kan økonomer, hvis teorier synes ude af touch med virkeligheden, også godt fortjene den. Det gælder også Eugene Fama.

Jeg og mange andre mener eksempelvis, at finanskrisen endegyldigt har vist, at aktivpriser på de finansielle markeder ikke grundlæggende er præcise og afspejler al offentlig viden, som Famas teori siger, men at de ofte bygger på irrationelle antagelser og der derfor opstår bobler på markederne, som Shiller har påvist.

Men Fama’s arbejde har været afgørende for økonomisk teori og er bl.a. en del af udgangspunktet for Shillers arbejde. Og hans arbejde har om noget også haft konsekvenser i den virkelige økonomi: i kølvandet på teorien om efficiente markeder blev indeksfonde, som typisk består af en større gruppe af aktier, udbredt blandt børsmæglere og investeringsforeninger (for teorien viste jo, at det ikke var muligt at slå markedet), og politisk er teorien blevet brugt til at argumentere for, at de finansielle markeder skal reguleres så lidt som muligt (ikke mindst af folk som USA’s tidligere nationalbankdirektør, Alan Greenspan).

Årets nobelpris viser dog også, at man ikke skal lytte ukritisk til en nobelprismodtager i økonomi – hverken når det handler om økonomi som fag eller økonomisk politik! Det er Fama et levende eksempel på.

I et interview fra 2010 mente Fama således ikke, at finanskrisen havde sat spørgsmålstegn ved hans arbejde. Adspurgt om, hvordan teorien om efficiente markeder havde klaret sig i krisen, svarede han:

“I think it did quite well in this episode. Stock prices typically decline prior to and in a state of recession. This was a particularly severe recession. Prices started to decline in advance of when people recognized that it was a recession and then continued to decline. There was nothing unusual about that. That was exactly what you would expect if markets were efficient.”

Og senere, på spørgsmålet om, om markedet overordnet set er “highly efficient”:

“Yes. And if it isn’t, it’s going to be impossible to tell.”

Fama mente heller ikke, at der var meget at lære af finanskrisen, eller at den betød, at der skulle ske ændringer i økonomifaget. På spørgsmålet ”What will be the financial crisis’s legacy for the subject of economics? Will there be big changes?”, svarede han:

“I don’t see any. Which way is it going to go? If I could have predicted that, that’s the stuff I would have been working on. I don’t see it.”

Fama stillede sågar også spørgsmål ved, om kreditklemmen og finanskrisen overhovedet var årsag til recessionen og den økonomiske krise. Her er et uddrag af interviewet (bemærk, at det ikke er nobelprismodtageren, der stiller spørgsmålene, men som giver svarene!):

So what is your explanation of what happened?

“What happened is we went through a big recession, people couldn’t make their mortgage payments, and, of course, the ones with the riskiest mortgages were the most likely not to be able to do it. As a consequence, we had a so-called credit crisis. It wasn’t really a credit crisis. It was an economic crisis.”

But surely the start of the credit crisis predated the recession?

“I don’t think so. How could it? People don’t walk away from their homes unless they can’t make the payments. That’s an indication that we are in a recession.”

So what caused the recession if it wasn’t the financial crisis?

“That’s where economics has always broken down. We don’t know what causes recessions. We’ve never known. Debates go on to this day about what caused the Great Depression. Economics is not very good at explaining swings in economic activity.”

Let me get this straight, because I don’t want to misrepresent you. Your view is that in 2007 there was an economic recession coming on, for whatever reason, which was then reflected in the financial system in the form of lower asset prices?

“Yeah.” (…) “People have jumped on the bandwagon of blaming financial markets. I can tell a story very easily in which the financial markets were a casualty of the recession, not a cause of it.”

That’s your view, correct?

“Yeah.”

Som sagt, hvis nogen skulle være i tvivl: Fama har bidraget væsentlig til økonomifaget. Og han fortjener sin nobelpris. Men han er samtidig også et af de bedste eksempler på, at økonomer kan stirre sig blinde på deres modeller og resultaterne af dem, og at en nobelpris i økonomi ikke betyder, at man rammer rigtigt med alle sine udsagn og vurderinger.

Fama og årets nobelpris understreger, at der er en verden til forskel på økonomi som fag og økonomisk politik. Når det kommer til den økonomiske politik, må økonomer derfor heller aldrig blive endegyldige sandhedsvidner – det gælder både dem, man er enige med og dem, man er uenige med.