Økonom! Du skal tale om adfærd og COVID-19!

Tidligere har jeg her på Altandetlige.dk skrevet jeg om tre typer adfærd:

1. Frivillig adfærd (via info om døde og smittede),
2. Tilskyndet adfærd (statens signal via nedlukninger), og
3. Tvungen adfærd (via statens regulering).

Skildringen mellem de tre varianter af adfærd er vigtig i forhold til at vurdere, hvilke tiltag der fra politisk side virker og står mål med omkostningerne. Er statens signaler fx helt afgørende, bør politikerne vælge de signaler, der er billigst.

Men hvad kan vi egentlig sige om de tre på nuværende tidspunkt? En hel del vil jeg mene.

For det første er der den teoretiske baggrund. Folk reagerer på faren uden for deres dør (1). Adfærdsøkonomisk ved vi, at der kan være nogle biases, og dem påvirker regeringen sandsynligvis med deres signaler (2). Disse ting vil teoretisk set trække i retning af, at adfærd som minimum har en vis effekt.

For det andet er der det,, man kan kalde anekdotiske beviser. Her er der både interessante sammenligninger med Sverige, som viser, at svenskerne i høj grad reagerede ligesom danskerne. De holdt op med at google restauranter (se figur tv. baseret på Google Trends) og de begrænsede deres frekventering til ”retail and recreation” (se figur th. baseret på Google Mobility Reports). Samtidig ved vi, at mange arbejdspladser lukkede ned og arbejdede hjemme, selvom det ikke var et lovkrav (CEPOS gjorde, og jeg gætter på at fx DØRS gjorde det samme). Herudover kunne man se på data for hvor folk mødes (registerdata og Transportvaneundersøgelsen ville fx være interessante) og estimere, hvor stor en andel af kontakterne, staten havde gjort forbudt og derudfra se, om det på nogen måde var i en størrelsesorden, der realistisk set kunne have en effekt på smittespredningen. Mit bud er, at sådan en øvelse ville resultere i et klart nej (jeg har dog ikke selv ressourcer til at lave den).

For det tredje er der litteraturgennemgangen. Her skal peer-reviewed litteratur selvfølgelig tillægges større vægt end anden litteratur. I vismændenes rapport ser de reelt kun på ét publiceret studie, der skelner mellem de forskellige typer adfærd (Courtemanche et al. (2020), som i øvrigt finder, at frivillig adfærd – når man ser bort fra udgangsforbud – er helt afgørende). Men der er faktisk andre studier, der er publiceret (fx under CEPR Covid Economics, som dog har et langt mindre grundigt review, end vi er vant til) samt masser af interessante arbejdspapirer. Gennemtrawler man litteraturen. finder man, at den entydigt peger i retning af, at frivillig og tilskyndet adfærd (1) og (2) er helt afgørende i forhold til samfundets samlede svar. Det studie, jeg har set, der tildeler mindst vægt til den frivillige adfærd, vurderer, at frivillig adfærd udgjorde 2/3 af den samlede effekt.

Men hvorfor er det overhovedet vigtigt, kan man spørge?

Fordi mange politikere giver klart udtryk for, at de tror, at de styrer pandemien gennem reguleringen (fx sagde Stinus Lindgren (RV) i går, at ”Man bruger hammeren og kan så løsne op igen”). Det er en helt forkert tankegang, og den risikerer meget let at gøre pandemien samfundsøkonomisk meget dyrere (nettoresultat) for Danmark, end den behøver at blive.

Økonomer har masser at byde ind med i forhold til pandemihåndteringen. Vi forstår adfærd, vi er eksperter i at vurdere effekten af ført politik, vi forstår ligevægte. Hvis ikke økonomer bidrager med at forklare effekterne og omkostningen ved nedlukningerne, hvem skal så? Hvilken anden faggruppe har lige så god baggrund til at forstå, at hvis du presser smitten ned ét sted, vil den poppe op et andet pga. adfærd. Mange af (alle?) tiltagene i foråret og lige nu bliver jo ”modarbejdet” af adfærd, fordi de ikke grundlæggende får ændret på folks omkostninger og incitamenter. Tiltagene svarer nærmere til subsidier til risikobetonet adfærd, fordi de (forsøger at) presse smitten ned ét sted, så folk kan opføre sig tåbeligt et andet.

Hvem skal hjælpe politikerne med at forstå den slags, hvis ikke det er os økonomer?

Vi kan ikke bare gemme os bag ”det kan man ikke sige, før det er ovre”, for når det er ovre, er vores råd værdiløse (i hvert fald i forhold til COVID-19 og den forestående revision af pandemiloven).