Er den offentlige sektor vokset med 136 mia.kr. siden 2000, som finansministeren skriver?

Den 7. maj 2018 kom Finansministeriet med en Økonomisk Analyse: Udviklingen i de offentlige udgifter fra 2000 til 2017. Samme dag skrev finansministeren på Twitter, at ”På trods af de mange myter om nedskæringer, så er den offentlige sektor vokset med 136 mia.kr. siden 2000”.

Er man til ordkløveri så er det forkert at bruge ordet ”den offentlige sektor”, fordi analysen handler om de offentlige udgifter, som den offentlige forvaltning og service bruger på forbrug, investeringer og offentlige overførsler - ikke mindst til husholdningerne, fx dagpenge og folkepension. Den offentlige sektor består nemlig udover den offentlige forvaltning og service også af de offentlige selskabslignende virksomheder (fx Finanstilsynet) og de offentlige selskaber (fx TV2).

Selvom Kristian Jensen forsøger at koble analysen med Venstres prioritering af sundhedsvæsnet med kortere ventelister og bedre behandling, så kan man ikke sige dette på baggrund af analysen. Tilsvarende kan man heller ikke på baggrund af analysen sige noget om, at der ikke har været nedskæringer eller for den sags skyld, at der har været nedskæringer.

De voksende offentlige udgifter målt i 2017-priser skyldes fx flere pensionister og dermed øgede udgifter til folkepension, hvilket også nævnes i analysen, men de voksende offentlige udgifter skyldes også højere løn til de offentlige ansatte i perioden. Ingen af dele betyder nødvendigvis, at fx den enkelte ældre oplever at få mere i pension eller mere hjemmehjælp, blot fordi udgifterne er stigende. Det gælder selvfølgelig også den modsatte vej.

Når forskellige udgiftsposter er stigende eller faldende, så kan begge bevægelser vise sig at være positive og negative. Er det positivt eller negativt, at der er flere udgifter til fx dagpenge. Er det positivt eller negativt, at der er færre udgifter til fx dagpenge. Det kræver en mere nuanceret analyse end den nævnte analyse at kunne konkludere noget her. Hvis udgifterne til dagpenge falder som følge af, at flere kommer i ordinær beskæftigelse, så vil de fleste nok sige, at det er positivt. Falder udgifterne til dagpenge. fordi man strammer rådighedsreglerne og færre kan modtage dagpenge (falder ud af dagpengesystemet), så vil i hvert fald dem, som falder ud af systemet, nok betragte det negativt – som en nedskæring.

Lidt forsimplet kan man sige, at flere udgifter ikke nødvendigvis er udtryk for mere offentlig service eller kvalitet eller højere sociale ydelser for den enkelte borger. Tilsvarende er færre udgifter heller ikke udtryk for det modsatte. Analysen er baseret på input-metoden, for at se på service og kvalitet, så kræver det som minimum bl.a. output-metoden, men selv den vil have udfordringer, for man bør selvfølgelig også se på effekterne. Alt i alt meget mere analyse end den udsendte analyse.

Overordnet set kan man på baggrund af analysen ikke sige særligt meget om, hvorvidt der har været nedskæringer eller ej i perioden, om der er mere sundhed eller ej i perioden, eller om velfærdsstaten er opprioriteret eller det modsatte i perioden. På baggrund af analysen kan man blot konkluderer, at de offentlige udgifter (2017-priser) i 2017 er højere end de var i 2000.