Polit i Mellemøsten (10/11)

Kære dagbog! - Søndag d. 23. oktober

Dag 11 i Dubai, og endnu en dag med spændende foredrag stod foran os - i dag hos Arla og Dubai Chamber of Commerce. Ud over de spændende foredrag stod den desuden på et lille eventyr, da vi for første gang skulle besøge nabo-emiratet Sharjah, hvor Arla har sit hovedkvarter i Mellemøsten. Sharjah er UAE’s tredje største emirat, og adskiller sig fra Dubai og Abu Dhabi ved at være fattigere, mere konservative og ved at der er flere lokale bosat.

Arla boede i en, forventeligt, uinspirerende grå betonhal, hvor vi blev ledt op af en lille trappe til Arlas konference lokale, hvor vi pænt satte os og ventede på, at vores Arla mand skulle dukke op. Da vores Arla mand så dukkede op, var det første han gjorde at sige, hvor pænt og velforberedte vi så ud, sammenlignet med det hold han tidligere havde haft på besøg fra CBS. Vores Arla mand, viste det sig, hed Rasmus, og var uddannet Cand. Merc. Int og altså General Manager for Arlas foretagende i Mellemøsten.

Rasmus lagde ud med at fortælle os om Arla generelt, og om deres ’fra jord til bord’ tema, som vi herhjemmefra kender fra de fine reklamer med den lille dreng og koen på en grøn mark. Internationalt kalder de det ’from cow to consumer’, og de bruger den samme reklame i UAE, på trods af den umiddelbare mangel på grønne marker. De håber, at denne kampagne vil være med til at gøre Arla til den ledende mælkeproducent i Europa, hvor Arla allerede er godt etableret med brands som Arla, Castello og Lurpak. Arla har en omsætning på 49 milliarder kr., og ca. 60 % af denne bliver kreeret i Arlas 3 største markeder, Danmark, Sverige og Storbritanien, hvor Arla også har som målsætning at ligge nr. 1.

Arla har været i Mellemøsten siden 1950’erne med eksport af Lurpak hjemmefra. I 2003 slog Arla sig ned i UAE med en lokal partner og har siden drevet sine forretninger i GCC herfra. Arla har 180 ansatte i UAE med 15 forskellige nationaliteter, fordelt på 5 varehuse, der står for at levere til hele UAE, og de sigter efter at være ledende på markedet. Ca. 75 % af produkterne kommer hjemme fra Danmark, og ca. en femtedel kommer fra Riyadh i Saudi Arabien. Arlas forretninger i Mellemøsten udgør 11,9 % af omsætningen og er et ”growth market”. I takt med at Mellemøsten vokser økonomisk, vokser Arlas omsætning i området også. Lurpak er et stærkt brand i Mellemøsten, hvor Arla desuden har succes med mærket ’Three cows’, der ikke har samme forbindelse til Danmark som Arla og Lurpak, og derfor appellerer til nogle andre grupper, noget der især har været relevant efter Muhammedkrisen, hvor Arla forsvandt fra 95 % af butikkerne i Mellemøsten på bare 5 dage. Arla insisterede dog på at blive i Mellemøsten, og er kommet sig godt over krisen.

Herudover fik vi vendt alle mulige spændende (og mere eller mindre relevante) emner med Rasmus lige fra markedet for kamelmælk, til det fejlslagne produkt Cowie og til hvorvidt kvinder skal bære tørklæde i Arlas reklamer i Mellemøsten.

Efter Rasmus var færdig kom Johanna, der er elev i Arlas F15 program, der er en pipeline til Arlas top, og fortalte lidt om dette. F15 er et program hvor 15 udvalgte kommer igennem 3 forskellige positioner i Arla, af hver 7-8 måneder, på 3 forskellige steder, heraf skal 1 eller 2 af dem være i udlandet, f.eks. som Johanna selv, i UAE.

Da Johanna så blev færdig havde Rasmus sørget for Subway sandwichs og sodavand til os alle sammen og vi havde mulighed for at snakke lidt med både Rasmus og Johanna inden vi igen hoppede ud i Rosa og drog mod dagens andet stop, Dubai Chamber of Commerce.

Vi blev taget godt imod i Chamber of Commerce, hvor de havde et flot nyt konferencerum med en lille mikrofon til alle, og smarte mobile skærme så alle kan følge med i slideshows.

Først fik vi et lille foredrag om UAE’s udvikling siden 1956, hvor man fandt olie. Inden var UAE et land der primært bestod at nomader og perledykkere, men efter 1956 og frem til 1971 blev UAE i høj grad et olieafhængigt land. Herefter har UAE været et land der har fokuseret sine ressourcer på at udvikle infrastrukturen, især med henblik på at udvikle andre indtægtsmuligheder end olie alene. Her har UAE udnyttet sin geografisk gode position som et midtpunkt i Mellemøsten til både at øge handlen og turismen i landet. Det har resulteret i at UAE nu har den 3. største BNP i området og den 2. største BNP pr. capita.

Dubai er desuden særdeles godt placeret, lige ved åbningen til det arabiske hav og handel har derfor været en stor faktor i væksten i Dubai, ikke mindst på grund af de mange free-zones i emiratet. En free-zone er et område hvor der gælder andre regler end i resten af emiratet, her kan man have 100 % udenlandsk ejerskab, det er skattefrit og de udliciterer licenser til virksomhederne samt sørger for visa til expats. Desuden er der en frihed til at handle med al slags valuta, hvilket især betyder noget for Finans frizonen (DIFC). Fordelene ved Dubai bliver da at det er nemt at handle, det er logistisk fornuftigt placeret samt der er en veludviklet infrastruktur samt veludbyggede havne og en stor lufthavn med forbindelser til 110 forskellige lande. Især siden 2000 har man set stor vækst i Dubais non-oil handel.

Vores besøg hos Chamber of Commerce adskilte sig i høj grad fra vores andre besøg hos lokale, ved at de her var langt mere villige til at diskutere og svare på vores mere kritiske spørgsmål. Vi nåede bl.a. at vende det arabiske forår, det anstrængte forhold mellem Dubai og Abu Dhabi, mulighederne for demokrati i UAE.

Flere af os tilbragte aftenen i udsøgte omgivelser (hvor indtagelse af alkohol var tilladt) på Burj Al Arab Skyview Bar med cocktails med udsigt udover havet. Burj Al Arab er (selverklæret) verdens eneste 7. stjernede hotel, og det må siges at være en perfekt afslutning på en god dag at nyde cocktails her.

Kaspar og Sidsel

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk