Polit-postkort fra New York

NEW YORK: Det er kun fire timer siden, at jeg landende i Newark-lufthavnen i New Jersey. Gudskelov var flyet ikke forsinket, paskontrollen viste sig fra sin mest effektive side, og bussen, der bragte mig til Manhattan, kørte så stærkt, at jeg heller ikke kan give den skyld for, at jeg nu alligevel er i overhængende fare for at komme for sent til min aftale på Wall Street.

Jeg sidder i subway'en med retning downtown efter at have afleveret min kuffert på hotellet. Da jeg alligevel er i New York, har jeg benyttet lejligheden til at få en interview-aftale med en dansk økonom på Wall Street. Torsten Sløk hedder han, og han er økonom i Deutsche Bank i New York.

I Altandetlige.dk-sammenhænge ser jeg ham som endnu et kapitel i serien om kendte.politer. For mig selv ser jeg det som en lejlighed til at komme ind i en af de magiske bygninger på Wall Street.

Omkring Brooklyn Bridge stiger jeg af metroen, som ikke kører længere og forvilder mig ned i en anden metro, der desværre kører uptown. Jeg masser mig ud igen ved første stop og finder den rigtige subway, der kan bringe mig helt til Wall Street. Ude af metroen sætter jeg i smålunt for at lukke hullet mellem, hvornår jeg burde være ved Deutsche Bank, og hvornår det netop nu ser ud til, at jeg er der.

Med frakken blafrende omkring mig, når jeg frem til 60 Wall Street og melder stakåndet i receptionen, at jeg har en aftale med Torsten Slok, kigger på mit ur og konstaterer forsigtigt ”for et par minutter siden”.

Receptionisten, der ikke lader sig presse af min urolige trommen med fingrene på hendes disk, beder mig stave navnet, ”S-L-O-K”, staver jeg pædagogisk, ”and the first name?”, spørger hun gudhjælpemig. ”Torsten”.

Hun sætter printeren i gang og griber telefonen, melder min ankomst til en eller anden i den anden ende af røret, giver mig et id-kort og peger i retning mod en vagt. Til trods for at jeg kun lige har forladt skranken, skal jeg endnu en gang identificere mig, inden jeg lukkes gennem sluserne, drøner hen til elevatorene og trykker syttende.

Da dørene åbner sig, og jeg distræt kigger mig til begge sider, står han der så, manden jeg er kommet for at interviewe, i sin hvidternede skjorte og byder høfligt velkommen med en armbevægelse, skønt han står på den anden side af en glasvæg, som han dog med et let tryk på en knap lader mig slippe igennem.

Jeg beklager igen og igen, at jeg er forsinket, jeg tog fejl af uptown og downtown, men her er jeg, og jeg er glad for, at han har lyst og tid til at tale med mig. ”Ja, fint,” konstaterer mr. Slok og vi trasker gennem et kontorlandskab, hvor de, der må betragtes som fodfolk og håndlangere, sidder placeret i små skrivebordsbåse, mens Torsten Sløk og hans medchefer sidder i et egentligt kontor – hver deres selvfølgelig.

Der er ikke meget marmor eller Trump Tower over bygningen, det er der derimod over udsigten, når jeg lige at notere mig, inden jeg behændigt lader jakken glide af mig, mens jeg sætter mig på en stol, tænder diktafonen og begynder min række af spørgsmål.

Jeg registrerer ikke meget, mens vi snakker, udover at han har en opslagstavle bag computerskærmen fyldt med familiebilleder, og på skærmen kører grafer for et eller andet, der hele tiden ændrer sig. Sandsynligvis aktiekurserne.

Jeg stiller et spørgsmål, Torsten svarer, jeg lytter for at finde noget at grave i, kigger på min blok for at friske min hukommelse med ting, jeg har forberedt gerne at ville have svar på, lader et øjebliks tavshed indfinde sig og spørger så igen om noget nyt.

Efter tyve minutter, der føles som om, de er gået sådan en-to-tre, siger jeg tak, Torsten takker for, at jeg gjorde det kort, vi småsludrer lidt om, at jeg er på vej videre til Washington, DC, og han er på vej til Europa for at hilse på kunder.

Han nævner en anden dansk økonom, jeg har forsøgt at få fat på, men som er så travl, at han er svær at holde fast.

Vi udveksler høfligheder, igen tak for din tid, siger jeg, det var hyggeligt, siger Torsten, og jeg glider ind i elevatoren.

Nede i stueplan afleverer jeg mit id-kort til vagten, der først lukkede mig ind og nu hjælper mig ud igen.

Jeg går ud på Wall Street, lyner jakken lidt, da januar stadig føles kold, tager en dyb indånding, slapper af og trasker langsomt op af Wall Street i retning mod New York Stock Exchange, hvor en lettere overvægtig trader pulser på en smøg bag den hysteriske indhegning, der skal forhindre uindbudte i at komme i nærheden af den amerikanske kapitalismens hjertekammer.