Først hed det subprime-krisen, fordi den var begrænset til nogle enkelte dårlige lån på det amerikanske boligmarked. Da Lehman Brothers krakkede, og aktiekurserne raslede ned, kom fænomenet til at hedde finanskrisen. Der er endnu ikke enighed om, hvad vi skal kalde den tredje fase af fænomenet, som vi oplever nu, hvor arbejdsløsheden tordner i vejret, BNP falder mere, end det har gjort siden 2. verdenskrig, og ingen endnu kan se lyset for enden af tunnelen. Navnene til de to første faser understreger dog, at de økonomiske analytikere konsekvent har undervurderet alvorligheden af den nuværende krise - og slet ikke så den komme, før det var alt for sent. Men hvordan kunne så mange topprofessionelle økonomer tage fejl samtidig?
- Det er ikke hver gang, at der er en finanskrise - for det er der med jævne mellemrum -, at det slår ud i realøkonomien. Det var baggrunden for, at konjunkturbedømmerne troede og håbede på, at det ikke heller ikke ville ske denne gang. At vi skulle ende i noget, der ligner en depression, det havde man ikke regnet med.
Dog mener Peter Birch, at der var flere tegn på, at det ville gå galt på et tidspunkt - tegn som de, hvis profession det er at spå om fremtiden, nok burde have set. Og overvismanden tegner et billede af et fag, der lider af alvorlige spåmandstømmermænd:
- Man burde nok have været mere opmærksom på, at systemet var blevet mere sårbart pga. den kraftige kreditekspansion, der foregik. Konjunkturbedømmerne burde have været bedre til at spotte nogle tegn på øget sårbarhed i systemet. Det rammer til dels også mig selv, da jeg jo er i den business, hvor vi skal forsøge at forudsige tingene. Omvendt må man også sige, at vi har haft en rivende udvikling i den finansielle sektor, som det har været svært for nogen at overskue. Der var faktisk en tro på, at de nye finansielle produkter havde gjort systemet mere robust overfor denne type af choks, som vi nu ser et eksempel på. Men ser man på det helt lange historiske perspektiv, har der været finanskriser, der er blevet efterfulgt af realøkonomiske kriser ligeså længe, som vi har haft en kapitalistisk markedsøkonomi. Så derfor burde vi måske ikke være blevet overraskede. Men det med at sige præcis hvornår de indtræffer, det er ikke så nemt.
Dog giver Peter Birch heller ikke meget for dommedagsøkonomerne, der altid ser et sammenbrud rundt om hjørnet:
- Det også for nemt blot at forudsige, at det må gå galt på et eller andet tidspunkt. Så får man jo ret før eller siden. Det interessante for beslutningstagerne er jo at vide, hvor tæt man er på vendepunktet.
Men hvordan bliver vi som økonomer bedre til at forudsige konjunkturskift korrekt i fremtiden - og undgå, at det går så galt som med den nuværende finanskrise?
- Når vi økonomer eksplicit modellerer usikkerhed, så modellerer vi det som stokastiske stød, der rammer økonomien. Pga. den måde økonomien er skruet sammen på, er disse stød så selvforstærkende i en vis periode. Men selve stødet er stokastisk - og derfor pr. definition uforudsigeligt. Vi ved ikke præcis, hvornår stødet kommer, og hvor stort det bliver. Hvis den måde vi modellerer økonomien på kort sigt på er rigtig, altså hvor vi opstiller nogle modeller med stokastiske stød; så ligger der også deri, at vi aldrig kan forudsige, hvad der vil ske. Vi kan forklare, hvad der skete bagefter, når vi har data. Men det er noget helt andet at skulle forudsige. I den forstand er det måske hybris at forsøge at forudsige vendepunkterne i konjunkturerne. Problemet er bare, at der skal føres økonomisk politik under alle omstændigheder, så vi bliver alligevel nødt til at forsøge på det mangelfulde informationsgrundlag, vi har.
Det lyder som en noget pessimistisk udmelding fra en mand, der har gjort det til sin profession at spå om fremtiden. Men det er ikke det samme som, at professionen ikke er levedygtig, mener Overvismanden:
- Vi må være selvkritiske og spørge, om vi tillægger markederne og de økonomiske aktører en for høj grad af rationalitet. Der har været mange adfærdsmønstre under denne finanskrise, der sætter spørgsmålstegn ved, om det er rigtigt at antage rationelle og velinformerede agenter - eller om vi er helt galt på den. Der er nogen forskningsretninger, hvor man studerer begrænset rationel adfærd og systematiske afvigelser fra rationel adfærd, fx behavioral finance. De vil nok få et boost - og det er også fuldt berettiget. Men man skal passe på ikke at kaste barnet ud med badevandet, for hvis man fuldstændig går væk fra, at agenterne opfører sig rationelt, bliver det meget svært at lave nogen form for videnskabelige forudsigelser om, hvordan adfærden vil være under et sæt givne omstændigheder.
Overvismanden er altså mere til en evolutionær tilpasning af den økonomiske teori end et egentligt revolutionært paradigmeskift. Og den tilpasning er også noget som fremtidige politstuderende vil kunne mærke på egen krop - for der er nemlig en ny udgave af den lilla makroøkonomibog på vej:
- Det er et forbandet dårligt tidspunkt at revidere en lærebog på, fordi der sker så meget for tiden, der kan have betydning for det korte sigt. Fx har centralbankerne under denne krise taget helt nye instrumenter i brug. De har i stort omfang erstattet bankernes og finanshusenes udlån med egne udlån. Jeg mener stadig, at det grundlæggende model-setup vi har, er en fornuftig ramme for at modellere konjunkturudsving. Men fx netop diskussionen om, hvordan pengepolitik foregår, er blevet mere besværlig. Men man skal huske på, at det er ekstraordinære omstændigheder, vi befinder os i. Det er ikke længere nok bare at skrive, at centralbanken styrer renten vha. den såkaldte Taylor-regel. Finanskrisen kommer især til at indgå rundt omkring med eksempler - og så vil der forhåbentligt blive tegnet og fortalt omkring den i undervisningen. Forlaget synes også, at bogen er rigeligt lang i forvejen - og det synes de studerende sikkert også.
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2