Sommerskoleophold på London School of Economics, sommeren 2011
af Andreas Orebo Hansen
Jeg var i juli måned på et 3-ugers sommerskoleophold ved London School of Economics & Political Science (LSE), hvor jeg fulgte faget International Economics sammen med et par medstuderende fra polit. Min motivation til opholdet var, at jeg ønskede at udjævne studiebyrden over året og samtidig få mulighed for at stifte bekendtskab med LSE såvel som byen London. Opholdet havde med andre ord et både fagligt og socialt sigte.
Vi ankom til London søndagen inden ”studiestarten” om mandagen, og brugte dagen på at finde os til rette i vores lejlighed og derefter snuse til byen. Vi havde lejet en lejlighed igennem tre danske piger bosat i London i de tre uger som opholdet varede. Det betød, at vi slap med en huslejeudgift på godt 3.000 kr. Alternativt kan man bo på LSE’s egne kollegier, men disse koster fra ca. 8.000 kr. op til ca. 13.000 kr. Retfærdigvis skal det siges, at disse kollegier har en ret unik beliggenhed meget tæt på LSE.
Den første dag starter med en introduktionsforelæsning, hvor man af sommerskolelederen bliver budt velkommen og formanet om ikke at tilbringe for meget tid med Londons mange muligheder, men i stedet bruge tiden på studierne – et råd som vi tog imod med en sund skepsis. Herefter forløb dagen som de følgende dage, nemlig med forelæsning fra 10.00-13.00 og holdundervisning fra 15.00-16.00 (mandag til fredag). I løbet af de tre uger bliver man eksamineret skriftligt (closed book, selvfølgelig) to gange – midterm og final.
Det faglige niveau på kurset matchede umiddelbart niveauet på Københavns Universitet. Om dette er forventeligt eller ej, vil jeg lade være op til andre at vurdere, men jeg vil understrege, at man bliver undervist af LSE’s egne professorer, hvilket ikke nødvendigvis er tilfældet på eksempelvis Harvards sommerskole.
I løbet af de tre uger fik vi rig mulighed for at udforske London som by – både de klassiske dele af byen (Big Ben, Hyde Park, Houses of Parliaments, etc.) samt de steder man ikke nødvendigvis når at besøge på en storbyweekend. Mit ønske om at få både en faglig gevinst samt en kulturel oplevelse blev således opfyldt.
Prisen på et 3-ugers sommerskoleophold er godt 11.000 kr., hvilket dækker 12 forelæsninger á 3 timer samt 12 holdundervisninger á 1 time. Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at hvis man vælger et meritgivende kursus, så er det muligt at få udlandsstipendium, hvilket svarer til ca. 6.000 kr. for 7,5 ECTS-point. Udover udgifterne til undervisning skal der selvfølgelig påregnes udgifter til husleje samt rigeligt med lommepenge – London er en dyr by!
Feature
Polit-postkort fra LSE
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2