Polit i Mellemøsten (2/11)

Dubai - dag 2

Fridag i Dubai! På turens anden dag havde vi fri mulighed for at tilrettelægge dagen fuldstændig som vi ville. Dubai har en stor muslimsk befolkning, og som de fleste andre steder i verden er moskéerne lukkede for turister – vi var imidlertid heldige at finde frem til den eneste moské åben for turister, Jumeirah Grand Mosque. Vejen dertil var dog ikke let – vi lærte denne formiddag en lektie, som gik igen på resten af turen. Er man i en gruppe der er større end hvad der kan være i én taxa, er chancen for at ende op ved to (eller flere) vidt forskellige steder, rigtig stor.  Kombinationen af, at man i Dubai ikke rigtig har vejnumre (og i det hele taget ikke bruger adresser til at kommunikere med taxachauffører, som man gør i vesten) og det velkendte fænomen ”lost in translation”, gjorde at vores taxa endte ved nævnte moské, imens den anden taxa endte et helt andet sted.    
Næste stop blev Dubai Museum, hvor vi fik et indblik i Dubais overgang fra et fattigt beduiner-samfund, hvis økonomi bestod af perlesamling og fiskeri, til det hypermoderne multikulturelle samfund vi ser i dag (tak til olien). I Dubai er alt en varierende grad af nyt, fæstningen som Dubai Museum var omkranset af, er måske noget af det ældste byggeri. Dubai Museum var ingen Louvre, men mindedes til tider om et skrækkabinet...
Mere interessant var et eksempel på beduinernes oprindelige bolig bygget af strå, i stærk kontrast til Burj Khalifa, hvor man ved hjælp af et kæmpemæssigt sejlkonstruktion ledte den  nedkølede vind fra taget og ned i stuen, sikkert til stor begejstring blandt 1700-tallets beduiner i 60 grader.

For en by, som bl.a. kan byde på en årlig ”shopping festival” og verden største mall, kan et ophold ikke være foruden en favoritsport blandt mange kvinder, shopping. Dubai er bl.a. berømt for sine mange ”souks” (markeder), og disse stod som et obligatorisk besøg for mange denne dag. Disse souks er opdelt i kategorier og inden for et lille område, kan man boltre sig i soukens special-vare. Guld-, tekstil- og krydderi-souks er et mekka for turister. I disse områder kan man opleve det ikke lige så glamourøse liv i Dubai som det man ser i fjernsyn; hvor der pruttes om prisen, og hvor man med sikkerhed kan vide at de ”Gucci-Prada-Chanel”-tasker man bliver tilbudt af overivrige sælgere, er falske.    
I tekstil-souk’en fik vi øvet os i at prutte lidt med priser, da vi, som politter med grundigt kendskab til markedskonkurrence, insisterede på at få fire af de traditionelle hvide dragter med tilhørende hovedtørklæder, til halv pris (se billede).
Dubais diversitet og mangfoldighed afspejlede sig bl.a. i det meget populære koncept med fusionskøkkener, hvorfor vi denne aften oplevede den noget utraditionelle kombination af russisk og arabisk cuisine. Vi nød bl.a. retten ”Plov” og fik turens første, men langt fra sidste, ”beiruti hummus”.

Da Sharia-lovgivningen ikke ser vellidt på alkohol, måtte også dette måltid indtages med vand – vi fortsatte derfor videre på en af Dubais mange skybare. Denne var særligt populær blandt de europæiske expats, og dagen blev afsluttet med en cocktail og udsigt fra 63. etage.

Faktaboks

Dubai er én af syv emirater i De Forenede Arabiske Emirater. Kun godt 15 pct. af befolkningen i Dubai er indfødte emiratier - den øvrige del af befolkningen er indvandrere på arbejdsvisum

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk