Den økonomiske udfordring, efteråret 2015

I kender sikkert historien om det smadrede vindue, som for ikke-indviede (dvs. ikke-politter ;-) ser ud til at øge beskæftigelsen i samfundet (ellers se her). Historien blev skrevet af Frederic Bastiat i 1850 under overskriften "That Which is Seen, and That Which is Not Seen". En af pointerne i historien er, at man er nødt til at se på hele samfundet, når man vurderer et tiltag. Og ikke kun på den direkte, observerbare effekt. 

Efterårets økonomiske udfordring

I denne økonomiske udfordring skal I pege på et tiltag, en bevægelse eller lignende, hvor man kan blive fristet til at konkludere én ting på baggrund af det sete. Men hvor konklusionen sandsynligvis er den modsatte, hvis man tager højde for det usete.

Derfor stiller vi udfordringen

Hos Incentive forsøger vi altid at blive bedre til at forstå de fulde konsekvenser af de tiltag, vi beskæftiger os med. Vi har derfor ofte tænkt, at man kunne fortælle lignende historier om andre områder i samfundet. Og måske af den vej blive dygtigere til at opdage de tilfælde, hvor noget, der virker helt logisk, måske ikke er så logisk endda.

Et eksempel

I 2004 forbød man sovebusser efter to alvorlige uheld, hvor fem danskere blev dræbt. Og der er naturligvis (og heldigvis) heller ikke nogen, der er døde i sovebusser de sidste 10 år. Og det sker nok heller ikke i den kommende skisæson.

Problemet med at kalde loven en succes udelukkende på det grundlag er selvfølgelig, at man glemmer at tage højde for det usete. 

For sovebusser var jo en service til danskerne. Vi var villige til at betale lidt ekstra og køre i bus frem for bil, fordi man kunne komme udhvilet frem. Så da loven blev indført, faldt antallet af busture derfor med 40%, og mange danskere valgte i stedet at køre i bil. Og måske er en masse trætte, danske bilchauffører trods alt farligere end en sovebus med en professionel buschauffør.

Vi har ikke regnet på ovenstående. Men vi ser selvfølgelig gerne, at I har krydret jeres bud med en eller anden form for beregninger.

Vi glæder os til at læse jeres besvarelser.

Mange hilsner

Incentive



Virksomheder

Faktaboks

Den økonomiske udfordring

Brug "The broken window fallacy"-analogien på andre områder i samfudnet.

Præmier

1. præmie: Middag for to på MASH.

2. præmie: 6 flasker god vin

Formkrav

Besvarelsen må maks. fylde 900 ord (godt 1½ side) og skal være på dansk eller engelsk.

Du skal sende besvarelsen senest d. 21. september kl. 12.00. Vinderen offentliggøres på Altandetlige.dk d. 28. september.

Send din besvarelse til jh@incentive.dk.

Hvad lægger vi vægt på i bedømmelsen?

Der vil i bedømmelsen primært blive lagt vægt på den saglige argumentering - gerne tilknyttet "bagsiden af en konvolut"-beregninger.

Det er vigtigt, at dit bud er skrevet klart og let læseligt.

Vi bedømmer også idérigdom og kreativitet positivt.


Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk